Lyd, litteratur og musik. Birgitte Stougaard Pedersen

      Forord

      Denne bog var i sin oprindelige udformning en ph.d-afhandling med titlen: “It don’t mean a thing if it ain’t got that swing” – gestisk betydningsdannelse i litteratur og musik. Den blev indleveret til bedømmelse og forsvaret ved det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet i 2004. Jeg skylder det faglige miljø omkring Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet, en stor tak for interesse og inspiration. Tak til mine vejledere, Morten Kyndrup og Ansa Lønstrup, og tak til bedømmelsesudvalget: Karen Margrethe Simonsen, Niels Albertsen og Catharina Dyrssen. En særlig tak skylder jeg Jørn Erslev Andersen for hans store hjælp i forbindelse med omarbejdelsen af manuskriptet

      Jeg vil gerne rette en tak til det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet, for støtte til udarbejdelsen af ph.d.-afhandlingen, til Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og til Aarhus Universitets Forskningsfond for støtte til udgivelsen.

      Sidst, men ikke mindst, tak til min familie, til Hjalte, Anna, Jakob og Morten, til hvem denne bog er dedikeret.

      Århus, april 2008

      Birgitte Stougaard Pedersen

      Intro

       It don’t mean a thing if it ain’t got that swing

      Musik kan skabe rum, hvor den, der lytter, oplever at være helt omsluttet af bevægelige lyde, toner og ord. Følelsen af, at her sker noget, opstår, og man mærker, at summen af dette noget er større end de enkelte dele. Denne erfaring opstår mellem et værk og en modtager; den produceres i relationen – altså i oplevelsen.

      Også i den mere diskrete oplevelse af at læse kan man instinktivt fornemme, at noget afgørende indtræffer; at tiden i øjeblikke kan synes at stå stille, åbne sig og give plads til en stemning eller fornemmelse, der er intens og vanskelig at beskrive. En sådan oplevelse kan foranlediges eller forstærkes af litteraturens ekspressive kvaliteter – rytme, tonefald og intonation – eller i særdeleshed ved arbejdet med pauser, stilhed og intensitet. Den udfoldes altså i relationen mellem læser og tekst.

      I sangen findes et mødested for sprog og musik; også dette møde kan gnistre. Musikken kan sætte en tekst i svingninger på ny – man får øje på og øre for nye og ubrugte kvaliteter ved en tekst, når den synges, idet intonation og stemmeføring forandres. Også budskabet i teksten ændrer sig med denne bevægelse. Musikken kan åbne døre til et betydningsunivers, hvor rytme og stemmeføring gestikulerer på linje med en teksts indhold, og kan både understrege og punktere dette indhold.

      Som Duke Ellingtons evergreen fra 1932 præcist formulerer det: It don’t mean a thing if it ain’t got that swing. Titlen vedrører oplevelse og betydning. Én læsning af citatet siger: Hvad der ikke “swinger”, er uvæsentligt. Det er med andre ord rytmen eller swinget, der er afgørende for, om vi gribes af musikken. En anden læsning stiller spørgsmålet: Hvad er egentlig betydning? Den betydningsdannelse, der opstår i en frase, der swinger – eller den overførsel af betydning, der fremkommer i en sætning forlenet med et særligt tonefald, en inciterende rytme eller en speciel stemmeføring – vedrører således noget andet end det, der bliver sagt. Denne betydning er virksom som noget ud over meddelelsen, men er samtidig afgørende for, hvordan samme meddelelse fungerer og virker. Hvis swinget er fraværende, er betydningens tonefald det også.

      I såvel det litterære som det musikalske værk findes et særligt tonefald eller en bestemt stemmeføring. Denne særlige feeling er, hvad vi instinktivt forstår som den vigtigste betydning overhovedet, når vi oplever god kunst. En stemning værket sætter (os i). Men har vi ord for den, og kan den sættes på begreb? Hvis ja – så hvordan? Tydeligst og oftest forekommende er en sådan oplevelse, når vi lytter til musik. Musikken har den fordel, at den ikke kan forpligtes på en referentiel sammenhæng, at den ikke henviser til noget bestemt – nogle teoretikere ville hævde, at den er udtryk for følelser i ren form.

      Ideen med denne bog er dog, at også litteratur, og i princippet alle kunstarter, på forskellige niveauer rummer og lever af disse oplevelsespotentialer. De udfoldes hele tiden – kunsten er blot at beskrive dem. Men vi har ikke et præcist sprog at indramme en sådan oplevelse med. Det er bogens primære sigte at formulere et sådant vokabular.

      Herudover vil jeg gerne pege på en forbindelse mellem kunstarterne musik og litteratur. Bogen omhandler altså musik og litteratur – og bevægelsen imellem kunstarterne; dér hvor de rækker ud efter hinanden. Den omhandler også gestik som en særlig form for betydningsdannelse mellem kunstværk og modtager. En sådan betydningsdannelse undersøger jeg gennem analyser af musikalske og litterære værker af henholdsvis John Cage og Gunnar Björling, Maurice Ravel og Virginia Woolf.

      Min interesse for relationen mellem kunstarterne opstod først som et krav fra værkerne selv; musikkens udtryk og musikoplevelsen bragte mig på sporet af en anden litteraturtilgang end den strukturelle eller repræsentationsorienterede. Denne læsemåde viste sig siden at få erkendelsesteoretiske og metodiske konsekvenser, der ledte mig på sporet af begrebet gestus, som det optræder hos filosofferne Maurice Merleau-Ponty og Ludwig Wittgenstein. Gestus er en del af den sene Wittgensteins grundlæggende idé om sprogspillet som social aktivitet og som livsform.

      Den prosodiske, sprogmelodiske forståelse af sprog, som disse bemærkninger allerede peger i retning af, tilskrives almindeligvis højre hjernehalvdel, mens den semantiske sprogforståelse, altså den der vedrører betydning, tilskrives venstre hjernehalvdel. Min tese er, i forlængelse af bl.a. Wittgensteins teorier, at gestus sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved en sådan sondring. Denne type af udveksling rokker altså ved forestillingen om betydningsdannelsen som sikker og entydig, og den demonstrerer samtidig, at sproget er langt rigere på udtryksfuldhed, nuancer og en tonens rettethed, end vi i daglig tale forestiller os. I mit arbejde undersøges karakteren af denne udveksling mellem semantiske og prosodiske træk i det litterære sprog samt denne udvekslings relation til musik. Det er også mit forehavende at undersøge den transport, der sker i det tværæstetiske felt mellem musik og litteratur, såvel som den bevægelse, der foregår mellem æstetisk værk og modtager, begge dele forstået som en form for gestik.

      Hvad er en gestus?

      Ifølge Fremmedordbogen er gestus en udtryksfuld bevægelse, især med hænderne. I daglig tale forstås en gestus som at slå ud med armene i overført betydning – altså en flot, udfordrende handling.

      Gestik er traditionelt læren om de legemlige kunstneriske udtryk; mimik og plastik. At gestikulere er at gebærde sig, dvs. en handling, der har at gøre med ekspressivitet. Gestus kan altså på forskellige niveauer betragtes som noget, der har del i det udtryksmæssige – og dermed også har at gøre med æstetisk sensibilitet i bred forstand. Jeg forstår gestikken som delagtig i den sansemæssige, æstetiske relation imellem værk og modtager, men samtidig som knyttet til måden, denne sansemæssige relation fungerer på. Gestik rummer en bevægelse, en handling – en gestus er at bevæge sig fra et punkt til et andet, når vi f.eks. løfter hånden for at vinke eller nejer dybt for dronningen. En gestus er dog kun en gestus, idet den bliver forstået som sådan – den forudsætter et forhold mellem en afsender og en modtager. En flot, fejende handling er kun flot, fordi den forstås som sådan, ligesom en gestus bedst fungerer inden for sin egen kultur. En gestus kan forstås umiddelbart; den får mig ikke til at tænke på vreden, den er selve vreden, siger fænomenologen Merleau-Ponty, men vi skal på den anden side forstå netop denne gestus som vrede, for at den fungerer som gestus. En gestus er altså på samme tid et kropsligt og et konventionelt tegn (Merleau-Ponty, 1994, p. 151).

      En gestus er på helt afgørende vis en medialitet – den er et middel, hvormed vi kan understøtte eller spørge til sprogets mening. Det dybe buk for dronningen kan udføres med ironi, og gesten kan herved indføje en merbetydning eller en flertydighed i udsagnet. Den italienske