Skolens fremtid. Jorn Skovsgaard
on>
Jørn Skovsgaard
Skolens fremtid – en sød drøm eller et sandt mareridt
Globalisering og andre udfordringer til den strategisk tænkende leder
Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Indledning
I mit professionelle liv har jeg arbejdet på alle niveauer i den danske skole, som timebetalt ungdomsskolelærer, som folkeskolelærer, som skoleinspektør, som undervisnings- og kulturdirektør og i undervisningsministeriets grundskole-område. Jeg har også slæbt min familie efter mig, efterhånden som karrieren førte mig fra job til job i landets forskellige demo- og geografier – Fyn, Jylland, Nordsjælland fra det middelklassedominerede forstadsmiljø, over det urbane arbejderkvarter til de privilegerede kommuner nord for København.
Og jeg har gennem årene holdt hundredvis af foredrag, holdt forelæsninger på Den Kommunale Højskole, som nu hedder COK, på Lærerhøjskolen, som nu hedder DPU, i nordisk og europæisk sammenhæng, i Sydøstasien og nu snart i Latinamerika. Det har bevæget sig fra helt praktiske organisatoriske og faglige spørgsmål til akademisk diskurs.
På det seneste har jeg mest arbejdet med internationalt uddannelsespolitisk arbejde, og det stiller på mange måder ret voldsomme udfordringer. Alt det underforståede, og det, som er så indlysende, at vi ikke gider forklare det til nogen, bliver lige pludselig til forhold, der kan stilles spørgsmål til, som skal begrundes, og som kan problematiseres.
Jeg husker som noget af det første en samtale med en amerikansk kollega i et af OECD’s faglige netværk. Vi talte om den danske skoles styrker, og jeg remsede op om børnenes personlige udvikling og om deres selvstændighed og kreativitet. “Interesting!” sagde han – “How do you meassure that?!” – det var før PISA havde set dagens lys. Jeg fortalte så, at det målte vi ikke sådan. “How do you know then?”, kom det prompte. Og jeg måtte ud i en lang forklaring, om at det danske arbejdsmarked og den danske økonomi, jo havde det fint, vort demokrati var stabilt og velfungerende, og forældrene var alt i alt meget tilfredse, så vi havde i hvert fald indirekte bevis på, at systemet fungerer så nogenlunde. Hans modsatte synspunkt var, at vi raver selvberuset rundt i blinde, idet vi tror, at det nuværende system kan måles på, hvordan folk, der har forladt systemet for mange år siden, klarer sig på et arbejdsmarked, der i øvrigt snart vil skille sig af med de ringest kvalificerede af dem. Og hvordan kan vi vide, om den næste generation har en kinamands chance for at gøre sig gældende på de nye betingelser, hvis vi ikke på et systematisk grundlag skaffer os en sikker viden om, hvordan systemet virker.
Det internationale arbejde har medført en omfattende læreproces, som på ingen måde har forulempet min grundlæggende tro på værdierne i den danske måde at gribe tingene an på. Men på den anden side har det skærpet min årvågenhed og bekymring i forhold til den føromtalte selvberuselse, vores mangel på begrundelser for vores praksis og vores letsindige tro på, at vi kan lege os frem til en betryggende position i den voksende, men også barske vidensbaserede verdensøkonomi.
Bogen her er et udtryk for mit behov for fortsat at bygge på og vedligeholde broen mellem den internationale uddannelsespolitiske diskussion og den danske skoleverdens udvikling. Den er således udtryk for en erfaringsopsamling, som strækker sig hen over hele mit professionelle liv. Derfor forekommer der også henvisninger til temmelig gamle tekster; men det er så fordi, jeg stadig finder dem relevante og bruger dem i min egen diskurs og som grundlag for min argumentation. Internationalt uddannelsespolitisk samarbejde har et stort forbrug af akademisk litteratur, men er ikke i sig selv en akademisk disciplin. Det bærer bogen her naturligvis præg af – den giver sig ikke ud for at repræsentere fx en afhandlings dybdeborende stringens. Den rummer derimod nogle begrundede personlige statements og ridser nogle perspektiver op, som forhåbentlig kan vække til omtanke.
Når bogen fokuserer på ledelse, er det udtryk for den vurdering, at ledelse i den kommende årrække for alvor vil blive nøglen til fremgang i den danske skole. Og det bliver ikke nogen nem rolle at administrere. Forventningerne vil stige, og det interne og eksterne pres på lederen vil vokse. Lederen vil i høj grad få brug for gode orienteringsredskaber og nogenlunde sikre procedurer, hvorigennem skolens sammensatte problemstillinger kan kommunikeres, og de nødvendige forandringsprocesser kan iværksættes, vedligeholdes, evalueres og justeres.
En god del af de rationaler, der diskuteres i bogen, er ikke kun gyldige for skoler, men gælder for al pædagogisk virksomhed, for offentlig virksomhed og for organisationer som sådan. Dertil kommer, at skolens funktioner i den kommende tid efter al sandsynlighed skal integreres med andre sociale og dannelsesmæssige opgaver i nye organisatoriske rammer – processen er allerede i gang på fx fritidsområdet – og det indebærer, at ledelsen på et legitimt grundlag skal samarbejde og samordne flere faglige identiteter i et fælles mål-rationale, end tilfældet er i dag.
En af konsekvenserne må blive, at skoleledelsen får en klarere og mere selvstændig profil, idet den traditionelle kobling til lærerfaglighed og læreridentitet må løsnes. På den måde prøver bogen at sætte sig ud over skolens logik, som vi kender den i dag, og den henvender sig derfor til et bredere publikum med interesse for emner som kompetenceudvikling, organisationsudvikling og den globale vidensbaserede økonomis konsekvenser i den danske kontekst. Læst med de briller vil bogens teser formentlig kunne bringes ind, der hvor man arbejder med ledelse som en selvstændig faglig disciplin. Og hvis man allerede i lærernes grunduddannelse skulle få den ide at arbejde med organisation og ledelse, tilbyder bogen her sig som et udgangspunkt for de første diskussioner.
Jeg vil gerne takke mine sparringspartnere gennem mange år Lars Alrø-Olesen og Arne Carlsen for godt samarbejde, inspiration og kammeratskab under hjemlige såvel som fremmede himmelstrøg – og ikke mindst tak til Tove for din tålmodighed og dit faste fokus på det væsentlige!!
JØRN SKOVSGAARD
Skoleledelse og ledelse i almindelighed
Vi må fra starten forholde os til spørgsmålet, om ledelse af en skole adskiller sig fra ledelse af en hvilken som helst anden organisation, hvor mennesker indgår i produktive fællesskaber.
I stedet for straks at kaste os over alt det, der adskiller skoleledelse fra andre former for ledelse, vil vi for en stund overveje, om der er fælles træk, som i det store og hele går igen uanset, om man skal lede en skole, et plejehjem, en kødkonservesfabrik eller en softwareproduktion. Der kan identificeres en række opgaver, som ledere i enhver virksomhed har et særligt personligt ansvar for.
Vi remser op –
• Lederen skal føre tilsyn med balancen i virksomhedens økonomiske in- og output og kvaliteten i det arbejde, der udføres, og lederen har ansvaret for, at virksomhedens aktiviteter finder sted indenfor rammerne af det regelgrundlag, der er gældende.
• Lederen har ansvaret for, at der rekrutteres medarbejdere, der er kvalificeret til og motiveret for at tage fat på arbejdet, og at de medarbejdere, der ikke i nødvendigt omfang kan eller vil bidrage til opgaveløsningen bliver afskediget.
• Lederen skal sikre, at medarbejderne forstår, hvad opgaven går ud på.
• Lederen har ansvaret for at implementere og vedligeholde mekanismer, der fremmer medarbejdernes lyst til og muligheder for som enkeltpersoner og som gruppe at løse opgaverne så effektivt som muligt.
• Lederen skal fordele arbejdsopgaverne efter principper, der imødekommer krav om funktionalitet, respekterer gældende overenskomster og aftaler og imødekommer organisationens interne behov.
• Lederen skal involvere medarbejderne i en forpligtende overvejelse over, hvordan opgaveløsningen løbende kan tilpasses udviklingen i organisationens eksistensgrundlag.
• Lederen tegner organisationen ud ad til, og lederen har ansvar for at organisationen har et positivt omdømme.
• Lederen skal stå til regnskab overfor organisationens ejere/opdragsgivere.
Dette er ledelsesopgaver, som knytter sig til en hvilken som helst organisation, og der findes en mængde generel litteratur og almene vejledninger, der