Handling og ondskab. Hans-Jorgen Schanz

      Livsbane

      Året 1906, hvor Hannah Arendt blev født, var ikke noget dramatisk historisk år i Europa. Dreyfusaffæren, hvor en jødisk officer i Frankrig 12 år tidligere ganske uskyldigt var blevet dømt for spionage, blev afsluttet med frifindelse af Dreyfus; der var røre i og fremgang for socialistiske bevægelser overalt i Europa – i øvrigt også i USA; den tyske sociolog Max Weber udgav et værk med kritiske studier på det kulturvidenskabelige område; nykantianismen med dens antihistoricisme og krav om videnskabelighed og formalisme var helt dominerende i filosofien på tyske og østrig-ungarske universiteter, og dens fætter i teologien, den såkaldte liberalteologi – hvis bestræbelser gik ud på at udlægge kristendommen i harmoni med et moderne humanistisk livssyn – havde ligeledes stort tag i præsteverdenen; i malerkunsten var kubismen (P. Picasso) og en begyndende ekspressionisme (E. Munch) ved at udfolde sig; den borgerlige finkultur var præget af mismod, menings- og verdenstab, hvor fin de siècle-melankolien fra det forrige århundrede nu vandrede ind i det tyvende, ikke sjældent tilsat ironi – og (måske var det historiens ironi) netop i dette år, 1906, blev absurdismens ukronede dramatiker, Samuel Beckett, født.

      Det tyske kejserrige, der var blevet samlet af Bismarck efter den tysk-franske krig i 1870, deltog yderst aktivt i det imperialistiske forsøg på at erobre de globale rester efter Englands og Frankrigs hærgen; i det multietniske østrig-ungarske dobbeltmonarki var den kunstneriske produktivitet uden sidestykke, den borgerlige omgangstone højmodnet i forfinelse og politikken en kolos på lerfødder.

      Sådan – helt overordnet – så nogle af de kulturelle træk og politiske former ud i det år, Arendt blev født. Det var en verden, som efter 1. verdenskrig kunne erklæres for en verden af i går. Og en verden, som Arendt bevidst, intenst og velartikuleret brød med.

      Arendt blev født i Hannover, men voksede op i den østprøjsiske by Königsberg i en ikke-ortodoks, udpræget sekulariseret jødisk familie. Faderen var ingeniør og moderen Hausfrau – en meget bevidst Hausfrau, der flere gange under Hannahs skolegang med bestemthed greb ind, når Hannah blev udsat for chikanerier i skolen på grund af sin jødiske herkomst. Ved flere lejligheder læste hun klasselæreren teksten, ikke talmud, men regler for civiliseret og anstændig opførsel. Skønt Hannah Arendt tidligt og vedholdende erklærede sig som ikke-konfessionelt troende, skulle den jødiske baggrund og i det hele taget jødespørgsmålet komme til at spille en meget vigtig rolle, eller rettere vigtige roller, i hele hendes liv.

      Hun blev student i 1924, tog til Marburg for at studere teologi ved Rudolf Bultmann og filosofi ved Martin Heidegger – desforuden begyndte hun at læse klassisk filologi. Uden tvivl var det filosoffen Heidegger, som kom til at præge hendes tænkning mest – men hos Bultmann, der i øvrigt var kender af Heidegger og delvist også inspireret af ham, lærte hun om teologi i eksistensteologisk udgave. Og ligesom Heidegger gennemførte et opgør med nykantianismen, således gennemførte Bultmann et opgør med liberalteologien. Hendes to lærere i Marburg var således eksponenter for to af de store opgør med det forrige århundredes teologi og filosofi. Men det var så absolut Heidegger, der kom til at præge hende mest i disse formative år – og det på flere måder.

      Hun fulgte hans banebrydende forelæsninger over Aristoteles og Platon. Og han fulgte hende – en meget smuk og begavet ung kvinde – så meget, at de indledte et kærlighedsforhold, som kun kunne udfolde sig i det skjulte, og som var ganske udvejsløst. Enden på det blev, at Hannah rejste til Heidelberg og påbegyndte filosofistudiet hos Karl Jaspers, der ligesom Heidegger, men i en langt mere forsigtig udgave, stod for en eksistensorienteret drejning i filosofien. Jaspers og Arendt forblev venner livet igennem, og hun var aldrig bleg for at kalde ham sin nestor. Hvilket måske ikke var forkert, men dog langtfra rigtigt: Dels havde han stort set ingen magt til at fremme eller bare støtte hendes karriere, og dels var hans tankemæssige indflydelse på hendes egen tænkning næppe overvældende – dersom vi ser bort fra, at han – i radikal modsætning til Heidegger, der blev Tysklands første nazistiske universitetsrektor – besad en veltempereret politisk dømmekraft. Arendt skrev i øvrigt sit første akademiske opus – nemlig en dissertation (magistergrad) – hos Jaspers i 1928. Den handlede om kærlighedsbegrebet hos Augustin, der skulle vise sig at blive en af hendes vedvarende husguder. I arbejdet var der inspiration fra hendes tre lærere Heidegger, Bultmann og Jaspers – men også noget, som skulle vise sig som et iøjnefaldende træk hos hende, nemlig originalitet, Selbstdenken, som hun selvbevidst senere kaldte det. Hun, der havde let ved at blive begejstret, havde en række inspiratorer og husguder: Platon (Sokrates), Aristoteles og Kant; litterært var hun bredt orienteret såvel i klassisk som modernistisk litteratur og i øvrigt en stor beundrer af Karen Blixen. En anden kvinde, nemlig Rosa Luxemburg, var side om side med The Founding Fathers for Den Amerikanske Revolution hendes politiske inspiratorer – både en radikal socialist og liberale tænkere udgjorde således hendes vigtigste politiske pejlingsmærker. Det siger noget om spændvidden i hendes tænkning.

      Fra 1928 til Hitlers magtovertagelse i 1933 var Arendt beskæftiget i forskellige jødiske organisationer, hvis primære sigte var at hjælpe jødiske børn til Palæstina. Et engagement hun videreførte efter at være flygtet til Frankrig. Inden hun nåede at flygte, var hun en kort overgang interneret, men slap fri, da hun, som hun senere bemærkede det, havde en utrolig dorsk forhørsleder. I Paris giftede hun sig for anden gang, nu med Heinrich Blücher, en tysk kommunist, der som så mange andre tyske intellektuelle og politisk engagerede havde søgt tilflugt her. Hun havde tidligere været gift med skribenten Günther Stern, der senere ændrede navn til Günther Anders. Han skrev bl.a. bogen Vi Eichmannsønner. Hendes andet ægteskab holdt livet ud, og hun overlevede sin mand med et par år. Hannah Arendt fødte ingen børn, men idéen om natalitet – det, at vi fødes – skulle få stor betydning som en bærende idé i hendes tænken.

      Da tyskerne besatte Frankrig i 1940, blev hun, som så mange andre eksiltyskere i Frankrig, interneret i en lejr i Pyrenæerne i Sydfrankrig. Sammen med manden lykkedes det hende at flygte til Spanien og herfra videre til Portugal for til sidst at ende i New York, hvor hun boede resten af livet. Under flugten fra interneringslejren var hun ud over manden bl.a. sammen med den tyske kulturkritiker Walter Benjamin, som hun allerede havde lært at kende i Paris. Undervejs valgte den syge Benjamin at begå selvmord – Hannah Arendt reddede flere af hans manuskripter, som han havde overdraget hende, med til USA. Hun skrev senere et smukt essay om Benjamin i bogen Men in Dark Times.

      I New York fik hun deltidsarbejde ved forskellige forlag og skrev selv en række mindre artikler, der kun i meget ringe grad lader hendes format ane. Hendes publiceringsrum var jødiske tidsskrifter. Samtidig fortsatte hun arbejdet i jødiske organisationer og blev efter krigen fra 1949 til 1952 sekretær ved Jewish Cultural Reconstruction – en organisation, der arbejdede med at finde stjålent jødisk kulturgods i de tyskbesatte områder. I forbindelse med arbejdet besøgte hun flere gange Europa.

      Efter at Arendt i 1951 havde udgivet The Origins of Totalitarianism, gik hun fra at have været stort set ukendt til at blive et internationalt navn på den akademiske scene. Herefter fulgte en række professorater på amerikanske eliteuniversiteter. Således blev hun den første kvindelige professor på Princeton, og hun var også professor på bl.a. Colombia, Berkeley og i Chicago. Hendes længste engagement var dog på New School of Social Research i New York, hvor hun var professor fra 1967 til 1975. Hun kom i meget høj grad til at præge denne institution.

      Den vel nok mest dramatiske situation, hun som intellektuel kom ud for, indtraf efter at hun havde udgivet bogen Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet. I 1962 havde hun været reporter for The New Yorker (et tidsskrift) ved retssagen mod Eichmann. Hun samlede sine artikler i den nævnte bog – og helvede brød løs. For i bogen havde hun provokerende kaldt Eichmanns forbrydelser for “ondskabens banalitet”, hvilket blev misforstået, som om hun mente, at der var tale om noget harmløst. Det var ikke hensigten. Til gengæld var hendes bestemmelse, som hun senere indrømmede det, ganske uklar. Mest postyr vakte det dog, at hun i bogen havde hævdet, at jøderne selv havde del i omfanget af og effektiviteten