Demokrati. Svend-Erik Skaaning

      tæn

      ke

      pau

      se

      r

      VI ER NÆSTEN ALLE DEMOKRATER

      VÆKKELSE FORAN TV-SKÆRMEN

      Som barn sad jeg i begyndelsen af 1980’erne ligesom mange andre i familiens skød og fulgte med på valgaftenen, når journalisterne på Danmarks Radio offentliggjorde de seneste resultater fra folketingsvalgene. Til hverdag rapporterede medierne også dengang om politisk undertrykkelse i andre dele af verden. Alligevel blev min bevidsthed om, at

      En strejke, der begyndte på skibsværftet i Gdansk, var blevet landsdækkende. Meget overraskende gik magthaverne ind på at forhandle med oppositionsbevægelsen Solidaritet. Den blev anført af elektrikeren Lech Walesa, der i 1990 endte med at blive Polens præsident. Da der først blev åbnet op for politiske reformer i Polen, brød de andre kommunistiske regimer i Østeuropa sammen året efter, og i dag er mange af landene demokratiske medlemmer af EU.

      Denne begivenhed var en øjenåbner for mig og lagde grundstenen for det, som sandsynligvis ender med at blive en livslang fascination af demokratiets væsen – både som politisk idé og som styreform. Demokrati er så aktuelt som aldrig før, og forhåbninger og udviklinger fremprovokerer en lang række spørgsmål. Hvad er demokrati egentlig? Hvor og hvornår er demokratier vokset frem? Hvad hæmmer og fremmer demokratisk udvikling? Hvilke virkninger har demokrati, og hvilke udfordringer står demokratiet over for i dag?

      FRA HADEOBJEKT TIL HJERTEBARN

      Ordet demokrati kommer af oldgræsk. Demos betyder folk, kratos betyder styre, og tilsammen bliver det til folkestyre. Der er altså ikke uenighed om, hvor ordet stammer fra. Til gengæld er der mange opfattelser af, hvad det betyder. Selv om de fleste af os vil henvise til frihed og lighed som demokratiske kernebegreber, kommer vi ikke af den grund nærmere en afklaring. Der hersker nemlig også stor uenighed om, hvad vi mener med disse begreber.

      Den engelske filosof Walter Bryce Gallie ramte derfor hovedet på sømmet, da han i 1956 omtalte demokrati som det bedste eksempel på et værdiladet begreb, der har en fundamentalt omstridt betydning. I dag anser langt de fleste mennesker demokrati som noget positivt. Men samtidig kan vi ikke blive enige om, hvad demokrati i bund og grund er for en størrelse.

      Demokrati har nu ikke altid været et plusord. Faktisk var der ingen demokratiske lande i perioden mellem Romerrigets erobring af de græske bystater i 146 f.v.t. og frihedsrevolutionerne i USA og Frankrig i henholdsvis 1776 og 1789. Demokrati blev i det hele taget opfattet som en mindreværdig og uhensigtsmæssig styreform. Selv efter omvæltningerne i USA og Frankrig var kritikerne i overtal.

      I 1790 udpegede konservatismens fader, engelske Edmund Burke, demokrati til at være den mest skammelige ting i verden. Den danske filosof Søren Kierkegaard var heller ikke videre begejstret. Da udkastet til en dansk grundlov blev diskuteret i 1848, fremhævede han, at folkestyre er den mest åndløse form for tyranni. Det underminerer alt, der er stort og ophøjet.

      Det var først med de vestlige demokratiers sejre i de to verdenskrige mod Tyskland og dets alliancepartnere, at det positive syn på demokrati for alvor spredte sig. Senest fik demokratiets udbredelse for alvor vind i sejlene, da Den Kolde Krig sluttede. I 1989 talte den amerikanske politolog Francis Fukuyama ligefrem om, at vi havde nået historiens ende. Det liberale demokrati med frie valg og respekt for fundamentale frihedsrettigheder stod ifølge ham tilbage som den eneste legitime styreform.

      På den baggrund er det ikke overraskende, at langt de fleste