Før han dræber. Блейк Пирс
et par cykelshorts.
"Hej, baby," sagde han, og betragtede hende. "Sikke noget dejligt noget at komme hjem til." "Hvordan var din dag?" spurgte hun, og så knap nok op fra sin bog.
"Den var okay," sagde han. "Men så kom jeg hjem fandt dig se sådan ud, og den blev straks meget bedre." Med de ord kravlede han op på sengen og direkte hen mod hende. Hans hånd rakte ud efter hendes ansigt, idet han drejede sig for at få et kys.
Hun slap bogen, og trak sig væk på samme tid. "Zack, er du blevet tosset?" spurgte hun.
"Hvad?" sagde han, helt forvirret.
"Du er enormt beskidt. Og ikke nok med at jeg taget et bad, men du smører snavs og fedt og Gud ved hvad ellers på sengetøjet."
"Ah for pokker," sagde Zack irriteret. Han rullede målrettet hen over så meget af sengetøjet, som muligt, og steg ud af sengen. "Hvorfor er du så pernitten?"
"Jeg er ikke pernitten," sagde hun. "Jeg foretrækker bare ikke at leve i en grisesti. Forresten, tak fordi du ryddede op efter dig selv, inden du gik på arbejde."
"Åh, det er dejligt at være hjemme," vrængede Zack, gik ud på badeværelset, og lukkede døren bag sig.
Mackenzie sukkede, og sank resten af sin øl. Hun kiggede derefter ud over værelset, hvor Zacks beskidte arbejdsstøvler stadig lå på gulvet, og hvor de ville ligge, indtil han tog dem på næste dag. Hun vidste også, at når hun stod op næste morgen, og gik ud på badeværelset for at gøre sig klar, så lå hans snavsede tøj i en bunke på gulvet
Til helvede med det, tænkte hun, og vendte tilbage til sin bog. Hun læste kun et par sider, mens hun lyttede til vandet fra Zacks brusebad. Så lagde hun bogen til side, og gik tilbage ind i stuen. Hun tog sin taske, bar den med ind i soveværelset, og fandt de nyeste sagsakter frem om Lizbrook mordet, som hun hentede på stationen, inden hun tog hjem. Uanset hvor meget hun ønskede at hvile sig, selv bare nogle få timer, så kunne hun ikke.
Hun kiggede dokumenterne igennem, gravede efter detaljer som de måske overså. Da hun var sikker på, at alt var blevet undersøgt, så hun igen Kevins tårefyldte øjne, og det fik hende at prøve en gang til.
Mackenzie var så optaget af dokumenterne, at hun ikke lagde mærke til, at Zack kom ind i værelset. Han lugtede meget bedre nu, og med kun et håndklæde omkring taljen, så han også meget bedre ud.
"Jeg er ked af det med sengetøjet," sagde Zack næsten fraværende, idet han smed håndklædet, og tog et par af boksershorts på. "Jeg er … Jeg ved det ikke... Jeg kan bare ikke huske, hvornår du sidste gang rent faktisk lagde mærke til mig."
"Du mener sex?" spurgte hun. Overrasket fandt hun ud af, at hun faktisk havde lyst til sex. Det var måske lige hvad hun manglede, for at slappe af og falde i søvn.
"Ikke kun sex," sagde Zack. "Jeg mener enhver form for opmærksomhed. Jeg kommer hjem, og enten sover du allerede, eller også læser du i sagsmapper."
"Nå, men det er efter, at jeg har samlet alle dagens efterladenskaber op efter dig," sagde hun. "Du lever som en dreng, der venter på, at mor kommer, og gør rent efter ham. Så ja, nogle gange arbejder jeg, for at glemme hvor frustrerende du kan opføre dig."
"Så er vi tilbage igen?" spurgte han.
"Tilbage til hvad?"
"Tilbage til at du bruger dit arbejde som en måde at ignorere mig på."
"Jeg bruger det ikke til at ignorere dig på, Zack. Lige nu er jeg bare mere optaget af at finde ud af, hvem der brutalt dræbte en mor til to drenge, end at sikre du får den opmærksomhed, du mener, du har brug for."
"Lige præcis det der," sagde Zack, "er årsagen til, at jeg ikke har travlt med at blive gift. Du er allerede gift med dit arbejde."
Der var sådan cirka tusind kommentarer, hun kunne have slynget tilbage i hovedet på ham, men Mackenzie vidste, at det ikke gav mening. Hun vidste, at han på en måde havde ret. De fleste nætter fandt hun de sager, som hun tog med hjem, mere interessante end Zack. Hun elskede ham stadig, ingen tvivl om det, men der var ikke nyt ved ham, ingen udfordringer.
"Godnat," sagde han bittert, idet han kravlede i seng.
Hun kiggede på hans nøgne ryg, og spekulerede på, om det på en eller anden måde var hendes ansvar at give ham opmærksomhed. Ville det gøre hende til en god kæreste? Ville det gøre hende til en bedre investering for en mand, der var så bange for ægteskabet?
Tanken om sex var nu en glemt impuls, og Mackenzie trak simpelthen på skuldrene, og fordybede sig igen i rapporterne. Hvis hendes personlige liv var nødt til at træde i baggrunden, så måtte det være sådan. Dette liv, livet inde i sagen, føltes alligevel mere virkeligt for hende.
*
Mackenzie gik ind i forældrenes soveværelse, og inden hun nåede over dørtærsklen, lugtede hun noget, der fik hendes syvårige mave til at krampe sammen. Det var en fremmed slags lugt, der mindede hende om indersiden af sparegrisen, en lugt ligesom kobberpenge.
Hun trådte ind i værelset, og så benenden af sengen, en seng hvor hendes mor ikke havde sovet i et år eller der omkring, en seng der så alt for stor ud til hendes far.
Hun fik øje på ham. Som han lå der, med benene dinglende ud over siden af sengen, og armene der var spredt ud, som om han prøvede at flyve. Der var blod overalt. På sengen, på væggen, selv i loftet. Hans hoved var drejet til højre, han kiggede væk fra hende.
Hun vidste med det samme, at han var død.
Hun gik hen imod ham, hendes nøgne fødder plaskede ned i en pøl af blod, hun ønskede ikke at komme tættere på, men var nødt til det.
"Far," hviskede hun allerede grådfyldt.
Hun rakte forskrækket ud, men blev magnetisk tiltrukket.
Pludselig vendte han sig, og stirrede på hende, stadig død.
Mackenzie skreg.
Mackenzie åbnede øjnene, og kiggede rundt i værelset med et forvirret blik. Rapporterne lå spredt ud i over hendes ben. Zack sov ved siden af hende, stadig med ryggen vendt mod hende. Hun tog en dyb indånding, tørrede sveden af sin pande. Det var bare en drøm.
Og så hørte hun det knage.
Mackenzie stivnede. Hun kiggede hen mod soveværelsesdøren, og kom langsomt ud af sengen. Hun havde hørt det løse gulvbræt i stuen knirke, en lyd som hun altid kun hørte, når nogen gik rundt i stuen. Okay, hun sov, og vågnede midt i et mareridt, men hun havde hørt det.
Det var da rigtigt, ikke?
Hun stod ud af sengen, og greb sin pistol fra toppen af kommoden, hvor den lå ved siden hendes skilt og en lille pung. Hun fik stille sneget sig omkring dørkarmen og ud i gangen. Lyset fra gadelygterne blev filtreret gennem stuens rullegardiner, og afslørede et tomt værelse.
Hun trådte ind i stuen, og holdt pistolen i en offensiv position. Instinktet sagde, at der ikke var nogen derinde, men hun følte sig stadig rystet. Hun vidste, at hun havde hørt det knirkende gulvbræt. Hun gik hen til det område af stuen lige foran sofabordet, og hørte det knirke.
Billedet af Hailey Lizbrook kom ud af ingenting og krydsede tankerne. Hun så flængerne på kvindens ryg og aftrykket på jorden. Hun gøs. kiggede stumt ned på pistolen i hænderne, og forsøgte at huske, hvornår en sag sidst påvirkede hende så voldsomt. Hvad pokker tænkte hun på? At morderen var her i hendes stue, i gang med at snige sig ind på hende?
Irriteret vandrede Mackenzie tilbage til soveværelset. Hun lagde roligt pistolen tilbage på kommoden, og gik over til sin egen side af sengen.
Hun følte sig stadig lidt opskræmt, og resterne af drømmen flaksende fortsat rundt i hovedet, da Mackenzie lagde ned. Hun lukkede øjnene, og prøvede at falde i søvn igen.
Men hun vidste, at det ville blive svært. Hun vidste, at hun var plaget både af de levende og af de døde.