Civiliserende institutioner. Laura Gilliam

      Forord

      Denne bog er resultatet af forskningsprojektet ‘Civilizing Institutions in a Modern Welfare State’, finansieret af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Projektet blev påbegyndt i 2005 og omfatter, ud over undertegnede, projektdeltagerne Karen Fog Olwig og Dil Bach, der har bidraget til bogen, samt Helle Bundgaard, der dog i en tidlig fase måtte lade projektet vige for andre forpligtelser. Knyttet til projektet var også Sally Anderson, der havde et parallelt projekt om civiliserende missioner i friskoler og tidligere har lavet et arbejde om “civil socialitet” omkring børns deltagelse i frivillige organisationer. Vi vil gerne benytte forordet her til at takke Karen, Dil, Helle og Sally for samarbejdet om projektet og deres vigtige bidrag til analyserne i denne bog.

      Vi har også haft stor glæde af såvel uformelle som mere formelle diskussioner med en bredere skare af nære kolleger om emner relateret til børn og opdragelse i dagens samfund. Ud over de inspirerende samtaler, som vi løbende har haft med vores kolleger på børneforskningsfeltet i Danmark, har vi haft rigt udbytte af kommentarer til vores projekt både ved de seminarer, vi selv har afholdt, og ved de internationale seminarer, vi har deltaget i. I den forbindelse vil vi takke Allison James, Richard Jenkins, Bradley Levinson, Robert van Krieken, Noel Dyck, John Gillis, Susan Brownell, Vanessa Fong og Liisa Malkki for deres tankevækkende kommentarer og komparative bidrag til vores foreløbige analyser.

      De mange børn og forældre, pædagoger og medhjælpere, lærere og skoleledere, der har ladet os få indblik i deres hverdag, indtager af indlysende grunde en særlig position. Uden deres tålmodighed i forhold til at lade os observere og interviewe havde der ikke været noget materiale at analysere, og denne bog var ikke blevet skrevet. Vi er dybt taknemmelige over denne åbenhed, der har givet os et indgående indblik i, hvordan hverdagen former sig i forskellige hjem, daginstitutioner og skoler.

      I forbindelse med arbejdet med bogen her har vi haft stor gavn af den indsats, som en række kompetente læsere har ydet ved at læse større eller mindre dele af manuskriptet igennem i forskellige faser. Her vil vi gerne rette en varm tak til Lars Hem, der læste og gav gode kommentarer til de to første kapitler i en tidlig fase, og til Jan Kampmann, der læste hele det lange manuskript igennem og gav mange relevante anbefalinger til helheden. Henrik Vigh og John Gulløv skylder vi en særlig tak. De har begge beriget analyserne ved at læse og kommentere flere af bogens kapitler og ikke mindst tage del i jævnlige diskussioner om bogens emner. Endelig vil vi gerne takke en anonym fagfælle, der har givet nyttige kommentarer til hele manuskriptet, og ikke mindst Iben Stampe Sletten, vores forlagsredaktør på Aarhus Universitetsforlag, der har kommenteret manuskriptet med forbilledlig grundighed.

      At manuskriptet nu foreligger som bog, skyldes også en økonomisk støtte fra forskellige sider, som vi er meget taknemmelige for. Forskningsrådet for Samfund og Erhverv har finansieret forskningsprojektet, mens Aarhus Universitets Forskningsfond og Augustinusfonden har ydet vigtige bidrag til at dække udgivelsesomkostningerne. Til sidst står bare tilbage at sige hinanden tak. Det har været et spændende, men også udfordrende projekt at omsætte et så komplekst begreb som ‘civilisering’ til et analytisk redskab, der var anvendeligt i forhold til etnografiske undersøgelser i børnehaver, skoler og hjem. Denne øvelse kunne ikke være lykkedes uden et usædvanlig fint, inspirerende – og ikke mindst civiliseret – samarbejde.

      Laura Gilliam og Eva Gulløv

      Indledning

      Laura Gilliam og Eva Gulløv

      Denne bog handler om den opdragelse, der finder sted i danske børneinstitutioner. Børns opdragelse omtales generelt som deres forældres opgave og ansvar, men i velfærdssamfund som det danske er det også et anliggende for både samfund og stat. Det vidner de mange børneinstitutioner om, ligesom den store opmærksomhed på børns trivsel og opførsel fra både medier og politikere fortæller om en udtalt bevågenhed og statslig prioritering. Denne samfundsinvolvering gør det interessant at se nærmere på børneinstitutionerne. For hvad er det egentlig, børn skal opdrages til? Hvad er det for værdier for opførsel og omgang, der arbejdes med? Hvad er det for mennesker og medborgere, man gerne vil danne? – og stemmer disse opfattelser overens med den opdragelsespraksis, der foregår i familier? Hvilke interesser er institutionaliseringen af børneopdragelsen udtryk for, og hvilke konsekvenser har den for børnene og for samfundet? Det er sådanne spørgsmål, der er udgangspunktet for nærværende bog.

      På baggrund af etnografiske feltarbejder i daginstitutioner, folkeskoler og udvalgte familier, samt interviews med 4-22-årige børn og unge mennesker, forældre, pædagoger, lærere og institutionsledere vil vi præsentere en række analyser af institutionsliv og opdragelse. I de ni kapitler, bogen rummer, analyseres således de forskelligartede dannelsesinteresser og tiltag, der i danske børneinstitutioner og familier retter sig mod at gøre børn til ordentlige mennesker, elever, familiemedlemmer og medborgere. Samtidig udforskes det, hvordan børn håndterer disse ambitioner og tiltag, og hvad de betyder for deres handlemåder, sociale relationer og identiteter. Idet bogen tager en antropologisk vinkel på disse temaer, er hensigten at afdække det kulturelle grundlag for institutionernes virke. Håbet er at give indblik i de ambitioner og værdier, der mere overordnet ligger bag den institutionelle organisering af børns liv i det danske velfærdssamfund, og undersøge de betydninger og konsekvenser, de har både for børn og for det bredere samfund.

      Et civiliseringsperspektiv på danske børneinstitutioner

      Institutionernes opdragelsesprioriteringer og -tiltag vil blive belyst med begrebet civilisering inspireret af den tyske sociolog Norbert Elias’ arbejder. Civilisering betegner både en hensigt om at gøre nogen (en selv eller en anden) til et dannet og respektabelt menneske og den proces, der fører til dette mål. Det indebærer således både visioner og idealer, sociale praksisser og en proces, der skaber ændringer i folks måde at opføre sig på over tid. At være civiliseret henviser til forestillinger om det socialt kultiverede og distingverede menneske, der mestrer anerkendte omgangsformer. Det vil sige opfører og udtrykker sig på måder, der opfattes som beherskede og anstændige og derved hæver sig over andre, der menes at opføre sig mere upassende, barbarisk eller vulgært. Selvom vores analyser på en del måder adskiller sig fra Elias’ arbejder, har vi fundet inspiration i hans teoretiske pointer om, at standarder og normer for opførsel reflekterer sociale dominansforhold og gensidige positioneringer. Bestemte måder at omgås og opføre sig på etableres som de legitime og overlegne – det civiliserede – og fungerer dermed som målestok for menneskers vurdering af dem selv og andre. I forhold til udforskning af opdragelse giver denne teoretiske tilgang blik for, at opdragelse altid rummer idealer, men samtidig skriver sig ind i en dominansstruktur, hvor kun visse former for opførsel og omgang anerkendes.

      Andre forskere har anvendt beslægtede begreber til at beskrive det formative arbejde med børn, såsom Schiffauer et al., der undersøger, hvad de kalder “civil enculturation” i skoler i Holland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig (Schiffauer et al. 2004). Begrebet civil enculturation beskriver også opdragelse til bestemte “norms of civility”, men det er ikke baseret på Elias’ mere vidtfavnende civiliseringsbegreb og retter sig først og fremmest mod at beskrive den uddannelsesproces, igennem hvilken børn bliver medlemmer af en civil kultur (Baumann 2004, s. 2-4). Sociologen Richard Jenkins har anvendt samme begreb og tilgang til at beskrive, hvad der lokalt betegnes “dannelse” i den danske by Skives børneinstitutioner (Jenkins 2011). Til forskel fra disse forskere trækker antropologen Sally Anderson på dele af Elias’ civiliseringsteori i sin analyse af danske skoler og idrætsforeningers arbejde med at skabe, hvad hun kalder “civil socialitet” mellem børn, der skal ud i det civile samfund (Anderson 2000, 2008). Som det vil fremgå, er der flere lighedstræk mellem vores analyser her og især Andersons arbejde, men i forhold til både Schiffauer et al., Jenkins og Anderson bruger vi andre og mere omfattende dele af Elias’