Kinesisk religion og livsanskuelse. Klaus Bo Nielsen

      FORORD

      Denne bog er en indføring i en flere tusind år gammel civilisations religion og filosofi og kan derfor kun blive en skitsering af de hovedtendenser, der har eksisteret og stadig eksisterer i dag. Det er en religions- og idéhistorisk fremstilling, der med undtagelse af afsnittet om folkereligion udfolder sig kronologisk. I sig selv fremmaner dette den kinesiske tanke- og trosverdens enestående kontinuitet. En intellektuel og spirituel arv, der rækker ind i den kinesiske moderne æra.

      Der indledes med et afsnit om kinesisk kosmologi, som spiller en vedvarende og fundamental rolle i den kinesiske livsopfattelse. Herefter følger en gennemgang af de tre læresystemer, som de kaldes i Kina, nemlig kongfuzianismen, daoismen og buddhismen. Nykongfuzianismen har dog fået en særskilt placering efter buddhismen, fordi man nødvendigvis må forstå nykongfuzianismen på grundlag af buddhismen, hvor nykongfuzianismen generelt var i opposition til buddhismen og alligevel influeret af buddhistiske idéer. Sidste afsnit i bogen omhandler kinesisk folkereligion, der måske allerbedst illustrerer de udbredte religiøse forestillinger, der har hersket og stadig hersker i Kina. Bogen spænder således over forskellige filosofiske og religiøse traditioner i Kina. Den introducerer til de fundamentale idéer og forestillinger i disse traditioner, inklusive deres gensidige indflydelse og tolkningsmæssige aspekter.

      Der er mange religioner i Kina og mange etniske minoriteter med hver deres religiøse orienteringer. Islam og kristendommen har ganske vist eksisteret i Kina gennem århundreder, men denne bogs fokus er imidlertid på Hankinesernes religion og filosofi i et historisk perspektiv. Med Hankineser skal forstås de etniske kinesere, der udgør omkring 90 % af Kinas samlede befolkning. Tibetansk buddhisme tilhører et andet etnisk og kulturelt domæne og er derfor stort set forbigået. Kristendom og Islam i Kina må i modsætning til kinesisk buddhisme betragtes som relativt isoleret med ringe indflydelse på Kinas lange historie. Bogen behandler i stedet de religioner og idéer, der på afgørende vis er en manifestation af den Hankinesiske kultur. Med hensyn til dette kan det ikke lade sig gøre i en enkelt bog at medtage alle relevante religiøse og filosofiske opfattelser. Der er lagt vægt på den konceptuelle opfattelse af religiøse idéer og filosofiske standpunkter, og i den forstand vægter den det tanke- og forestillingsmæssige og i mindre grad de sociologiske, historiske og praktiske aspekter af kinesisk religion og filosofi.

      Med et sådant stort genstandsfelt har jeg nødvendigvis måtte trække på andre forskeres arbejde, der hver især er eksperter på deres felt, der samlet set har medvirket til, at kinesisk religion og filosofi i de senere år har været genstand for mange seriøse studier. Dette betyder, at vores viden om netop disse områder af det sinologiske felt er blevet stærkt forøget.

      Til slut skal jeg rette en tak til de fonde og sparringspartnere, der har gjort denne bog mulig at realisere. Jeg retter især min taknemmelighed mod S.C. Van Fonden og Aarhus Universitets Forskningsfond, der velvilligt har bidraget med stor økonomisk støtte til bogens udgivelse, og til Aarhus Universitetsforlag for at binde an med projektet. En særlig tak skal også gælde lektor i kinesisk sprog og historie Søren Clausen, der har udført korrekturarbejde på bogen. Han har forsynet mig med mange gode råd og har haft et vågent og skarpt blik i gennemlæsningen af teksten.

      En tak skal også gives til Henrik Jensen fra Aarhus Universitetsforlag for det store arbejde med tilrettelæggelse af manuskriptet. Endelig skal jeg udtrykke min taknemmelighed til Kirsten Schwartz for opmuntring og moralsk støtte i forbindelse med fuldførelsen af dette projekt.

      INDLEDNING

      Kina og Europa var stort set afskåret fra hinanden indtil midten af det 16. århundrede, hvor de jesuitiske missionærer ankom til Kina. De var de første, der bragte detaljerede oplysninger om det kinesiske samfund, dets filosofi og religion¹ til Europa. Gennem korrespondancer til Europa beskrev de en række forhold, der vakte europæernes interesse. Ud over det spændende og eksotiske, som Kina stod for, opstod der samtidig en respekt for kinesernes samfundsopbygning, teknologi og filosofi, som på mange måder imponerede Vesten i det 16. og 17. århundrede. Fra 1600-1800 ekspanderede Europa gennem maritime opdagelser og efterfølgende kolonisering af fremmede kontinenter. Selv om dette gav større indsigt om verden og andre folkeslag, forblev europæernes historieskrivning radikalt provinsiel. En sådan etnocentrisme var dog ikke forbeholdt europæerne, for også i Kina herskede siden oldtiden den overbevisning, at kineserne selv var verdens mest civiliserede folk og at de omkringliggende folkeslag blot var barbarer. Det kinesiske navn for Kina afspejler dette, da landet kaldes Zhongguo (Riget i Midten).

      Der er en bemærkelsesværdig kontinuitet i den kinesiske civilisation fra oldtiden til i dag. Vi er nok mere bekendte med kinesernes materielle frembringelser og opfindelser af bogtrykkerkunst, krudt og papir, end de religiøse, ideologiske og filosofiske strømninger, der dannede fundamentet for kinesernes forståelse af den verden, de levede i, og på sin vis stadig i dag farver kinesernes livssyn. Det forlyder ofte, at filosofiens vugge stod i det Gamle Grækenland. Det er imidlertid en sandhed med modifikationer og i værste fald en etnocentrisme. Både i Indien og Kina har filosofien blomstret lige så tidligt som i det antikke Grækenland. Skønt de tre traditioner på flere områder har en ensartet interessesfære, har de også en særegen fokus og prioritet, der netop karakteriserer de forskellige civilisationers religions- og idéhistoriske forløb. De klassiske filosofidiscipliner, som Aristoteles arbejdede med, responderer til de kinesiske aktiviteter på området, men uden der i Kina opstod en decideret kategorisk og specialiseret viden om disse spekulative anliggender. Der er i kinesisk tænkning ikke noget skarpt skel mellem religion og filosofi, og set med vores øjne er der klare overlapninger. Vi kan også konstatere, at kineserne oprindeligt ikke havde tilsvarende begreber for ‘religion’ og ‘filosofi’, men først i nyere tid har man i kinesisk sprogbrug indført termer, der svarer til den vestlige opfattelse af religion (zongjiao ) og filosofi (zhexue ).² Her minder kinesisk tænkning om den førsokratiske opfattelse, hvor der ligeledes ikke skelnes mellem poesi og tænkning, retorik og eksakt videnskab og næppe heller mellem filosofi og religion. Kinesisk tænkning bevæger sig generelt inden for kosmologi, etik, social og politisk teori, men hos enkelte af de tidlige kinesiske filosoffer koncentrerede man sig om sprogfilosofi og metafysik. En ganske påfaldende forskel mellem vestlig og kinesisk filosofi overordnet set synes at være den, at der ikke eller kun i ringe grad i kinesisk tænkning er en stræben efter at afdække en ultimativ sandhed (f.eks. ved brug af idéer om korrespondens og kohærens), men at der generelt er tale om en søgen efter den rette vej Dao. Dette afspejler en performativ kompetence i den kinesiske tankeverden, der er relateret til, hvordan vi som mennesker orienterer og forholder os til den naturlige og sociale verden. Den kinesiske filosof Zhang Dongsun (1886-1973) har på en simpel måde illustreret dette:

      … det er karakteristisk for den vestlige mentalitet at spørge ‘hvad er det?’ og senere ‘hvordan skal vi forholde os til dette?’. Den kinesiske mentalitet lægger ikke vægt på ‘hvad’, men snarere på ‘hvordan’. Den vestlige tænkning er karakteriseret af en prioriteret ‘hvad-attitude’. Den kinesiske mentalitet er derimod karakteriseret af en prioriteret ‘hvordan-attitude’.

      (Chang 1959, 180).

      Gennem buddhismens virke i Kina blev de metafysiske diskussioner styrket og fik også en central rolle i nykongfuzianismen. Kongfuzianismen,