Projektmennesket. Anders Fogh Jensen

      Projektmennesket bygger på min bog Projektsamfundet (2009). Nærværende bog er en genskrivning af hovedteserne i sidstnævnte, hvor nogle argumenter, en hel del analyser og alle henvisninger er udeladte med henblik på at give tidens travle projektmenneske en chance for alligevel at tilegne sig tankerne og genkende sig selv. For den, der måtte ønske sig mere, henviser jeg til denne bogs storesøster.

       Berlin, februar 2009 Anders Fogh Jensen www.filosoffen.net

      1.

      Alle har projekter

      Alle mennesker har projekter. De har projekter på egne vegne, på andres vegne, de har projekter alene, og de har fælles projekter. I skolen skal man lave projekter, på arbejdet har man projekter. Dertil kommer alle fritidsprojekterne. Og indimellem er det ikke til at skelne, hvilke projekter der er arbejdsprojekter, og hvilke der er fritidsprojekter. Projekterne går på tværs.

      Mennesker har altid haft projekter. Cæsar havde projekter, Napoleon havde projekter. Columbus havde også et projekt. Det, der ved første øjekast er slående, er, at nu taler alle om deres projekter. De taler om det, de laver, som projekter. Hvilke projekter har De, kære borddame? Førhen spurgte man folk, hvor de arbejdede, om de havde børn, og hvad de lavede i fritiden.

      Hvorfor taler alle om projekter? Det er uden tvivl mere heltemodigt at have nogle projekter end at have opgaver, der skal løses, eller ordrer, der skal udføres. Projekter udtrykker en form for vilje, noget, der er rettet mod fremtiden, og noget, der emmer af kreativitet. Man er lige i gang med at gøre noget, der en dag bliver til noget.

      Hvad er et projekt da for noget? Det er noget, nogen udkaster. Noget, nogen har for med nogen med henblik på noget. Egentlig betyder ‘projekt’ på latin et kast frem: projectae. Da Galileo Galilei talte om faldloven, talte han om projectae, kastede ting i frit fald. Den, der har et projekt, har lavet et kast frem. Altså: Projekter er noget, man gør nu med henblik på fremtiden.

      Et projekt er en aktivitet, der i de fleste tilfælde foregår i samspil med andre, hvis regler, udførelse eller mål ikke er fastlagt på forhånd, men hvis aktivitet først må defineres og udformes undervejs. Projektet inkarnerer en ånd af, at man former fremtiden. Projektet bæres oppe af sin aktivitet – det er at sammenligne med en dynamolygte, man træder: Når der tilføres aktivitet, eksisterer projektet. Projektet kan tændes igen forskellige steder, når man åbner det, hvis man er aktiv eller kommunikerer om det. Det forløber ikke bare selv: Der er ikke nogen bygning, der har opført sig selv, eller noget speciale, der har skrevet sig selv, blot fordi tiden gik.

      Allerede Ludvig Holberg talte i Ulysses von Ithacia (1724) om projektmagere. En projektmager var en, der gik rundt og havde idéer, der aldrig blev til noget. Dengang var det nedsættende at kalde én for projektmager. Det er det ikke længere. Hos Søren Kierkegaard skildredes projektmageren som den, der er for optaget af muligheder og ikke kan se nødvendigheder. Ifølge Kierkegaard er mennesket en sammensætning af mulighed og nødvendighed, og opgaven med at blive et vellykket menneske er at få denne sammensætning, eller ‘syntese’ som Kierkegaard sagde, til at gå op. Man må afbalancere mulighed og nødvendighed i livet, således at man både kan se, at visse omstændigheder er nødvendige, og stadig har evnen til at se, at noget andet end det faktiske er muligt. At man kan gøre noget andet. I en vis forstand er det menneske, der kun kan se nødvendigheder, lige så ufrit som det, der ingen nødvendighed kan se, men hele tiden udkaster nye projekter og aldrig fuldfører nogen. Det første menneske har ikke kraft til at bøje verden. Det andet menneske har ikke kraft til at bøje sig selv. Sådan rummer det at være menneske nogle farer for at leve uegentligt. Kierkegaard kalder disse måder at leve uegentligt på for ‘fortvivlelse’. Holbergs projektmager er hos Kierkegaard den, der fortvivler i det mulige. Når man er til fest med ham, taler han hele tiden om den næste fest, man skal holde.

      I 1927 bestemte den tyske filosof Martin Heidegger mennesket som det væsen, der hele tiden forholder sig til fremtiden. Man har, hævdede Heidegger, sagt om mennesket, at det levede i nuet. Men i virkeligheden er det at leve i nuet først og fremmest at være rettet mod fremtiden. Når jeg laver mad, tænker jeg fremad: Jeg vil skære tomater, altså må jeg finde kniven. Ja, at jeg overhovedet gav mig til at lave mad, var, fordi jeg havde intentionen om at ville spise. Det at være menneske er hele tiden at være fremadrettet.

      Det fik den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre til i 1943 at definere mennesket som det væsen, der har projekter. For Sartre er mennesket kendetegnet som det væsen, der kan benægte det, der er nu. Helt centralt for det at være menneske er det at have en forestillingsevne. At forestille sig, det vil sige at benægte det, der er nu, for at kunne se noget andet. Jeg vil rejse til Palermo, jeg forestiller mig mig selv i Palermo, dvs. jeg benægter i min forestilling det faktiske, nemlig at jeg sidder i København. Når Sartre sagde, at mennesket er dømt til frihed, så mente han dermed, at det ikke kan andet end at leve ude i fremtiden, som et væsen, der forestiller sig fremtiden og udkaster projekter.

      Hvis Sartre har ret, så er det ikke så underligt, at mennesker hele tiden går rundt og taler om projekter. Det forunderlige er, at det har man ikke altid gjort. Man har nok altid haft projekter, men det har ikke altid stået så centralt for det at være menneske at have projekter. Jeg har mistanke om, at Sartre – ud over at være en god beskriver af de menneskelige vilkår – også var ved at gribe noget, der er under opsejling i hans tid: at mennesker definerer sig igennem deres projekter.

      Allerede et halvt århundrede forinden havde Friedrich Nietzsche bestemt mennesket som det endnu ikke fastlagte dyr. Filosofferne havde ellers i årtusinder haft travlt med at bestemme, hvad mennesket er fastlagt til at være. Nietzsches bestemmelse af mennesket hænger sammen med, hvad man plejer at kalde ‘Guds død’: Når vi ikke længere forstår os selv som Guds skabninger, hvad så? Ja, så er det op til mennesket selv at skabe sig selv. Hvordan skal det gøre det? Gennem sine projekter, svarede Sartre.

      Jeg tror, at hvis man lader sig nøje med at konstatere, at nu taler alle om projekter, og nu har alle projekter, og sådan er det bare, så går man glip af en væsentlig sammenhæng mellem det at være menneske på den ene side og vores historisk formede samfund på den anden side. For i al denne talen om og gøren med projekter ligger der en nøgle til at forstå, hvordan vores universelt-menneskelige grundmateriale formes af vores tid. Jeg tror, at projektmennesket er noget, der er kommet til. Ikke fordi mennesker ikke også før har haft projekter, men fordi det aldrig før har været så centralt et omdrejningspunkt i samfundet, i tiden, at skulle have sig projekter. Man går ligeledes glip af en nøgle til forståelse, hvis man antager, at mennesker altid bare har haft projekter. Den første konstatering (nu taler alle om projekter) er en sociologisk konstatering, den anden (mennesker har altid haft projekter) er en antropologisk. Over for de to – undskyld mig – overfladiske teser, ‘nu har vi så projekter’ og ‘mennesket har altid haft projekter’, vil jeg stille følgende tese: Vores måde at være menneske på i verden formes af, at vores tid, vores samfund, er et samfund, der organiserer sig igennem projekter.

      Filosofferne har i mange år beskrevet det at være menneske – ja, det at eksistere overhovedet – ved at tale om forholdet til nogle helt grundlæggende dimensioner: rum, tid, handlinger og relationer. Når vi skal forstå, hvorledes det er at være menneske nu, er det brugbart at lægge sig i forlængelse af denne meget lange tradition og spørge: Hvorledes organiseres aktiviteterne og menneskene i vores epoke, i vores samfund? Hvilke formateringer af livsvilkår er det, mennesket tilbydes og må forholde sig til? Det er igennem mine forsøg på at svare på sådanne spørgsmål, at jeg er nået frem til at mene, at ‘projektet’ er en helt grundlæggende organiseringsfigur i vores samfund, og at den er afgørende for de måder, vi udfolder rum, tid, handlinger og danner relationer på. Med andre ord vil jeg i det følgende beskrive projektsamfundet, for at vi kan forstå, hvorledes det er at leve i projektsamfundet, at være projektmenneske.

      Projektsamfundet er ikke faldet ned fra himlen, det er noget, der