Forsvundet. Блейк Пирс

      Kapitel 10

      Den første ting, der fangede Rileys blik, var dukken - den samme nøgne dukke, som hun havde fundet tidligere den dag i det træ nær Daggett i nøjagtig samme stilling. Et øjeblik skræmte det hende at se den sidde i FBI’s retsmedicinske laboratorium omgivet af et udvalg af højteknologisk udstyr. Den så malplaceret ud, syntes Riley, som en syg lille tingest fra en svunden ikke-digital tidsalder.

      Nu var dukken bare endnu et stykke bevismateriale, som var beskyttet af en plastikpose. Hun vidste, at et hold var blevet sendt afsted for at hente den, så snart hun havde ringet ind fra gerningsstedet. Alligevel var det et slående syn.

      Specialagent Meredith trådte frem og hilste på hende.

      "Lang tid siden, agent Paige," sagde han varmt. "Velkommen tilbage."

      "Det er godt at være tilbage, chef," sagde Riley.

      Hun gik hen til bordet for at sidde sammen med Bill og laboratorieteknikeren Flores. Skønt hun følte sig usikker, så føltes det virkelig godt at se Meredith igen. Hun kunne godt lide hans bistre, ligefremme stil, og han havde altid behandlet hende med respekt og omtanke.

      "Hvordan gik det hos senatoren?" Spurgte Meredith.

      "Ikke godt, chef," svarede hun.

      Riley bemærkede en irritation i chefens ansigt.

      "Tror du, han vil give os problemer?"

      "Det er jeg næsten sikker på. Jeg beklager, chef. "

      Meredith nikkede forstående.

      "Jeg er sikker på, at det ikke er din skyld," sagde han.

      Riley gættede på, at han havde en god ide om, hvad der var sket. Senator Newbroughs adfærd var utvivlsomt typisk for narcissistiske politikere. Meredith var formentlig mere end vant til det.

      Flores skrev hurtigt, og imens han gjorde, kom der grimme billeder, officielle rapporter og nyhedsartikler op på store skærme rundt om i lokalet.

      "Vi har gravet i det, og det viser sig, at du har ret, agent Paige," sagde Flores. "Den samme morder slog til tidligere, lang tid før Daggett-mordet."

      Riley hørte Bill grynte tilfredshed, og i et sekund følte Riley en retfærdighed. Hun følte selvtilliden vende tilbage.

      Men så tog hendes humør et dyk. En anden kvinde havde lidt en frygtelig død. Der var ingen grund til at feste. Hun ville faktisk ønske, at hun ikke havde haft ret.