Vikingernes syn pa militAer og samfund. Rikke Malmros
Tider,15 hvori han udmøntede sine erfaringer som landmåler under landboreformernes udskiftninger. Her havde han iagttaget den gamle inddeling af landsbyerne i de såkaldte “bol”. Bolene var i fællesskabets tid en underinddeling af landsbyerne, således at der i hver landsby fandtes et mindre antal bol, som var indbyrdes lige store. Bolene var delt, ofte i ottinger, og hver gård besad normalt to, tre eller fire ottinger. Størrelsen af hver gårds bolandel kunne allerede ses af størrelsen af gårdens grund, bredden af dens “toft”. Det dyrkede område omkring landsbyen bestod af større, normalt firkantede, enheder, “fald”, hvori hvert bol havde en agerstrimmel, og bolets gårde havde heri hver sin smallere strimmel, hvis bredde afhang af deres andel af bolet. Gårde, der tilhørte samme bol, havde normalt deres agerstrimler liggende side om side i hvert fald. Bolandelenes størrelse bestemte også, hvilke rettigheder hver gård skulle have i overdrev, eng, mose, hede, skov og krat. Mens bolene var lige store i den enkelte landsby, var de af ulige størrelse fra by til by. Ved slutningen af det attende århundrede var denne ordning blevet en hindring for agerbrugets videre udvikling. Men Olufsen antog, at den oprindelig måtte have haft et såre nyttigt formål, nemlig den at sikre, at hver lodtager i landsbyen fik sin retfærdige andel i såvel gode som dårlige jorder.
Da bolene omtales i det trettende århundredes landskabslove og i ældre dokumenter, og da de tilmed har paralleller i kontinentale og engelske kilder fra endnu tidligere middelalder, antog Olufsen, at de gik tilbage til meget gammel tid, ja, til landets allerførste bebyggelse. Hans metode er den institutionelle tilbageslutning: I sin indledning fastslår han, at det om ordet “Bool” gælder, “… at dets rette Forstaaelse maae nödvendigen være, om ikke en Hovednögle, saa dog et saare vigtigt Middel til Kundskab og et tydeligt Begreb om vort Lands ældste Landboeforfatning”.16 Om Danmarks første indbyggere må vi antage:
… at de ikke vare svampelignende Udvæxter af Jordbunden, men maae være komne hid eet Steds fra Naboelandene. …. Endelig have vi ogsaa gode Grunde til at troe at denne Nedsættelse har fundet Sted i en Tid, da borgerlig Orden endnu ikke havde giort store Fremskridt …. Deraf følger umiddelbart, at den förste Nedsættelse maatte gaae for sig efter Regler, som giorde Hoved-Betingelsen, nemlig den störste opnaaelige Sikkerhed for Eiendom og Personer mulig. Det bedste Middel hertil … var dette: at flere Familier forenede sig for med forenede Kræfter at opdyrke saa stor en Strækning, som ansaaes tilstrækkelig til at ernære dem, samt at de byggede deres Boliger nær hinanden for i paakommende Tilfælde at kunne yde hinanden Bistand. Heraf opstod de fælleds Byemarker og Landsbyer. …. Den förste Bebyggelse af Danmark skeedte derfor ved Landsbyer … 17. Bestemte da en Forening af flere Familier sig til under eet at nedsætte sig paa en vis Jordplet; at bygge en Landsbye der, … saa var Jordens Deling imellem de enkelte Mænd, de lodtagne, den förste Betragtning. Alle de, som toge Deel i Foretagendet, havde lige Pligter og lige Rettigheder, og lige Vanskelighed at overvinde ….18 Til at opnaae det tilsigtede Öiemeed, var det derfor nödvendigt … at Byemændene delede Jorderne mellem sig i lutter smaae Stykker, eller smalle Strimler, d. e. Agre.19
Således sluttede Olufsen fra det landsbyfællesskab, han forefandt ved udskiftningen, til tilstanden ved landets første bebyggelse. Et bol var oprindelig en bondegård af størrelse som “en Plovs Jord”, det vil i følge Olufsen sige omkring 50-70 tønder land.20 Det er overalt vigtigt for Olufsen at hævde, at bolene og deres senere vurdering til mark guld eller mark sølv havde en kommunal eller privat oprindelse. Han bestrider ihærdigt andres (for eksempel Thestrups) opfattelse om, “at Jorderne vare maalte og inddeelte til Skat efter Mark Guld, altsaa efter en offentlig Foranstaltning”.21 For “det er bekjendt, at i de ældre Tider havde Danmarks Konger hverken Lov eller Ret, eller Myndighed nok, til at paalægge andre og flere Skatter end dem, Almuen godvilligen samtykkede i”.22 Her ser man Montesquieus og Tyge Rothes indflydelse. Deres personlige tanker er allerede blevet til det, der “er bekjendt”.
Olufsen mener, at det, vi kalder skiben, men han “Styreshavnen, eller Havnelaget”, “bestod af en Mængde Havne omtrent 30-40, det er Bool”.23 Disse styreshavner blev indrettede under Knud den Store eller før.24 Mens bolene havde været til fra agerbrugets begyndelse i Danmark, blev de først senere taget i anvendelse ved organiseringen af ledingsflådens havner. At havnerne er baseret på bolene, har siden været en næsten ubestridt antagelse. Heri ser man Olufsens varige indflydelse på ledingsforskningen.
JAHN. 1825 udsendte Capitain F.H. Jahn: Almindelig Udsigt over Nordens, især Danmarks Krigsvæsen i Middelalderen.25 For det tiende og ellevte århundredes danske historie bygger han − ikke uden kritik − på den lærde P.F. Suhm.26 Til Norges historie bygger Jahn på Heimskringla helt fra Harald Hårfagers tid27 og på de derpå følgende samtidssagaer, som han alle tilskriver Snorre.28 Desuden regner han den norske Gulatingslov for at gå tilbage til Håkon Adelstensfostre (o. 960), og regner med, at dens specielle ledingsordning på grundlag af “mandtal” er oprindelig også for Danmark.29 Saxo følger han først fra det ellevte århundrede. Men hans hovedanliggende er beskrivelsen af “Danmarks Lykurg”, Valdemar den Anden og hans lovarbejde i Jyske Lov, hvis bestemmelser han alle anser for gyldige og praktiserede i året 1241.30
Danmarks Rige anser Jahn for samlet under Gorm den Gamle, hvis tid han i øvrigt regner for ukendt. Senest Harald Blåtand har indført, hvad Jahn forstår ved “Feudalsystem” i Danmark: en inddeling af riget i sysler og herreder med uddelegering af den kongelige myndighed til kongens mest yndede venner i håb om troskab fra deres side.31
Som enevældens trofaste tjener mener Jahn, at kongen altid har været militærets øverste herre.32 Jahn indfører en skelnen mellem forsvaret, landeværn (som forpligter alle mænd), og angrebskrigen, leding (hvor færre er i aktuel tjeneste).33 Det danske flådemandskab er i lighed med “Hagen Adelsteins Guløthingslov” oprindelig blevet udtaget efter mandtal, hvorved højst hver syvende person kunne komme til at gøre aktiv krigstjeneste34 (ligesom i revolutionstidens Frankrig).35 Egent - lige ledingstogter kunne højst vare to måneder. Til længere erobringstog krævedes folkets samtykke.36 I Valdemar den Andens Jyske Lov gør bønderne ganske vist personlig tjeneste, men denne bliver nu pålagt efter omfanget af deres dyrkede jord.37 Som Olufsen bryder Jahn med traditionen fra Arild Hvitfeldt og påpeger, at en havne ikke udruster et fuldt skibsmandskab på 12 mand, men at havnen er et lægd, der udruster én mand til tjeneste på et skib, der, som Eriks Sjællandske Lov påpeger, kan have fyrretyve havner og dermed fyrretyve bondekrigere.38 I sin oprindelse leverer ledingen en flåde til søkrig og fodfolk til at kæmpe på land.
I løbet af det tolvte århundrede viser Saxo, hvorledes rytterhæren under tysk indflydelse trænger igennem i Danmark. I Jyske Lov skal hver styresmand medbringe en hest på ledingsskibet.39 Samtidig omtaler loven herremænd, der “vover deres hals for kongens og landets fred”, hvilket for Jahn vil sige, at de alle kæmper til hest.40 Valdemartidens storhed beror på det lykkebringende samvirke mellem ledingsflådens langskibe med dens fodfolk og det stadigt mere udviklede rytteri. Men kort efter Valdemar den Andens død tager rytteriet helt magten i militær og politik.
Jahns beskrivelser af våben, skibe og søslag er præget af tidens arkæologiske uvidenhed (næsten rørende er de fem fint udførte “Kobbertavler” af våben fra stenalder til senmiddelalder, der afslutter hans værk). I sin skriftlige lærdom står Jahn ikke tilbage for senere historikere: Hvad vi finder udgivet, opsøger han i håndskrifter. I senere arbejder om ledingen kommer der ikke til at indgå mange skriftlige kilder, som jo ikke Jahn allerede har benyttet, ofte med fin kritisk sans. Til trods for disse kvaliteter ses Jahn ikke at være benyttet af det nittende århundredes historikere, der foretrækker den følgende forfatter:
VELSCHOW. 1831 udgav H.M. Velschow sin latinske disputats om den danske leding på Valdemar den Andens tid.41 Den har jeg ikke været mægtig at læse, men han henviser til den i sin senere artikel: Om Folkemængden i Danmark.42 Desuden refereres disputatsen lejlighedsvis af det nittende århundredes forskere, der endnu var strage latinere. Herudfra vil jeg forsøge at gengive Velschows