Mit Liv og Levned. Fibiger Johannes

Mit Liv og Levned - Fibiger Johannes


Скачать книгу
Fibiger! Med hvor inderlig Følelse jeg modtog og læste Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen har kunnet forstaae, hvor smertelig det har været mig at tvivle, undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder, da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig oplyste mig. Jeg kan ikke et Øieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed. Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbærende med en Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres Adskillelse, længtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bære et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg har aldrig nævnt Deres Navn i hendes Nærværelse. Jeg troede, hun kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde gjengjælde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa være Dem kjært. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, før Deres Brev nu siger mig det. – Hjælp mig at gjøre det godt igjen, og brænd dette Brev, som jeg vil gjøre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed i Hænder, min Søsters Ro og det kjæreste Barns Fremtids Lykke. Ham kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed, om det behøves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt Dem, De synes ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget heri, saa gjør det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa mange ubehagelige Optrin … Tak endnu engang Tak for Deres kjære sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vær min Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophøre at være Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til Dem til Gjennemlæsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berøve Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa den rene faste Bane, den har lagt for os.

Deres C. A. Møller.«

      Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds første Beslutning, allerede i Sommerens Løb at følge ham derhen som hans Hustru. Men Søster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er ikke klart. Hun udøvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge, og hendes Mening gik igjennem.

      Først næste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup, 5. August 1818, og det maatte nødvendig staae i Sæby Præstegaard.

      Ære være vore gamle Præstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges meget paa Præster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller Gjæstevenskab med Præstefamilier; og de skulle ikke glemme, at Beneficiarius med Frue – nei, Madame hed det – altid har baade Husrum og Hjærterum for dem, til de Tider, de trænge til Stikkelsbærbuske, Nøddehække og svale Havestuer. Og Sæby Præstegaard var een af dem, der end ikke i Drømme kan tænkes bedre i god gammel Stil. Rummelig høi Bindingsværks Bygning, bred Egetræs Trappe ned til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have, mægtig Storstue med gamle Familieportræter, Gjæsteværelser bag den og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortræet Have, der fører lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Søens brede klare Flade. Ikke at tale om den store og skjønne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forældre viede.

      Præstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle fromme Enke, boede nu der hos sin Søster. Præsten Lassen var en gammel Nathue, men af den bløde behagelige Slags. Forresten kom han ikke til at vie mine Forældre. Der var en Lovbestemmelse, som forbød at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tænke sig! Moders næstældste Broder, Jens Worm Tauber, Præst i Nordrup, maatte da paatage sig Vovestykket, og udførte det forsvarligt nok, som hans lange hjærtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.

      Saa drog Ægteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling. Kaarene var knappe, en Overlærers Løn var kun 800 Rdl. Jeg havde dog i samme Stilling 1600. Men ved Hjælp af min Moders Husholdningstalent og nogle Pensionærer, dem de elskede som deres Børn og som elskede dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.

      Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde, Bloch, havde selv været Rector i Nykjøbing til 1815, og i de Breve, han skrev til ham, udøser han ret sit Hjærte om det Uføre, han havde at kjæmpe med under hans Eftermand.

      »Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om den Ærbødighed, man skylder de Udødeliges Manes. Jeg har aldrig hørt Mage til Examination af Latin i øverste Klasse. Men det faaer ikke at hjælpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.«

      Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans Svoger, Erik Tauber, som beklædte det, havde havt Tilbud om et theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog – »af ubegribelige Grunde,« siger min Fader.

      Mine Forældre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjært. De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som glædede dem meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min Studentertid kom til at staae i et meget nært Forhold til. Mellem ham og Fader var der et sandt Kjærlighedsbaand, snart mer end broderligt. Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men ligefuldt var deres Sind og Hjærtelag saa ens, at deres Længsler fra hver sin Side sloge sammen.

      Min Moder havde endeløst meget at fortælle om disse Smaareiser til den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mægtige lollandske Herresæder, deres Adelsslægter og Fortid, lige til den mystiske Side af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde jævnlig seet. Sagtens maatte da Mørknings- og Reise-Æventyrene voxe saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige paa en Barnepiges Arm.

      Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for Pensionærerne steg, der kom Tillæg til Embedslønnen og Honorar for Skrifter, og samtidig forøgedes Familien. Den ældste Søn, Christian, blev født i det skjønne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt kjære, Søster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsøskene var vi ikke. Den fjerde var Moders Søn af første Ægteskab, ham vi allerede kjende som den veltalende Caspar. Født 16. Juni 1811 var han altsaa allerede nu en lærd Skoledreng.

      Tiden kom, at det første Hjem, som de havde faaet saa kjært, maatte forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger, dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine Fremtidsplaner.

      »Jeg vilde dog nødig forlade dette yndige Sted. Fra mit Studereværelse seer jeg over mod Lollands tæt med Skov bevoxede Kyst, til Færgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og overalt er Øen saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte som en stor Have. Forfærdelig Hede har ellers hjemsøgt os i Sommer, Torden hver Nat osv. – Du seer, hvilken Spidsborger jeg er bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men sligt er Mærkværdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji, og kjender Genfersøen kun af Mathisons Vers.«

      Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind, men


Скачать книгу