Psyken. Svend Brinkmann

      FORORD

      Det er i en vis forstand umuligt at skrive om psyken i én bog. Der er så mange klassiske og moderne bud på, hvad psyken – menneskesindet – er, at en fuldstændig redegørelse og diskussion kunne fylde talløse bøger. En bog om psyken er derfor altid et partsindlæg, der må forstås ud fra den historiske og kulturelle situation, den er skrevet i. Der er så stor uenighed om, hvad psyken er, hvordan den bør studeres, og om den overhovedet findes, at man ville ende med en meget fragmenteret bog om emnet, hvis ikke man havde fundet et specifikt greb at analysere emnet ud fra. I denne bog præsenterer jeg et sådant greb, og derfor er bogen ingen neutral indføring i emnet. Bogen er kun indirekte en oversigt over teorier og undersøgelser vedrørende psyken, og den er i mere direkte forstand selv en bestemt teori om psyken, som dog samtidig søger at syntetisere adskillige forskelligartede teorier. En ambition med bogen er at vise, at mange af disse kan leve side om side.

      Men en vigtig præmis, som læseren bør gøre sig klart, er altså, at denne bog adskiller sig væsentligt fra tilsvarende bøger om fx naturvidenskabelige emner, hvor der oftest er en meget højere grad af enighed om de forskellige fænomeners natur, og hvor det derfor sandsynligvis vil være lettere at udvælge den kanoniserede litteratur og teori om emnerne. Bogen om psyken her skal forstås som ét bud på en bestemmelse af fænomenet – og langtfra alle vil være enige med forfatteren i tilgang og teorivalg.

      Jeg vil gerne takke forlagsredaktør Cecilie Eriksen for sin opfordring til mig om at skrive en bog til UNIVERS-serien og for kyndigt redaktionsarbejde. Ligeledes vil jeg takke en anonym reviewer, Casper Larsen og Jacob Klitmøller for mange gode og relevante kommentarer til manuskriptet. Sidstnævnte skylder jeg en særlig tak for mange års frugtbar diskussion.

      INTRODUKTION

      Denne bog handler om et fænomen, der på en gang virker som det mest selvfølgelige og nærværende for mennesker, men som samtidig af mange opfattes som noget af det mest mystiske og utilgængelige for os – og dette på trods af den moderne videnskabs landvindinger: Psyken. På den ene side er det, at vi har en psyke, eller at vi er psykiske væsener, noget helt selvfølgeligt for os, idet vi, så længe vi er levende, har et psykisk liv: Vi tænker, føler, handler og drømmer og gør en mængde andre ting, som man rimeligvis vil anskue som værende psykiske processer. At mine lemmer kan bevæge sig på bestemte måder, er udtryk for mine fysiologiske og anatomiske egenskaber, men at de bevæger sig, fordi jeg ønsker at opnå noget bestemt med bevægelserne, er udtryk for særlige psykiske kapaciteter ved mig. Vi er hele tiden psykiske, så at sige, i alt hvad vi foretager os, og det er det, at vi kan gøre noget meningsfuldt, der berettiger til at hævde, at vi har en psyke. Derfor er psyken på den ene side helt selvfølgelig og konstant nærværende for os.

      På den anden side har psyken vist sig særdeles vanskelig at udforske videnskabeligt, og videnskaberne om psyken (særligt psykologi og psykiatri) er fyldt med kontroversielle synspunkter, der bestemt ikke er selvfølgelige, herunder at psyken slet ikke findes, at den kan reduceres til hjerneprocesser, at den restløst kan opløses i sociale relationer, eller at jeg ikke har nogen privilegeret indsigt i mit eget psykiske liv. I bogen skal vi se eksempler på disse og mange andre udfordrende, kontroversielle og forhåbentlig spændende idéer om psyken, der – hvis den findes – rimeligvis kan siges at være det mest komplekse fænomen i universet.

      Der er i disse år en meget stor interesse for psyken i Danmark. Psykologi er som universitetsfag blandt dem, der har flest ansøgere, og psykologisk viden anvendes næsten overalt i samfundet, hvor man har med mennesker at gøre: I uddannelse, opdragelse, erhvervsliv, marketing, politik og meget andet. Populærvidenskabelige bøger om alskens psykiske fænomener fra selvværd til psykopati læses som aldrig før, og selvhjælpsbøger, der opfordrer til brug af psykologiske teknikker som coaching, selvudvikling og terapi, er blandt de mest solgte overhovedet. En stor del af den aktuelle diskurs om psyken er præget af et næsten religiøst sprog, der anbefaler, at man “finder sig selv” og “udvikler sig selv”, men på næsten paradoksal vis er en næsten lige så stor del af diskursen præget af en naturvidenskabelig tankegang. Bøger om fx hjerneforskning og genetikkens betydning for adfærden læses med stor interesse i dag og står side om side med New Age-inspireret selvudviklingslitteratur på boghandlernes reoler. Vi gør os i dag mange forskellige billeder af psyken, der langtfra alle er kompatible, men som i forskellig grad påvirker den måde, vi forstår os selv på. Denne bog søger bl.a. at etablere et sprog om psyken, der gør det muligt at integrere nogle af de aktuelle billeder af psyken, der kan og bør integreres, men som samtidig giver mulighed for at afvise de billeder, der er ufrugtbare, fordrejede eller direkte forkerte.

      Ét forkert billede portrætterer psyken som en ulegemlig genstand, der har sæde i, eller ligefrem kan identificeres med, det menneskelige “indre”. Dette billede spiller en stor rolle, fx når vi forestiller os, at vi hver især besidder et “indre selv” eller nogle “indre potentialer”, der kan og skal realiseres både på arbejdet og i privatlivet. Mens dette billede er forbundet med nogle halvreligiøse forestillinger, hvor psykologien optræder som en slags sekulariseret religion, og hvor den kristne forestilling om en ulegemlig sjæl blot er erstattet af en psykologisk forestilling om et ulegemligt selv, er et andet og lige så forkert billede mere forbundet med den moderne naturvidenskab. Dette er billedet af psyken som et aspekt ved hjernen. Der hersker i disse år en ekstrem tiltro til hjerneforskningens resultater og betydning for psykologi og psykiatri. Denne bog afviser på ingen måde den moderne hjerneforskning, men der sættes et stort spørgsmålstegn ved hjerneforskningens aktuelle imperialistiske kolonisering af psykologi, psykiatri, kulturvidenskab og sågar etik og teologi, som vi aktuelt er vidner til. Et mål med bogen er at give hjerneforskningen sin plads blandt de mange typer forskning, som er nødvendige for at begribe psyken. Men der er altså kun tale om én plads blandt mange.

      Bogen handler om den menneskelige psyke som et produkt af henholdsvis natur/biologi og kultur/samfund. Min egen videnskabelige baggrund er i filosofien og i psykologien, der bogstaveligt talt er videnskaben (logos) om psyken. Den videnskabelige psykologi står i disse år i et markant spændingsfelt mellem netop biologien og samfundet – eller mellem hjernen og kulturen. Bogens hovedbudskab er, at der intet modsætningsforhold er mellem den biologiske udforskning af det neurale grundlag for psyken (hjernen) og den samfundsmæssige prægning af psyken (kulturen). Dermed forsøger jeg at udvikle en samlet og sammenhængende forståelse af psyken, der er eksplicit tværfaglig, og som medfører, at eksempelvis hjerneforskere og kulturantropologer – eller naturvidenskabsfolk og humanister mere alment – ikke bør anses for at stå i et modsætningsforhold til hinanden, men derimod må ses som havende fat i to sider ved det hybridfænomen, vi kalder psyken. Selv om mit synspunkt er bredt, inkluderende og pluralistisk, er bogen dog ikke holdningsmæssigt neutral. Langtfra endda. For bogen søger at vise, at især to tilgange til psyken er forfejlede: Den ene tilgang er den mentalistiske, som siger, at psyken er en verden i egen ret, som kan studeres uafhængigt af hjernen, kroppen og kulturen. Mentalismen er det synspunkt, at der findes selvstændige mentale tilstande (fx overbevisninger), som ligger bag menneskelige handlinger – at der er en dualisme mellem det psykiske og verden, og at der består et ydre forhold mellem psykiske tilstande og iagttagelige handlinger, sådan at de private psykiske tilstande forårsager de handlinger, andre mennesker kan se.

      Mentalismen kan spores til filosoffen René Descartes (1596-1650), der mente, at psyken var en tænkende ting – en selvstændigt eksisterende metafysisk sfære – som nærmest kun ved en tilfældighed var forbundet til en levende organisme. For Descartes var psyken dermed en substans, en slags metafysisk sjælestof. Selv om stort set ingen psykologer og filosoffer bekender sig til Descartes’ form for mentalisme i dag, har mentalismen alligevel overlevet i mange nyere forklædninger, og ofte ses den paradoksalt nok hos forskere, der eksplicit kritiserer Descartes, fx hos visse materialister, der mener, at alt eksisterende må forstås som fysisk stof. Nogle af disse kan kritiseres for at være “neurale cartesianere”, idet de godt nok har aflivet Descartes’ idé om det psykiske som en selvstændig metafysisk sfære, men alligevel har bibeholdt hans idé