PAedagogisk antropologi. Группа авторов
on>
John Krejsler, Niels Kryger og Jon Milner (red.)
Pædagogisk antropologi – et fag i tilblivelse
Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag
Introduktion
Pædagogisk antropologi – et fag i tilblivelse
John Krejsler, Niels Kryger og Jon Milner
I denne antologi anskuer vi den – i en dansk sammenhæng – relativt nye begrebsdannelse pædagogisk antropologi som et fag under tilblivelse. Dette gør vi vel vidende at forskerne fra Institut for pædagogisk antropologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), som bidrager til denne antologi, allerede har baggrunde og forankringer i eksisterende forskningsfællesskaber og fagtraditioner der naturligvis afstikker nogle rammer for det nye fags mulige udformninger. Vores udgangspunkt er imidlertid at se pædagogisk antropologi som en videnskabelig disciplin der giver mulighed for – med behørig respekt for eksisterende traditioner – at tænke nyt.
Ved dannelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet i 2000 blev det pædagogiske forskningsområde opdelt i en række nye fagkonstruktioner og institutter. Af disse var ikke mindst pædagogisk antropologi nyt i en dansk sammenhæng. Som praktisk organisatorisk ramme tiltrak dette institut en række eksisterende fagmiljøer, hvoraf flere ikke som udgangspunkt definerede sig som ”pædagogisk antropologi”. Det har siden da været opgaven for instituttet dels at fastholde og udvikle de af de oprindelige faglige miljøer der har vist sig bæredygtige og dels at støtte de specifikke fagmiljøer der siden da er kommet til, samt endelig – og ikke mindst – at skabe en fælleshed der har kunnet give fagkonstruktionen ”pædagogisk antropologi” liv og fylde. Nærværende publikation er især udtryk for den sidste bestræbelse.
Antologiens redaktører inviterede de videnskabelige medarbejdere ved instituttet til med udgangspunkt i hvad de hver især beskæftigede sig med at bidrage til formuleringen af den nye disciplin. Dette skulle ikke opfattes som en spændetrøje, men som en forpligtelse til at forholde sig til pædagogisk antropologi som en ny fagkonstruktion.
Som man vil kunne se af de forskellige artikler, er der store variationer i hvorledes forfatterne forholder sig til denne opgave. Artiklerne spænder fra konkrete eksemplificeringer af hvad der forskes i inden for den paraply som et universitetsinstitut også er, til direkte og gennemgående at diskutere, og i nogle tilfælde at forsøge at definere, hvad det pædagogisk antropologiske ”er”.
Hvis man bevæger sig rundt på instituttet, vil man hurtigt finde ud af at der er en stor faglig bredde. Denne diversitet kan for eksempel ses i spændvidden mellem på den ene side mere filologisk og diskursanalytisk inspirerede tilgange (se bl.a. Milners og Kristjánsdóttirs artikler i denne antologi) og på den anden side en antropologisk–etnografisk feltforskningstradition som præger artiklerne i en anden antologi der også er udsprunget af instituttets miljø, nemlig antologien ”Pædagogisk Antropologi: refleksioner over feltbaseret viden” (Madsen 2004).
Denne faglige bredde kan anskueliggøre de mange forskellige ”sprog” der tales på instituttet. Samtidig kan den også vise at der dagligt åbnes for muligheder for dialoger som kan flytte fagligheder og skabe nyt. Vi betragter det på den måde at pædagogisk antropologi er midt i en tilblivelsesproces og ved at tage form som en fagkonstruktion der befinder sig et sted i spændingsfeltet mellem en ny potentiel monofaglighed og et multidisciplinært mødested.
På denne baggrund vil vi i denne introduktion indkredse tre sider af den kontekst som et institut og en disciplin, der vil kalde sig pædagogisk antropologi, nødvendigvis må forholde sig til og reflektere over.
Én side af konteksten handler om mulige betydninger som fagkonstruktionen pædagogisk antropologi kan have når den spejler sig i centrale nationale og internationale forskningstraditioner der ved navne- eller tematisk lighed kan inspirere til afgrænsningen af fagkonstruktionen.
Et andet forhold drejer sig om den konkrete udformning som begrebsstørrelsen pædagogisk antropologi allerede har fået på instituttet på DPU gennem de over 3 år instituttet har eksisteret.
Og endelig drejer det sig om pædagogisk antropologi som institut på et nyt dansk universitet hvor forskningens retning og vilkår i høj grad er bundet af den politiske, forvaltningsmæssige og økonomiske kontekst som sættes af blandt andet en ny universitetslov, moderniseringen af den offentlige sektor og forventningerne til den såkaldte vidensøkonomi.
Hvad er pædagogisk antropologi? – Mellem pædagogik, antropologi og andre discipliner
Som Mie Buhl dokumenterer det i sin artikel, eksisterer der inden for det tyske sprogområde et veletableret forskningsfelt der under navnet pædagogisk antropologi har eksisteret som videnskab siden 1950’erne. Inden for denne tradition henviser Buhl blandt andet til Wulf & Zirfas (1994) der finder det vigtigt at forstå pædagogisk antropologi i sin historicitet og ud fra et pluralistisk tankemønster hvor mange forskellige discipliner kan bidrage.
I angelsaksiske sammenhænge findes der ligeledes veletablerede forskningstraditioner under benævnelser som Educational Anthropology, Educational Ethnography (Yon 2003), Anthropology and Education (se fx http://www.aaanet.org/cae/aeq/). Den engelske antropolog Susan Wright, som i 2003 ved instituttet fik det første professorat i Danmark i pædagogisk antropologi, taler om den pædagogiske antropologi som en disciplin der søger at afdække kompleksiteten inden for særlige former for social praksis. Det gør hun ved at beskrive og analysere social praksis gennem flere forskellige ”vinduer” (multisite approach) og ved at følge hvorledes bestemte nøgleord (keywords), diskurser og sociale praktikker ændrer sig når de bevæger sig over og tilpasses forskellige kontekster. Hvorledes en sådan tilgang kan tillempes giver hun i sin artikel i denne antologi en prøve på i relation til, hvorledes universiteterne i England for nylig er blevet reformeret på en måde, der knytter marked og uddannelse væsentlig nærmere til hinanden. I denne tilgang til pædagogisk antropologi får hun følgeskab af sin amerikanske kollega George E. Marcus (1995). Også i en angelsaksisk sammenhæng er der således tale om en meget blandet flok, som dels kan have udgangspunkt i antropologi, dels i pædagogik, dels i en blanding af andre faglige tilgange som etnografi, kulturstudier og diskursanalyse.
I en dansk sammenhæng har der siden 1970’erne været en stærk tradition for pædagogisk feltforskning. Klasserums- og kønsforskningen, som den blev udøvet af blandt andet Karen Borgnakke, Niels Kryger og Staf Callewaert, er eksempler herpå (for en oversigt se Kryger 2004). Desuden har der i den pædagogiske feltforskning været en stærk inspiration fra studier af pædagogik og uddannelse i den tredje verden som med god grund kunne kaldes pædagogisk antropologisk eller pædagogisk etnografisk, og som i dag repræsenteres af blandt andet Ulla A. Madsen, Stephen Carney, Karen Valentin (se fx Madsen 2003 & 2004). Studier af tosprogethed, integration og interkulturel pædagogik i relation til skole og uddannelse bærer ligeledes mange pædagogisk-antropologiske træk i tilgange der desuden henter inspiration fra etnografiske feltstudier, diskursanalyse og sociologi hvilket såvel Holms, Horsts og Holmens som Kristjansdottirs artikler i denne antologi er et udtryk for (se videre Holmen & Lund 2001; Horst 2003; Moldenhawer 2001 og Jensen 1998).
Dette hurtige skitseprægede udsyn over sider af det som kaldes pædagogisk antropologi tjener blot til at antyde at tværfaglighed eller multidisciplinaritet i høj grad synes at være en dyd inden for pædagogisk antropologi (se i øvrigt diskussionen heraf i Krejslers artikel i denne antologi).
Uddannelsesforskningens mange inspirationskilder
En anden måde at gå til indkredsningen af centrale dele af pædagogisk antropologi på kunne være på tværs af landegrænser at følge de mange studier i skoling og uddannelse som overvejende henter sine tilgange i antropologi, men ofte også i sociologi (se bl.a. Levinson & Holland 1996 samt Karabel & Halsey 1977). Ud fra liberale grundantagelser og en overvejende human capital-tankegang var der fra 1950’erne og frem til midten af 1970’erne overvejende fokus på skolens rolle i et meritokratisk samfund. Man antog at social mobilitet var et resultat af individuelle talenter og flid. Ud fra et overvejende positivistisk videnskabsideal arbejdede