FortAellerfiktionen. Rolf Reitan

      FORORD

      For ikke mere end 100 år siden var »fortæller« et elastisk synonym for »forfatter«. Hvor forfatteren var anonym og ukendt, som i folkeeventyrene, talte man i stedet om fortælleren. Eller når man for eksempel ville fremhæve den genre, som en romanforfatter excellerede i, talte man gerne om de store fortællere. ›Fortælleren‹ var simpelthen et generisk begreb. Dette var typisk for en periode, hvor nationernes litterære værker var klenodier, tegn på nationens og det nationale sprogs egenart og fortræffeligheder, og hvor dannelsesidealerne var intimt knyttet til litteraturen. På universiteterne og i skolerne var beskæftigelsen med litteratur overvejende historisk-filologisk, biografisk og stilistisk, ikke æstetisk eller formorienteret. Den russiske og tjekkiske formalisme gjorde oprør mod historismens og nationalismens anneksion af litteraturen; den insisterede på formen og teksten, betragtede studiet af litteratur som teoretisk funderet og var generelt internationalt orienteret; interessen for forfatterne trådte i baggrunden. Engelsk og amerikansk nykritik arvede formalisternes positioner. Opfinderen af begrebet om den intentionale fejltagelse (som blev et effektivt redskab til at beskytte de litterære tekster mod biografiske og psykologistiske tilbøjeligheder), var selv filosof med en vis semiotisk orientering:

      Hvis du skriver et ›fødselsdagsdigt‹ og giver det til én på hans fødselsdag, eller sender det under dit eget navn, giver du budskabet en pragmatisk kontekst. Hvis du skriver et kærlighedsdigt og publicerer det som et digt, giver du ikke budskabet en pragmatisk kontekst; det er fra ingen til ingen, det er ikke adresseret til, men det bliver overhørt af læseren; og skønt du er forfatteren, er du ikke speakeren.¹

      Fra ingen til ingen: Nykritikkens »speaker« er ikke en personlig, men en sproglig-tekstuel og anonym instans i lyriske tekster.

      Allerede omkring 1950 var nykritikken blevet den dominerende faktor i akademisk litteraturkritik i USA, og på et eller andet tidspunkt i løbet af 60’erne eller 70’erne »vidste« også enhver progressiv gymnasielærer i Danmark, at når man taler om romaner og noveller, må man ikke forveksle forfatter og fortæller. Nykritikkens slagord om den intentionale fejltagelse og om »the speaker« i teksten var mere eller mindre blevet almenviden.

      Sideløbende og til dels sammenfaldende med nykritikkens indflydelse huserede en omstridt idé om »fiktionens lov«: I fiktionsfortællinger bør forfatteren træde tilbage, undgå at blande sig i det fortalte, ingen fortæller sådanne fortællinger. Man kan her kun tale om fortælleren som – med Morten Nøjgaards formulering – »en anonym røst«. Andre og som regel mere konservative litterater protesterede mod denne ansvarsløse radikalisme. I en berømt artikel, ›Wer erzählt den Roman?‹, hævdede Wolfgang Kayser, at fortællerens død betød romanens død, og henviste til Virginia Woolf som eksempel.² Og i USA var nykritikerne ikke nået til at udvikle en teori om fortællende tekster, før Wayne Booth med The Rhetoric of Fiction i 1961 indledte et voldsomt polemisk opgør med »modernismen«.³ Under den snedige betegnelse the implied author genindførte han forfatteren som romanens etisk ansvarlige instans, og indledte dermed en særlig amerikansk udvikling i fortælleteorien, som ikke synes at have nogen pendant i Europa.

      Bare fem år senere publicerede Roland Barthes i sit tidsskrift Communications sit eget og en række yngre litteraters bud på en moderne fortælleteori, som han tænkte sig som en videreføring af formalisternes og strukturalisternes arbejde med fortællingens strukturer. Frankrig var måske det europæiske land, hvor nationalfilologi og -stilistik holdt skansen længst, og hvor nykritikken havde desto dårligere betingelser for at slå igennem. Barthes’ initiativ førte hurtigt til en veritabel fransk revolution: I løbet af meget kort tid havde man leveret den teori om fortællinger, som nykritikerne manglede; nykritikernes speaker blev fortælleren, en narrativ instans-i-teksten, men denne gang med en langt mere udviklet semiotisk »underbygning« end den, der stod til rådighed for nykritikerne. Fra dette moment stammer moderne fortælleteori. Tzvetan Todorov gav den i 1969 navnet narratologi. Og fra dette øjeblik spredte fiktionen om, at alle fortællinger selvfølgelig har en fortæller, som ikke er forfatteren, sig med en sådan hastighed, og er siden blevet gentaget så mange gange, at den er blevet en værdi i sig selv, en slags automatisme, som ikke behøver nogen yderligere forklaring.

      Foreliggende bog er en undersøgelse af, hvordan denne fiktion (eller »myte«) om fortælleren blev til i moderne fortælleteori, og om, hvordan den blev udnyttet, forvandlet, befæstet og gemt i det værk, der med rette er blevet betragtet som narratologiens grundlæggende dokument, Gérard Genettes boglange artikel Discours du récit fra 1972 – og i 1983 forsvaret over for amerikanske kritikere i »efterskriftet« Nouveau discours du récit. (Begge tekster er efterhånden blevet oversat til næsten alle klodens sprog, men bare ikke til noget nordisk.) Undersøgelsen foregår over fem trin: I kapitlet »Narratologisk revolution« introduceres problematikken, som fra begyndelsen handler om subjektiviteten i sproget. Den eksistentialistisk inspirerede strukturalist Émile Benveniste formulerede en stærk teori om den, Roland Barthes brugte teorien som model for et forslag til en teori om fortællingen som semiologisk system, der foruden en historie bestående af en række begivenheder og en tekst bestående af en række udsagn, også opererer med et niveau for en fortællers udsigelse eller fortællesituation. Men hvis det er en banalitet, at alle fortællinger har en fortæller, skal fortælleren ses som en størrelse, der kun eksisterer »på papiret« og ikke, som forfatteren, i virkeligheden. Barthes, som gjorde læserne bekendt med termer som diskurs, talens instans, anti-mímesis, udsigelse og narration, manglede imidlertid viden om moderne fortælleteori og dens begreber om synsvinkler, som i 1966 endnu var alt andet end fransk, og begik en meget morsom tankefejl, idet han undlod at skelne mellem fortællestemme og synsvinkel. Dét satte måske gang i Genettes første udkast til en teori om fortælleren, i hvilket han dog ikke røber større kendskab til synsvinkelteorierne, end Barthes gør. Kapitlet afsluttes med en analyse af Genettes underfundige realisering af Barthes’ program i indledningen til Discours, hvor vi i øvrigt stifter bekendtskab med de fundamentale begreber om fortællingers historie, tekst og narration.

      I kapitlet »Fortælling og tid« præsenteres hovedlinjerne i de tre første kapitler af Discours, som inspireret af tyske fortælleteoretikere behandler det tidslige forhold mellem fortællingen og dens historie. Skønt disse kapitler nok er Discours’ mest originale og mest velskrevne og leverer artiklens største stoflige tyngde, er de i det store og hele forblevet ukommenteret og uimodsagt. Det skyldes måske, at de fremstår som en suveræn og uangribelig Proust-analyse, men måske også, at de giver et frygtindgydende teknisk indtryk, indfører en række græskinspirerede terminologiske nydannelser og desuden synes at forudsætte, at læseren er velbekendt med Prousts På sporet af den tabte tid. Det vigtigste og mest innovative begreb er her det om iterativ narration, som Genette demonstrerer med eksemplariske læsninger af Proust. Prousts »papirfortæller« optræder i en usædvanlig narrativ konstruktion, men den synes ikke uden videre at kunne bruges som dokumentation for, at alle fortællinger har en fortæller, tværtimod: I et eksperiment med at omskrive Prousts jegfortælling til 3. person, forsøger jeg at vise, hvorfor netop Prousts roman ikke vellykket vil kunne gennemføres i 3. person. – Læsere, der gerne vil komme hurtigt i gang, kan måske i første ombæring med fordel springe dette »tekniske« kapitel over og gå videre til det næste, »Fortællemåden«.

      I kapitlet »Fortællemåden«, denne bogs længste, diskuteres Discours’ fjerde kapitel, ›Modus‹, som – i en elegant diskussion af diegesis og mímesis (med referencer til Platon og Homer) og en hudflettende kritik af Percy Lubbocks modstilling af telling og showing – realiserer Barthes’ anti-mimetiske program i en heftig, for ikke at sige brutal argumentation for, at narratalogien må distancere sig fra enhver »mimetisk« fortælleteori. Men argumentationen forekommer mindre heftig, når man først indser Genettes egentlig banale pointe og samtidig, ved så at sige læse »mellem linjerne«, bliver klar over, at han konsekvent forudsætter en art mímesis i fortællinger, skønt han afviser den som narratologisk relevant. Således kan vi gøre det klart, hvad der hos Genette menes med, at narratologiens perspektiv er analytisk. Hvad gælder spørgsmålet om fortælleren, sigter hele denne diskussion