Bjørneæt. Etlar Carit
gledet tilbage og blottede hans brede, haarrige Bringe.
»Jeg veed det nok: for hvert Skridt, jeg trodser min Retfærdighedssag frem, gaaer mit eget Velfærd maaskee to tilbage; men jeg trodser den frem endda, for saaledes som jeg er faren, saaledes er hele vort ulykkelige Norgesland faren; det veed det blot ikke. Hver Nordmand, som vil norsk Retfærdighed fuldt ud med hævet Pande uden Buk eller Svandsen, han bliver knust som Malmen i vore Bjerge. Og saaledes vil det blive ved, saalænge vi skal hente vor Ret herop heelt nede fra Danmark, fra det fremmede Land, styres af de Embedsmænd, der kjøbe deres Bestalling af fremmede Herrers Gunst, der ikke er vort Blod. Forstaaer Du? Det er vor forargelige Ulykke.«
Som Bjørnstad stod dèr i blodfuld Kraft, mens Lyn skjød frem under hans buskede Bryn, syntes han en Legemliggjørelse af al norsk, selvstændig Folkeaand, ubøielig overfor fremmed Magt, utøilelig som Fossen nedenfor hans Fjeldskrænt.
Mari sukkede og saae frem for sig med Taarer i Øinene.
»Saa maa vi redde Dig imod din Villie, Halvor,« udbrød hun fortvivlet. »De maa ikke lyse Dig fredløs, ikke skyde Dig ned som Bjørnen derude i Lien. Du er min Huusbond, Du – min, hører Du?«
Hun reiste sig, stemmede Knoerne i Bordpladen og stirrede ham i Møde, halv rædselsslagen over eget Mod, meest dog for at miste sin Huusbond.
Bjørnstad betragtede hende forskende.
»Redde mig for mig selv —? Aha, jeg kjender de Talemaader, det er din kjære Broder, Klokkeren Ole Svendsen Bakke fra Id, som sætter dette i Dig,« udbrød han med dirrende Læber. »Vogt Jer! Gjør Du Ledtog med Andre mod mig, maa Du dele Skjæbne med mine Fjender.«
»Ole Svendsen er ikke din Fjende, han er din bedste Ven, og vil vort rette Vel,« udbrød Mari og traadte frem fra Bordet.
»Ole Svendsen Bakke er et Stykke af en Præst,« ytrede Bjørnstad haanligt; »den halve Deel af Dagen ligger han paa Knæ i Bøn, den anden halve Deel styrter han sig i Kampe, hvor han ikke har noget at skaffe. Lad ham passe sin Klokkeknebel. Forlokker han Dig, skuffer Du mig, Du, den Eneste jeg endnu troer paa, saa er det forbi med os begge.«
Der gled et forklaret Smil over Konens forgræmmede Ansigt.
»Jeg skuffer Dig aldrig, Halvor!« udbrød hun og traadte tæt hen til Manden; »men her maa Du reddes fra dine Fjender, som lyse Dig fredløs. Veed Du, hvad det vil sige? For nitten Aar siden blev Hans Brecke fra min Bygd lyst fredløs, fordi han ligesom Du tog sig selv til Rette. I Aaringer trodsede han sine Forfølgere, levede udenfor Loven. Han fik ei Huusfred, ei Thingsfred; han maatte hvile under Busken i stor Livsfare; de efterlyste ham Dag og Nat med Lygte og Lys, med Vaaben og Værge. Man opslog hans Døre, haanede hans Børn og Tyende med stor Overmagt. Hans veemodige, høilydte Klage blev ikke agtet eller hørt af Landsdommeren; de kaldte ham Landsfjenden, – Det kalde De nu ogsaa Dig. – En Eftermiddag fandt de ham med en Kugle i Brystet bag Sønnens Smedie – De grove ham ned, hvor han laa —«
Maris Stemme brast.
»Nuvel, saa fik Manden jo Fred,« sagde Bjørnstad.
»Fred? – Kirkeklokken ringede ikke over hans Grav.«
Mari drog Hovedtørklædet tættere om sit taarevædede Ansigt, gik hen til Arnestedet og kastede nyt Ved paa Ilden; det ulmede rødt, hver Gang Frostvinden pibende foer ned gjennem Skorstenen og lettede de hvide Flager af Birketræesasken.
Der blev stille i Stuen. Bjørnstads sammendragne Bryn glattedes, medens han skottede hen til Hustruens bøiede Skikkelse. Han traadte hen til hende og greb hendes Haand.
»Stakkels Mari, vi To ere blevne gamle i vore Kampe. Da vi vare unge, troede ogsaa jeg paa det Gode og Retfærdige. Den Sag var min; den viede jeg mit Liv. Siden har jeg blot lært, at Smaafolk lefle for Magten, – og hvad værre er – at de Mægtige lefle for deres Modstandere og sparke til deres egne, de stakkels Faar, der ærbødig krumme Ryg og stirre sig blinde paa Overmagten. Kom i Morgen Dannekongen herop og bød mig min Ret, nu tog jeg den ikke længer. Lad dem blive for sig dernede og lad mig beholde mit Fjeld; her er jeg forskaanet for det forhadte Syn at see Taaberne dandse for Raadsherrernes Piskesmæld. Her er jeg Herre.«
»Hvor længe? Du er snart fredløs paa dit Fjeld,« gjentog Mari og vred sine Hænder. »Nu gaaer den haarde Spaadom i Opfyldelse, som Kvinden en Gang spaaede Dig, at Du vilde volde Død og først seire i Døden.«
»Jeg vælger Døden og Seier for Livet i Nederlag.«
»Tænker Du da slet aldrig paa mig og vor Søn?«
Bjørnstad vandrede frem og tilbage med Stormskridt.
»Javist, jeg er Landsfjenden, Lovbryderen, Voldsmanden, og dog er jeg mit Lands Elsker. Aldrig har nogen Mand knælet for sin Tilbedte med større Andagt end jeg for vort klippebrudne, furuklædte Norge, aldrig har en Kvinde bøiet sig mod sin Huusbond, aldrig en Moder knælet for sit Barns Vugge med større Selvopofrelsesbegjær end jeg for dette steenhaarde underkuede Land, der slænger min Kjærlighed fra sig med Voldsherrens Haan, og som truer sin Søn med Undlivelse i Vanære. – Seer Du, det er din Halvor, Kvinde, din haarde barske Halvor, som Du skjælver for og dog vogter med disse trofaste Hundeøine, der nu skinne mig i Møde dobbelt kjære gjennem Sorgens Rynker. – Tro blot paa mig, lille Mari, tro blindt paa mig endnu en kort Stund. Maaskee Alt endnu kan bedre sig for os To, snarere, end Du i Aften troer.«
Han slyngede Armen om sin Hustrus Skulder, knugede hende heftigt mod sit Bryst og forlod Stuen.
Mari blev siddende og stirrede mod Døren med et forklaret Smil, saa mildt og hengivent, at Gjenskinnet deraf maatte dvæle paa hendes Læber, naar hun engang stedtes til den evige Hvile. Det var for hendes tause og indesluttede Liv et af disse Øieblikke, der aldrig viskes ud, der blive Hovedsummen af vort Livs Indhold, et Facit, skrevet uudsletteligt paa vort Regnebrædt.
Dette blide og taalmodige Sind havde aldrig ret fattet Huusbondens uforsonlige Karakteer. Hun begreb ikke, at han kun levede for sin Kjærlighed til sit Fødeland og for sit Had til dets og sine egne Undertrykkere, for Gjengjældelse af lidt Uret, der gjennem Aarene for hans Bevidsthed var blevet eensbetydende med den Uret, han fandt, at hele Norge led under ved fremmed Herredømme. Hun forstod ikke denne altfortærende Lidenskab, som i Aarenes Løb heroppe i Fjeldødet var voxet til Fanatisme, der nærede sin egen Flamme med sit eget Jeg, og som lidt efter lidt bragte ham til at kaste Stykke for Stykke, alle Eiendele, sit eget Væsen paa Baalet. Lyster, Længsler, Tilbøieligheder, Alt gik op i denne Lidenskab, medens han alvorsfuldt fordybede sig i Skovenes Eensomhed.
Hun saae blot, at en Personlighed voxede frem af dette Baal som Fuglen Phønix af Asken, en frygtelig, ubøielig Karakteer, mægtig i sin Villiestyrke, haard som den Granitbund, paa hvilken den avledes, en alt beseirende Villie, der magtstjal hendes egen.
Disse Jordens Mægtige
sig af Blod og Taarer nære;
hvad de ville, det maa skee,
Alt maa briste eller bære.
Over Kvindens Liv og Fred
som en Uveirssky de drage,
og hvor deres Lyn slaaer ned,
bliver Aske kun tilbage.
Maaskee. Eller maaskee netop Jordens Mægtige reise sig herskedygtige af denne Aske.
De blomstrede Calicos Forhæng skiltes for Alkoven i Stuens mørke Baggrund, og en Mand traadte frem i det usikre Lampelys, en af Norges Sagnhelte, om hvem i Dag næppe Sagnet længer taler i Folkets Hjerte, medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand: den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra Id.
Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mødtes, alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende.
»Her maa hjælpes,« sagde Ole Svendsen.
»Ja, han maa hjælpes, Broder,« sagde hun.
»Stakkels Søster! stakkels Bjørnstad!« ytrede Ole Svendsen Bakke. »Her maa hjælpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret før i Dag. Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte glædes