Begæret. Блейк Пирс
at han begik nekrofili over for ofrene, før han parterede dem.”
Riley så, at de fleste af de studerende skrev noter på deres bærbare computere. Hun fortsatte: ”Nu kommer næste påstand: 'Seriemordere bliver i stigende grad voldelige over for deres ofre, jo mere de dræber'.”
Hænder røg i vejret. Denne gang pegede Riley på en studerende et par rækker tilbage.
”Faktum?” sagde den studerende.
”Myte,” sagde Riley. ”Selvom jeg helt sikkert har set nogle undtagelser, så viser de fleste tilfælde ingen ændring af den slags over tid. Derrick Caldwells voldsniveau forblev konstant, så længe han begik drab. Han var hensynsløs, men næppe satan selv. Han blev grådig. Han overfaldt sine ofre inden for en periode på halvanden måned. Ved at tiltrække sig den slags opmærksomhed blev han hurtigt fanget.”
Hun kiggede på klokken og så, at timen var forbi.
”Det er alt for i dag,” sagde hun. ”Men der er mange forkerte antagelser om seriemordere, og mange myter i omløb. Enheden for Adfærdsanalyse har indsamlet og analyseret dataene, og jeg har arbejdet med sager om seriemord på gerningssteder over hele landet. Vi har stadig en række informationer, som skal afdækkes.”
Klassen brød op, og Riley begyndte at pakke sine ting for at gå hjem. Tre-fire studerende samlede sig omkring hendes skrivebord for at stille spørgsmål.
En mandlig studerende spurgte: ”Agent Paige, arbejdede du ikke på Derrick Caldwell-sagen?”
”Jo, det gjorde jeg,” sagde Riley. ”Den historie må jeg fortælle en anden gang.”
Det var også en historie, som hun ikke var så ivrig efter at fortælle, men det sagde hun ikke.
En ung kvinde spurgte: ”Blev Caldwell nogensinde henrettet for sine forbrydelser?”
”Ikke endnu,” sagde Riley.
Riley forsøgte at komme forbi eleverne hen imod udgangen uden at virke uhøflig. Caldwells forestående henrettelse var ikke noget, hun havde lyst til at tale om. Sandheden var, at hun regnede med, at han ville blive henrettet én af de nærmeste dage. Eftersom hun var den, der havde fanget ham, havde hun fået en invitation til at komme og overvære hans henrettelse. Hun havde endnu ikke besluttet sig for, om hun ville tage derhen.
Riley fik det bedre, da hun forlod bygningen, for det var en dejlig eftermiddag i september. Hun var trods alt stadig på sygeorlov.
Hun havde lidt af PTSD, lige siden en gal morder havde holdt hende fanget. Hun var sluppet fri og havde til sidst udryddet sin plageånd. Men hun var ikke gået på sygeorlov efter den hændelse. Hun fortsatte direkte med at opklare en anden sag. Det var en uhyggelig sag i delstaten New York, der endte med, at morderen begik selvmord for øjnene af hende ved at skære i sin egen hals over.
Det øjeblik hjemsøgte hende stadig. Da hendes chef, Brent Meredith, havde henvendt sig vedrørende en ny sag, havde hun afvist at tage den. I stedet foreslog Meredith, at hun underviste en klasse på Quantico FBI Akademi.
Da hun satte sig ind i sin bil og begyndte at køre hjem, tænkte Riley, at det havde været en klog beslutning. Endelig havde hun en følelse af fred og ro i sit liv.
Men da hun kørte hjemad, begyndte en velkendt følelse alligevel at komme snigende, og den fik hendes hjerte til at hamre midt i den lyse dag. Det var en voksende følelse af forventning og noget ildevarslende, som hun vidste ville komme.
Og selvom hun prøvede at forestille sig denne ro for evigt, så vidste hun, at den ikke ville vare ved.
Kapitel 2
Riley mærkede frygten, da hun følte en vibreren i sin taske. Hun standsede foran hoveddøren til sit nye rækkehus og tog sin mobil frem. Hendes hjerte slog et slag over.
Det var en besked fra Brent Meredith.
Ring til mig.
Riley blev bekymret. Hendes chef ringede måske bare for at høre, hvordan hun havde det. Det gjorde han ofte i denne tid. På den anden side ville han måske have, at hun skulle vende tilbage til jobbet. Hvad skulle hun så gøre?
Jeg siger naturligvis nej, sagde Riley til sig selv.
Det var dog ikke let. Hun kunne godt lide sin chef, og hun vidste, at han kunne være meget overtalende. Det var en beslutning, hun ikke ønskede at træffe, så hun lagde mobilen væk.
Da hun åbnede hoveddøren og trådte ind i de lyse, rene rum i sit nye hjem, forsvandt Rileys angst øjeblikkeligt. Det føltes så rigtigt, at hun var flyttet hertil.
En venlig stemme råbte:
“Hvem er det?”
”Mig,” råbte Riley tilbage. ”Jeg er hjemme, Gabriela.”
Den runde, middelaldrende guatemalanske kvinde kom ud af køkkenet og tørrede hænderne med et viskestykke. Det var godt at se Gabrielas smilende ansigt. Hun havde været familiens husholderske i årevis, længe før Riley var blevet skilt fra Ryan. Riley var taknemmelig for, at Gabriela havde accepteret at flytte ind sammen med hende og hendes datter.
”Hvordan har din dag været?” spurgte Gabriela.
”Fantastisk,” sagde Riley.
“Det var godt!”
Gabriela forsvandt tilbage i køkkenet. Der duftede dejligt af middagsmad i hele huset. Hun hørte Gabriela begynde at synge på spansk.
Riley stod i sin stue og nød omgivelserne. Hun og hendes datter var flyttet ind for nylig. Det lille hus på landet, som de havde boet i efter at hendes ægteskab gik i stykker, havde ligget for isoleret til, at det var trygt at bo der. Desuden havde Riley følt et presserende behov for forandring, både for sig selv og April. Nu hvor hun endelig var blevet skilt, og Ryan var generøs med børnebidrag, var det på tide at skabe et helt nyt liv.
Der var stadig et par ting, som skulle ordnes. Nogle af møblerne var temmelig gamle og malplacerede i så fint et hjem. Hun skulle finde nye møbler. En af væggene så temmelig bar ud, og Riley havde ingen anelse om, hvilke billeder hun skulle hænge op. Hun mindede sig selv om at tage på indkøbstur med April den kommende weekend. Den idé fik Riley til at føle sig godt tilpas og som en kvinde med et dejligt familieliv i stedet for en FBI-agent, der er på jagt efter sindssyge mordere.
Nu spekulerer hun på – hvor var April?
Hun stoppede og lyttede. Der lød ingen musik fra Aprils værelse på første sal. Så hørte hun sin datter skrige.
Aprils stemme kom fra baghaven. Riley gispede og skyndte sig gennem spisestuen og ud på den store terrasse. Da hun så Aprils ansigt og overkrop komme til syne over hegnet ind til naboen, gik der et øjeblik, før Riley forstod, hvad der foregik. Så slappede hun af og lo ad sig selv. Hendes panik havde været en overreaktion. Men den havde været instinktivt. For nylig havde Riley reddet April ud af kløerne på en gal morder, der målrettet havde kidnappet April for at hævne sig på hendes mor.
April forsvandt ud af syne og dukkede derefter op igen, imens hun skreg af glæde. Hun hoppede på naboens trampolin. Hun var blevet venner med pigen, der boede ved siden af, en teenager på Aprils egen alder, som endda gik på den samme skole.
”Vær forsigtig!” råbte Riley til April.
”Jeg har det fint, mor!” råbte April stakåndet tilbage.
Riley lo igen. Det var en fremmed lyd, der stammede fra følelser, hun næsten havde glemt. Hun ville øve sig i at grine igen.
Hun ville også vænne sig til datterens glade ansigtsudtryk. Det virkede nærmest som i går, at April havde været en frygtelig oprørsk og sløv teenager. Riley kunne næppe bebrejde April. Riley vidste, at hun ikke altid havde været en særlig god mor. Men hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at ændre det nu.
En ting, hun især godt