Learkomplekset. Lars-Henrik Schmidt

      FORORD

      Magten abdicerer uden i virkeligheden at ønske at miste sit greb. Magten har det med at ville magte. Trygt overlader magten imidlertid for tiden sine beføjelser i forvisning om, at de betroede vil forvalte sagen i henhold til praksis. Og det gør de så ikke. Dét er Learkomplekset: Troen på at man kan abdicere og forvalte in absentia – og så skuffelsen derpå. Illusionen om at lovens ånd svæver over lovens bogstav.

      Tidligere tiders herskere blev omstødt. Vor tids aflader. De lever pointen, at kulturen er født i afståelsen. Skuffelsen har de til gengæld til fælles med tidligere tiders magthavere, men de som overlades magten, de ‘nye fyrster’ – for nu at låne Machiavellis udtryk – gør noget andet. De bruger den magt, de overdrages. Filosofien og sociologien har svært ved at begribe denne banalitet. Der sker forskydninger i balancer. De er principielt uforudsigelige – men de er epokale.

      Sagt på anden vis, benævner Learkomplekset tesen om tidens signatur, der for tiden viser en tendens til feminisering af kulturen, der indvarsler ‘datterens æra’. Men, lad det være sagt én gang for alle: Når der tales om fædre og sønner, om mødre og døtre (om det mandlige og det kvindelige), er det benævnelsen i en social konstellation af konfliktualitet og gemenhed, af konflikter og fællesskab. Det drejer sig om dispositioner og figurationer og er ikke en henvisning til det konkrete biologiske køn og den specifikke generation – selvom benævnelserne naturligvis stammer fra familien som ærkeinstitution og familiesagaen er ærkefortællingen om magtfordeling, oprindelsen og afslutningen. I samtiden forskyder magten sig til de kække døtres domæne, men det handler jo ikke om dem som sådan, men om en anderledes positionering, som kan påvirkes generelt.

      At sønnerne skulle revoltere, kommer ikke bag på nogen, men at det i dag er døtrene, der tager teten, er på den ene side indlysende og anmassende, men på den anden side alligevel forundrende for en mere klassisk forestilling om magt, der undergrundsagtigt forbinder magt med styrke – forstået som fysisk styrke og dermed kroppen som sidste referent. Nietzsche havde i sin tid øje for feminiseringens værdier, og at der findes alternative styrker – som binder sig til andet end den fysiske overlegenhed i konkrete subsistenssituationer og overvindelse af afmagt og knaphed – forekommer ikke overraskende for nogen længere, men at det blev filialen og hendes konfliktualitet, der blev bannerfører, er af nyere dato. Man kunne så forestille sig, at det, at det kvindelige, nærmere betegnet det pigelige, vinder terræn, havde noget med familiemønsteret at gøre, men disse sociologiske ændringer er som nævnt kun symptomer på en omlægning af magtens positioneringer i samtidens værdikamp.

      Det er det, jeg ønsker at anskueliggøre i dette spekulative eksperiment. Jeg vil på den ene side beskrive en ændring i familiesagaen, der fører os hinsides familiesociologi og kønsforskning til socialanalytik. Den selvfølgelige bande for denne politik er Freuds psykoanalyse, for her råder Ødipuskomplekset og talens primat. Og så vil jeg på den anden side forsøge at sandsynliggøre tesens ikketrivialitet ved at demonstrere, at tendensen sætter sig igennem i det allerhelligste i vores civilisation – som i sin selvforståelse vil sige sig fri for den slags banaliteter, nemlig i selve vidensregimerne. Hvis tesen skal gøres gældende, må den stå sin prøve i kortlægningen af videnspolitikkens felt, hvor der er en tendens til, at dokumentationsiveren er på nippet til at tage magten fra vidensidealerne. Den naturlige bande for denne problematik er uddannelsessektoren, for her fremmes den generaliserede vidensproduktions værdier. Så hermed vil jeg vise, at der i en socialanalytisk form for idéhistorie er forbindelse mellem det store og det små. Det er argumentet for, at fremstillingen falder i to dele – en del om magtens abdikation og en del om afmagtens overtag – og så er det væsentlige endnu ikke sagt.

      Intentionen er altså som allerede antydet ikke at tale om køn, alder eller position, hverken i filosofisk eller sociologisk forstand. Selvom viden ofte har navn af kvinde, og portrætteres som sådan, har viden intet køn, viden er defineret ved ikke at være kønnet, ved at være hævet over køn og alder og position; men vidensregimernes idealer er kønnede. Når det går højt, skal viden være overhistorisk; mange traditioner tiltror den tilmed transcendentalitet. Fremstillingen forsøger at sætte et skred mellem problematikker i perspektiv. Der er ikke noget galt med den benævnte tendens. Jeg vil bare gøre opmærksom på den. Som en anden spejder forsøger jeg at være årvågen og melde tilbage til hovedkontoret for at fortælle, at det ikke kan være anderledes, end at det kunne være anderledes.

      Signaturen – herunder skribentens – er metafysikkens sidste bolværk mod strømmens selvforblændede vanetænkning. Og tiden synes mere til utidige abduktioner og sarkasmer end til skolerede deduktioner. Tekststykkerne sporer vejen til gnosis via diagnosis: Kortlægning, sammenhæftning og vedhæng.

      Med en sådan diagnosis har man en nøgle til at generere teser, se tendenser og fatte blokeringer.

      Her følger første bind om magtens abdikation; et næste bind analyserer afmagtens overtagelse.

      Lars-Henrik Schmidt

      Exilet 2008

      I: LÆREN

      William Shakespeares krønike om kong Lear, der skuffes over sine døtres kærlighed og mister sin forstand, er et privilegeret sted at analysere kategorier som respekten og vreden, deferencen og indeferencen i en og samme problematik.¹ Analysen tilstræber tilmed også at være en samtidsdiagnose, der genererer teser, viser tendenser og peger på blokeringer vedrørende de feminine værdiers vej til magten. Det drejer sig måske ikke om kvinderne som sådan, men så om værdier der alt andet lige ofte hyldes af yngre kvinder, jomfruer, piger, filialer – en hyldest som transformerer værdierne til idealer.

      Til indledning synes det hensigtsmæssigt at ridse et par grundfigurer i det socialanalytiske perspektiv op. Freuds psykoanalyse skal fungere som bande, fordi han har tematiseret den familiesaga, som socialanalytikken oversætter til ærkeformen institutionsformation. Freud var af den opfattelse, at kulturen havde skabt familien til forskel fra primatgrupperne, og det var jo gennem dette kulturarbejde, at det hele skulle fortælles, men det er ikke en familieroman; det er derimod en saga, fordi den fortælles over generationer i et gentagelsesmønster, der ikke er unikt, men idealtypisk og generaliserbart. Romanen opretter i moderne forstand sit eget fiktive univers, hvorimod sagaen efterlods beretter om fiktive begivenheder, en beretning der kan støde ind i den såkaldte virkelighed.

      Lad det være sagt indledningsvis som en ledende tese for dette arbejdes deference til psykoanalysen: Freuds psykoanalyse er ikke en analyse af psyken; det skyldes ikke, at den slet ikke kan læses som én analyse, da den fra først til sidst og siden er “work in progress”. Den er ikke en analyse af sjælelivet, af det psykiske apparat etc., selvom det utvivlsomt var sådan i Freuds selvforståelse, og også er tilfældet hos mange af hans editorer, tilhængere og kritikere. Følgelig kan man ikke dokumentere en alternerende indsigt med reference til psykoanalysen, men man kan benytte den psykoanalytiske diskurs som en empirisk erfaring i sindets løngange, i de mentale strukturer vi også agerer.

      Det socialanalytiske perspektiv betragter psykoanalysen som en diskurs, der har givet sprog til en erfaring og dermed gør en erfaring mulig. Dette er ikke helt i overensstemmelse med Freuds selvforståelse, ifølge hvilken han havde – ganske vist med Louis Althussers senere ord² – erobret et nyt kontinent for videnskaben. Freuds psykoanalyse er på godt og ondt en filosoferen og dermed en vesterlandsk visdomslære, der tåler sammenligning med andre af slagsen. Til forskel fra hans selvforståelse vil vi i dag nok hævde, at hans bestræbelse var ganske tidstypisk, nemlig i den betydning, at han giver filosofien “krop”, han tænker filosofien i noget, i et andet materiale, nærmere bestemt igennem neurologien og dybdepsykologien og senere kulturteorien; hans filosofiske tænkning er så at sige sprækkerne i forsøget på at bedrive videnskab om sjælelivet. Han karikerer selv filosofien som systemdiskurs, men er i virkeligheden helt på linje med en ny tids filosofi.³ Det er næsten, som om det er en moderne variant af de antikke tænkeres pharrhesia, altså sandfærdigheden i omsorgen for en selv. Det er livsoplysning, men frem for alt oplysning af dette mit liv. Selvomsorgen