Vikingernes syn pa militAer og samfund. Rikke Malmros
1988: p 308.
99 Sawyer 1988: pp. 306-07.
100 Lund 1983: pp. 23-38. Lund 1986: pp. 105-19.
101 Lund 1992: pp. 101-10. Lund 1993: pp. 109-26.
102 Lund 1996.
103 Lund 1996: pp. 132-44.
104 Lund 1999: pp. 376-86. Lund 2001: pp. 149-66.
105 Malmros 1988: pp. 19-39, specielt p 31. Nærværende arbejde (pp. 106-08). Kong Valdemars Jordebog fol 35r-37v: Hallandslisten.
106 Aelnoth. VSD p 10814-15. Ælnod. Olrik pp. 69-70. Ælnoth. Albrectsen pp. 66-67.
107 Aelnoth. VSD. p 9723, p 9812-13. Ælnod. Olrik pp. 54-55. Ælnoth.Albrectsen pp. 51-52.
108 Jónsson 1912-15. (NIS B).
109 Þjóðolfr Arnórsson 4,22 NIS B: p 352. FRONTISPICE
110 Speciale Århus 1982, trykt som: Malmros 1985. Nærværende arbejde pp. 55-162.
111 Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Ages: Margaret Clunies Ross, Kari E. Gade, Guðrún Nordal, Edith Marold, and Diana Whaley. (eds.) Brepols Publishers. Turnhout 2008-20??
112 Fried 1967.
113 Service 1975.
114 Claessen & Skalník 1978.
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER TIL LEDING OG SKJALDEKVAD
Siden Leding og Skjaldekvad udkom i 1985, er der kommet væsentlige nyheder inden for skibsarkæologien. Fra norrøne filologer har jeg modtaget vejledning, som læseren har krav på at få besked om. Og under mit senere arbejde har jeg opdaget et par mangler, som skal korrigeres her.
Der er blevet fundet flere skibsvrag i Nydam, Hedeby og Roskilde, og dendrokronologien har givet nye dateringer:
Nydam 1. Det sønderslåede egeskib: ca. 190 e.Kr.1 (Nordens ældste klinkbyggede skib).
Nydam 2. Fyrreskibet. (Skjoldebræt ca. 296 e.Kr.)2
Nydam 3. Nydamskibet, 310-320 e.Kr.3
Oseberg: ca 820 e.Kr.4
Gokstad: 895-900 e.Kr.5
Hedeby 1: ca. 985 e.Kr.6
Roskilde 6: efter 1025 e.Kr.7
Skuldelev 5: ca. 1030 e.Kr.8
Skuldelev 2: ca. 1042 e.Kr.9
I publikationen Skuldelev Ships I (2002) redegør Ole Crumlin-Pedersen for, hvorledes der nu kendes tre typer krigsskibe fra den sene vikingetid: det ekstremt fintbyggede kongeskib Hedeby 1 (ca. 30 meter langt med ca. 60 årer), konge- eller stormandsskibet Roskilde 6 (ca. 36 meter langt med ca. 78 årer) og stormandsskibet Skuldelev 2 (ca. 30 meter langt med ca. 60 årer).
Endelig er der så det lille personskib, Skuldelev 5 (17,3 meter langt med 26 årer). Crumlin-Pedersen argumenterer for, at Skuldelev 5 har været det normale skib til leding og landeværn, mens kongers og stormænds skibe var dem, der drog til England. Han mener, at Skuldelev 5 viser tegn på at være bygget under ledelse af en kyndig skibsbygger som hoveritjeneste af en gruppe vrangvillige − og sparsommelige − bønder, som de kendes fra norske love.10 Jeg mener, at Crumlin-Pedersen gætter: I vikingetiden kunne den kystnære befolkning have mange behov for at komme hurtigt frem, til torvs og til tinge, til bryllup og begravelse, mens omvendt selv de mindste stormænd, styresmændene, nok kunne have deres prestige kær. En strengt logisk analyse af min redegørelse for de skandinaviske flåders lighed med den angelsaksiske (der havde enkelte stormandsskibe på omkring 60 årer og normale skibe på 38 årer, (pp. 98-100) vil dog få til resultat, at jeg også gætter. Spørgsmålet må da siges at stå åbent.
Stormandsskibet Skuldelev 2 har et kølsvin af egetømmer, som er fældet i 1042 i skovene ved Dublin, hvor skibet da må have været under bygning.11 Det er blevet rekonstrueret under navnet “Havhingsten fra Glendalough” og har i årene 2007-2008 været sendt over Nordsøen og Det Irske Hav på besøg i Dublin og hjem igen. Erfaringerne fra denne videnskabelige forsøgsrejse vil senere blive publiceret.
I forbindelse med “Havhingstens” rejse diskuterede jeg via dens hjemmeside med filologen, dr. Judith Jesch, Nottingham, om vikingerne kunne sejle under telt på åbent hav ud fra de skjaldestrofer, jeg har omtalt på side 85. Judith Jesch og “Havhingstens” rejseberetninger overbeviste mig om, at i åben sø har man ikke kunnet sejle under telt. Dog mener jeg, at man må have anvendt en slags telt (eventuelt som foreslået af Judith Jesch dannet af sejlet), når skibet lå for anker ud for en kyst. Det sidste er beskrevet i beretninger fra det tolvte århundredes Danmark. Angelsakseren Aelnoth beretter 1104-17, at de danske ledingsskibe, som ligger for anker i den vestlige Limfjord i 1085, bryder op på den måde, at de “letter ankrene af sandet, tager tentoria superaffixa, “de ovenpå anbragte telte”, ned, rejser master og hejser sejl”.12 (Desværre har ingen af de to oversættere, Olrik og Albrectsen oversat superaffixa, så at man forstår, at teltene er anbragt “ovenpå”, nemlig oven på skibene).13 Senere beskriver Knytlingesaga og Saxo en lejlighed under venderkrigene, hvor den danske ledingsflåde ligger i en naturhavn ved Rygen. Begge værker sammenligner de “tjældede” skibe med grave.14 Og de har da vel lignet de langagtige tuer, man så på ældre kirkegårde, før den opgravede jord var faldet sammen. Den norrøne glose, tjaldn, som Finnur Jónsson både oversætter med “tjæld, tæppe” og med “telt”, mener Judith Jesch også kan betyde “sejl”, navnlig da, når skjalde dramatisk skildrer, hvorledes krigsskibes “tjæld” slides under hård sejlads.15 Dog har skjalden Tjodolf Arnorsøn en beskrivelse af Harald Hårderåde, som en morgenstund “kaster det lange telt af sig”.16 Her tør jeg nok tro på Finnur Jónssons oversættelse: kongeskibet ligger for svaj ud for Nidaros, og kongen har sovet om bord, før han vågner. Om netop han har ligget under en flig af sejlet eller har haft et særlig royalt telt i løftingen, får stå hen.
Fra filologisk side er jeg blevet gjort opmærksom på, at de fleste strofer af skjalden Tindr Hallkelssons “Drape til Håkon Jarl” er særdeles mangelfuldt overleveret. Ved at opsøge selve den videnskabelige textudgave i Finnur Jónssons artikel: “Bidrag til forståelse af Tindr Hallkelssons vers” 188617 har jeg kunnet konstatere, at texten til netop den strofe, jeg citerer, Tindr 1,9, ikke indeholder væsentlige problemer, kun følger jeg Ernst Albin Kocks rækkefølge af ordene18, som den ses på side 118 og i Skemaerne I og III side 160. Derimod ved jeg nu, at linjen af Arnórr Þórðarson 3,12 på side 122 og i Skema V side 161 er tolket forkert og bør udgå.
Generelt ville jeg i dag undgå at benytte lausa vísur, løse vers, fra islændingesagaer, for eksempel Egils saga, og fra þættir, anekdoter, fra det i øvrigt fortrinlige håndskrift, Morkinskinna. Mens jeg stadig med stor glæde anvender en serie strofer af Tjodolf Arnorsøn, som Finnur Jónsson fejlagtigt har anbragt sammen med hans lausavísur.19
På side 142 hævder jeg, at kongen otte gange oftere kaldes konge over et folk end hersker over et land. Det var en slutning, jeg var kommet til ved en hastig gennemgang af min daværende notesamling. Gennem senere studier har jeg indset, at kongen lige så ofte er hersker over sit land som over sit folk.
Jeg vil slutte med at nævne, at Judith Jesch har lært mig, at det sandelig kun er i oversættelse, skjaldekvadene kan være kedelige. Den, der læser fyrstekvad på originalsproget, får lejlighed til at møde deres intellektuelle raffinement, deres forfinede ordmusik, deres hele sproglige pragt.
1 Rieck 1999: pp. 75-76.
2 Rieck 1999: pp. 76-78. (skibet bygget noget før − på Gotland?)
3 Rieck 1999: pp. 79-80.
4 Bonde 1994: pp. 128-148, skemaer p 138 og p 141. Graven sommeren 834 e.Kr. pp. 138-139; skibet ca. 820 e.Kr. p 142.