Heltenes Færd . Морган Райс
der var noget anderledes ved dagen I dag, der fik Thor til at være ligeglad. Der fik ham til at kaste al forsigtighed over bord. En del af ham ville overskride grænser, komme så langt væk hjemmefra som muligt, og lade livet føre ham hvorhen det ville.
Han begav sig videre, standsede så, usikker på hvilken vej han skulle gå. Han bemærkede kendemærker, bøjede grene hvor hans får måtte have fået, og drejede i den retning. Efter noget tid drejede han igen.
Før der var gået en time mere var han faret vild. Han forsøgte at huske retningen, han var kommet fra – men han var ikke sikker mere. En urolig følelse lagde sig i hans mave, men han regnede ud at den eneste vej var fremad, så han fortsatte,
Langt væk, kunne Thor glimte en solstråle og gik efter den. Pludselig var han i en lille lysning, han stoppede ved kanten, åndeløs – han kunne ikke tro hvad han så.
Der stod en mand foran ham, med ryggen til Thor, klædt i en lang blå satin kåbe. Nej, ikke en mand- Thor kunne mærke det på afstand. Han var noget andet. En druide måske. Han stod rank og høj, hovedet dækket af en hætte, helt stille, som om han ikke havde èn bekymring i verden.
Thor vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde hørt om druider, men havde aldrig mødt en. Af kåbens markeringer, de udsøgte guld tegninger, kunne han se at dette ikke bare var en druide. Det var kongelige markeringer, fra Kongens Hof. Thor forstod det ikke, hvad lavede en kongelig druide her?
Efter hvad der føltes som en evighed, vendte druiden sig langsomt og så på ham, og da han gjorde, genkendte Thor hans ansigt. Han mistede pusten. Det var et af de mest berømte ansigter i kongeriget: Kongens personlige Druide. Argon, rådgiver af konger i de Vestlige Kongeriger i århundreder. Hvad lavde han her, langt fra det kongelige hof, midt i Darkwood, det var et mysterium. Thor spekulerede om om det var noget han drømte.
“Dine øjne bedrager dig ikke.” sagde Argon, mens han stirrede direkte på Thor.
Han stemme var dyb og ældgammel, som om den blev talt af træerne selv. Hans store gennemsigtige øjne, borede sig igennem Thor som om han regnede ham ud. Thor mærkede en intens energi der strålede ud fra druiden – som om han stod over for solen.
Thor faldt omgående ned på knæ og bøjede sit hoved.
”Min Herre”, sagde han. ”Jeg undskylder at have forstyrret Dem.”
Respektløshed over for en Kongens rådgiver ville medføre fængsel eller død.
Det var en ting, der var indpisket i Thor siden blev født.
“Rejs dig, barn”, sagde Argon. ”Hvis jeg havde ønsket, du skulle knæle ville jeg have sagt det.” Langsomt rejste Thor sig og så på ham. Argon gik et par skridt fremad, tættere på. Han standsede og stirrede på Thor indtil Thor begyndte at føle det ubehageligt.
”Du har din mors øjne”, sagde Argon.
Thor var forundret. Han havde aldrig mødt sin mor, og havde aldrig mødt nogen, bortset fra hans far, som havde kendt hende. Han havde fået at vide at hun var død i barselsseng, noget Thor altid havde følt sig skyldig over. Han havde en mistanke om at det var derfor hans familie hadede ham.
”Jeg er bange for at De forveksler mig med en anden”, sagde Thor. ”Jeg har ingen mor”.
“Har du ikke?” Spurgte Argon med et smil. “Blev du født af en mand?”
”Det jeg ville have sagt Herre, var at min mor døde i barselseng. ”Jeg tror De forveksler mig”.
” Du er Thorgrin, af McLeod klanen. Den yngste af fire brødre. Den der ikke blev udvalgt.”
Thors øjne blev vidtåbne. Han vidste ikke hvad det her var. At nogen af Argons byrd skulle vide, hvem han var – det var mere end han kunne fatte. Han havde aldrig forestillet sig at han skulle være kendt af nogen udenfor landsbyen.
”Hvordan…Ved De det?”
Argon smilede tilbage, men svarede ikke.
Thor blev pludselig interreserret.
”Hvordan..” Tilføjede han, mens han famlede efter ordene, “…hvordan kender De min mor? Har de mødt hende? Hvem var hun?”
Argon vendte sig og gik væk.
”Spørgsmål en anden gang, ” sagde han.
Thor så ham gå væk. Forvirret. Det var sådan et svimlende og mystisk møde, og det skete alt sammen så hurtigt. Han besluttede at han ikke kunne lade Argon forsvinde; han skyndte sig efter ham.
”Hvad laver De her?” spurgte Thor, mens han indhentede ham. Argon, der gik mens han brugte sin stav, en ældgammel elfenbens ting, gik forbavsende hurtigt. ”De ventede ikke på mig, gjorde De?”
”Hvem ellers?” spurgte Argon.
Thor skyndte sig at indhente ham, han fulgte efter ham ind I skoven væk fra lysningen.
”Men hvorfor mig? Hvordan vidste De at jeg ville komme? Hvad vil De mig?”
”Så mange spørgsmål, ”Sagde Argon. “Du hører ikke efter. Du skulle lytte I stedet for. “
Thor fulgte ham mens de fortsatte igennem den tætte skov, han prøvede at være stille.
”Du kom for at lede efter dit fortabte får, ” sagde Argon. ”En ædel indsats. Men du spilder din tid. Hun overlever ikke.”
Thors øjne var vidtåbne.
“Hvordan ved De det? “
“Jeg kender verdener som du aldrig kommer til at kende, dreng. I det mindste ikke endnu.”
Thor overvejede mens han småløb for at følge med.
”Du vil dog ikke lytte. Det er din natur. Stædig. Ligesom din mor. Du vil alligevel fortsætte efter dit får, besluttet på at redde hende.”
Thor blev rød i hovedet fordi Argon læste hans tanker.
”Du er en ilter dreng” tilføjede han. ”Viljestærk. Alt for stolt. Positive træk. Men en dag bliver de måske din undergang.”
Argon begyndte at vandre op ad en mosgroet højderyg og Thor fulgte efter.
”Du vil gerne optages i Kongens Legion, ” sagde Argon.
”Ja!” svarede Thor ophidset. ”Er der en chance for mig? Kan De få det til at ske?”
Argon lo, en dyb hul lyd, der sendte kuldegysninger op ad Thors rygrad.
”Jeg kan få alt og ingenting til at ske. Din skæbne er allerede skrevet. Men det er op til dig at vælge det.”
Thor forstod det ikke.
Det nåede toppen af højdedraget, da Argon standsede og vendte sig mod ham. Thor stod kun en halv meter væk, og Argons energi brændte igennem ham.
”Din skæbne er vigtig,” sagde ham. ”Forlad den ikke.”
Thors øjne blev store. Hans skæbne. Vigtig. Han mærkede at han svulmede af stolthed.
”Jeg forstår det ikke. De taler i gåder. Vær sød at fortæl mig noget mere.”
Argon forsvandt.
Thor tabte underkæben. Han så sig rundt overalt, lyttede, undrede sig. Havde han opdigtet det hele? Var det en slags indbildning?
Thor vendte sig og undersøgte skoven; fra hans udkigspunkt, helt oppe på højdedraget, kunne han se meget længere end før. Da han kiggede, kunne han se beevægelse i det fjerne. Han hørte en lyd og var sikker på at det var hans får.
Han tumlede ned af det mosgroede, bjerg og skyndte sig i retning af lyden, tilbage igennem skoven. Mens han løb, kunne han ikke ryste mødet med Argon af sig. Han kunne knap fatte at det var sket. Hvad lavede Kongens druide her, af alle steder. Han havde ventet på ham. Men hvorfor? Og hvad mente han med det med hans skæbne.
Jo