Fremmed og moderne. Группа авторов

       Når aftenen falder på, vender jeg tilbage til mit hus og går ind i studerekammeret. Ved døren skifter jeg fra dagligtøjet, fuldt af mudder og skidt, og ifører mig min hofdragt. Således passende påklædt, begiver jeg mig nu ind i de gamles rådshaller, hvor jeg modtages pænt, og spiser af den mad som alene er min, og som jeg var født til. Her skammer jeg mig ikke ved at tale med oldtidens gamle og spørge om grundene til deres handlinger. Og de svarer mig venligt. I fire timer føler jeg ikke kedsomheden, jeg glemmer alle sorger og bekymringer, frygter ikke fattigdom, ej heller døden. Jeg hengiver mig fuldstændigt til studiet af de gamle.

      Niccolò Machiavelli

      Peter Fibiger Bang

Was bedeutet der Einfluss der Antike …?¹

       – nogle prolegomena om antik receptionshistorie

I et radioforedrag udsendt af BBC i 1951 bemærkede den modernistiske poet og litteraturteoretiker T.S.Eliot, at “we are all, in so far as we inherit the civilization of Europe, still citizens of the Roman Empire.”² Den påstand satte en gruppe humanistiske forskere ved Aarhus Universitet sig for at afprøve ved en række tværfaglige seminarer på Europastudier og Center for Kulturforskning i foråret 1999. Temaet var antikken og europæisk civilisation. Trods specialisering og fragmentering viste de enkelte fag sig at være fælles om stadig at have et mellemværende med antikken, der ofte dukkede op i de mest overraskende sammenhænge. Det skabte udgangspunktet for nogle levende og ikke sjældent øjenåbnende diskussioner på tværs af de enkelte discipliner. Resultatet er indeværende bog, hvis bestræbelse det er at præsentere “arven” fra antikken i en række skæve, overraskende og forhåbentligt udfordrende sammenhænge – både fremmed og moderne.

“Arven” fra antikken er ikke nogen ligefrem størrelse, ikke et spørgsmål om simpel kontinuitet. Latin leverer i sig selv en glimrende illustration af det forhold. Fra Romerriget har vi i alt væsentligt arvet vores alfabet, det latinske, samt en lang række ord og begreber. For så vidt som vi hver dag gør brug af dette, er vi altså, som Eliot bemærkede, stadig borgere i imperiet, og dog er det de færreste, der i dag kender til sproget latin. Latin har fået en aura, ikke sjældent fordomsfuld, af noget fremmedartet, mærkeligt og svært. Symboliseret ved Scherfigs lektor Blomme kan det optræde som indbegrebet af formørket og meningsløst terperi, læring for skolen snarere end for livet, sådan som de romerske digtere spøgefuldt forudsagde, det skulle gå deres værker.³ Eliots bemærkning faldt som led i en behandling af den romerske digter Vergils helt centrale placering i den kristne, vesteuropæiske kulturtradition. Den 2. Verdenskrigs ragnarok var netop overstået, de fascistiske diktaturer overvundne og civilisationen skulle genrejses. I den sammenhæng kunne Vergil, forstået som anker for kulturtraditionen, gentage sin rolle som vejviser for Dante i Den Guddommelige Komedie og virke som garant for orden og sammenhæng.⁴ Men for Eliot var det en skrøbelig, påtaget sammenhæng. Den var lettere at postulere i foredrag og essays end at udmønte i det kunstneriske virke. Den antik vi møder i hovedværket The Wasteland (1922) er del af en fragmenteret modernitet og truer uafvendeligt med at forvandle sig til meningsløse murbrokker: “These fragments I have shored against my ruins” (v. 431). Traditionen var ingen sikker ledestjerne for det moderne menneske.⁵ “Sibylla, hvad vil du? Hun svarede, jeg ønsker at dø,” er dén gådefulde sentens, der indleder digtet. Den er et citat hentet fra den romerske forfatter Petronius, som bestemt ikke bliver mere tilgængeligt af at være skrevet på en blanding af latin og græsk, også hos Eliot. Valget af den excentriske Petronius er næppe tilfældigt. Han hørte ikke til den etablerede klassiske kanon. Hans fragmentarisk overleverede roman, Satyricon blev i Eliots samtid anset for både dristig, udfordrende og grænseoverskridende. Til serien The Loeb Classical Library valgte oversætteren ligefrem at lade nogle af de mest kontroversielle passager blive stående i “the decent obscurity of Latin.”⁶ Eliots tradition var ikke indbegrebet af sat soliditet; den var fuld af usikkerheder, både fragmentarisk og farlig.

Hver på sin vis peger de to eksempler, Eliot og latinen, på det forhold, at fortiden og dermed den historiske tradition i stadig stigende omfang opleves som “et fremmed land”, noget der adskiller sig væsentligt fra nutiden.⁷ Det er ikke kun et resultat af det moderne menneskes fordomsfulde selvovervurdering. Indsigten i fortidens anderledeshed bekræftes stort set af historieforskningen. Fortiden og den præindustrielle verdens samfund i særdeleshed er vitterligt ofte meget, ja ikke sjældent ligefrem udfordrende, anderledes fra den verden, der omgiver os i dag. Antikforskningen var et af de første felter til for alvor at mærke konsekvenserne af den erfaring. De fulgte i kølvandet på universiteternes professionalisering og specialisering i sidste halvdel af det 19. århundrede.⁸ I takt med at man opbyggede et stadig mere detaljeret og historisk fyldigt billede af den græsk-romerske fortid, oplevede man, at det blev stadig sværere at gøre offentligheden interesseret i den nye viden. Almen dannelse og den gode historie lod sig kun vanskeligt udskifte med specialiseret faglighed. Antikfagene var ikke ene om den erfaring. I Danmark, til eksempel, så middelalderhistorikeren og det professionaliserede fags grundlægger, Kristian Erslev, sig stillet overfor det samme paradoks. I et lille legendarisk skrift fra 1911 om Historieskrivningen endte han med at opstille en skarp skelnen mellem den videnskabelige, kildekritiske detailanalyse og den populariserende syntese, Historieskrivningen.

Den spænding mellem historicitet og aktualitet er blevet et grundvilkår for fortidsbeskæftigelsen. Imidlertid er det ikke sådan, at tradition og fortid i sig selv er irrelevante for moderniteten. Forestillingen om den moderne verden som en tabula rasa, resultatet af et fortidsudslettende syrebad, var et produkt af de første mere håndfaste og efterhånden forladte moderniseringsteorier. Det der er sket er snarere, som Anthony Giddens gør opmærksom på, at historie og tradition har mistet deres iboende autoritet. De er som al anden viden blevet underkastet et krav om at retfærdiggøre sig. Deres fortsatte relevans må løbende begrundes i forhold til den aktuelle debat og herskende samfundssituation. Kulturtraditionen har dermed mistet sin selvfølgelighed.⁹ Det har i stigende grad fået forskere til at interessere sig for, hvordan den er blevet brugt og dermed også hvordan den er blevet konstrueret gennem tiderne. Det ser man fx i opblomstringen af den såkaldte begrebshistorie anført af Reinhard Koselleck, hvor man har sat sig for at afdække det skiftende indhold af centrale begreber specielt i de forskellige nationale politiske kulturer.¹⁰ I den angelsaksiske verden manifesterede denne interesse sig ikke mindst med den af Hobsbawm og Ranger redigerede nyklassiker The Invention of Tradition (1983) samt Benedict Andersons Imagined Communities (1983). Titlerne hentyder til værkernes hovedindsigt, at (nationale) traditioner ikke var ”objektivt” foreliggende størrelser, naturlige vækster, men var resultatet af en ofte meget bevidst udvælgelse og konstruktion af fortidige fænomener med henblik på helt bestemte formål. Herhjemme er disse indsigter bl.a. kommet til udtryk i den lange række af numre fra Den Jyske Historiker, hvori skiftende forfatterhold har undersøgt dannelsen af nationale identiteter i Europas mange stater.

Fokus har som det fremgår været rettet mod konstruktionen af Europas