Kongernes March. Морган Райс
sænkede vagterne deres våben. Thor gav slip på sine tanker og lod dem gå. Vagterne trak sig væk og så vagtsomt på Thor, som var han fra en anden verden. De satte langsomt deres sværd tilbage i deres bælter.
”Jeg vil se ham,” sagde MacGil. ”Alene. Forlad os. Alle sammen.”
”Min konge,” sagde Brom. ”Tror du virkelig, det er sikkert? Dig og denne dreng alene?”
”Ingen rører Thor,” sagde MacGil. ”Forlad os nu. Alle sammen. Det betyder også min familie.”
En tung stilhed sænkede sig over rummet, mens alle stirrede på hinanden, tydeligvis usikre på, hvad de skulle gøre. Thor stod forankret på sin plads, ude af stand til at fordøje det hele.
En efter en, forlod de andre, inklusiv kongens familie, rummet. Krohn fulgte efter Reece. Kammeret, der få øjeblikke forinden havde været fyldt med mennesker, blev pludselig tomt.
Døren lukkede. Det var bare Thor og kongen. Alene i stilheden. Han kunne ikke tro det. At se MacGil ligge der, bleg og i så stor smerte, gjorde Thor mere ondt end han kunne sige. Han vidste ikke hvorfor, men det var næsten som om, en del af ham også lå dødende på den seng. Han ønskede mere end noget andet, at kongen skulle få det godt igen.
”Kom her, min dreng,” sagde MacGil svagt med hæs stemme. Blot en hvisken.
Thor sænkede hovedet og skyndte sig hen til kongens side og knælede foran ham. Kongen rakte et svagt håndled ud. Thor tog hans hånd og kyssede den i respekt.
Thor kiggede op og så MacGil smile svagt ned til ham. Thor blev overrasket over at føle varme tårer strømmende ned af sine kinder.
”Min Konge,” startede Thor ude af stand til at holde det inde længere. ”Tro mig. Jeg forgiftede Dem ikke. Jeg kendte kun til plottet fra min drøm. Fra nogle højere magter, som jeg ikke kender til. Jeg ville kun advare dig. De må tro mig.”
MacGil løftede en håndflade, og Thor blev tavs.
”Jeg tog fejl af dig,” sagde MacGil. ”Jeg skulle blive stukket ved en anden mands hånd for at indse, at det ikke var dig. Du prøvede blot at redde mig. Tilgiv mig. Du var loyal. Måske det eneste loyale medlem i mit hof.”
”Hvor ville jeg ønske, at jeg havde taget fejl,” sagde Thor. ”Hvor ville jeg ønske, at du var i sikkerhed. At mine drømme blot var illusioner; at du aldrig blev forsøgt myrdet. Måske tog jeg fejl. Måske overlever du.”
MacGil rystede på hovedet.
”Min tid er kommet,” sagde han til Thor.
Thor sank. Han håbede, at det ikke var sandt, men fornemmede at det var.
”Ved du, hvem der udførte denne forfærdelige handling, min Herre?” Thor stillede spørgsmålet, der havde brændt i hans tanker, siden drømmen. Han kunne ikke forestille sig, hvem der ville dræbe kongen, eller hvorfor.
MacGil kiggede op i loftet og Thor kunne se han tænkte så det bragede.
”Jeg så hans ansigt. Det var et ansigt, jeg kender. Men af en eller anden grund, kan jeg ikke placere det.” Kongen vendte sig og så direkte på Thor.
”Det betyder ikke noget nu. Min tid er kommet. Om det var ved hans hånd eller en anden, er slutningen stadig den samme. Hvad der betyder noget nu,” sagde han, og greb Thors håndled med en styrke, der overraskede ham, ”er hvad der sker, når jeg er væk. Vores kongerige vil snart være et rige uden en konge.”
MacGil kiggede på Thor med en intensitet, som Thor ikke forstod. Thor vidste ikke præcist, hvad han sagde – eller hvad han krævede. Thor ville spørge. Men han kunne se, hvor svært det var for MacGil at få vejret, og ville ikke risikere at afbryde ham.
”Argon havde ret i forhold til dig,” sagde han og gav langsomt slap på Thors håndled. ”Din skæbne er langt større end min.” Thor følte et elektrisk stød gå gennem sin krop ved kongens ord. Hans skæbne? Større end kongens?
Blot tanken om at kongen havde gidet at diskutere Thors skæbne med Argon, var mere end Thor kunne fatte. Og det faktum at Argon havde sagt, at Thors skæbne var større end kongens – hvad kunne han mene med det? Snakkede MacGil blot i tåger i sine sidste øjeblikke?
”Jeg valgte dig…Jeg bragte dig ind i min familie af en grund. Ved du, hvad den grund er?”
Thor rystede på hovedet og ønskede desperat at vide det.
”Ved du, hvorfor jeg ville have dig, kun dig, her i mine sidste øjeblikke?”
”Jeg er ked af det, min Herre,” sagde han og rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke.”
MacGil smilede svagt, da hans øjne langsomt begyndte at lukke i.
”Der er et fantastisk land langt her fra. Hinsides de Vildes rige. Endda hinsides Dragenes land. Druidernes land. Hvor din mor er fra. Du skal tage dertil for at søge svarene.”
MacGils øjne åbnede vidt, og han stirrede på Thor med en intensitet, som Thor ikke kunne forstå.
”Vores rige afhænger af det,” tilføjede han. ”Du er ikke som de andre. Du er speciel. Vores rige vil aldrig hvile, før du forstår, hvem du er.”
MacGils øjne lukkede, og hans vejrtrækning blev langsommer. Med hvert åndedrag slap MacGil et lille gisp. Hans greb om Thors håndled blev langsomt svækket, og Thor kunne mærke tårerne fylde hans øjne op igen.
Thors tanker snurrede. Han forsøgte at finde hoved og hale i alt det, konge havde sagt. Han kunne ikke koncentrere sig. Havde han virkelig hørt rigtigt?
MacGil begyndte at hviske noget, men det var så lavt, Thor knap nok kunne høre det. Thor lænede sig tættere på og lagde øret helt ind til MacGils læber.
Kongen løftede hovedet en sidste gang og sagde med sine sidste kræfter: ”Hævn mig.”
Pludselig stivnede MacGil. I et par øjeblikke lå han der, inden hans hoved rullede til siden med øjnene vidt åbne. Frosset. Død.
”NEJ!” Græd Thor.
Hans jamren må have været høj nok til at vagterne kunne høre ham, for et øjeblik senere hørte han døren åbne bag sig, hørte postyret fra snesevis af mennesker, der skyndte sig ind i rummet. I Thors bevidsthed forstod han, at der var bevægelse rundt omkring ham. Han hørte svagt, at slotsklokkerne ringede igen og igen. Klokkernes ringen matchede blodet der pumpede i hans tindinger. Men det hele blev sløret, da rummet, øjeblikke senere, snurrede for øjnene af ham.
Thor besvimede, kollapsede og ramte det kolde stengulv.
KAPITEL SEKS
Et vindstød kærtegnede Gareths ansigt. Han så op på det blege lys fra den første sol, der steg til vejrs, mens han blinkende tårer tilbage. Det var daggry, og alligevel var der, på dette fjerntliggende sted her på kanten af Kolvianske Klipper, allerede samlet hundredevis af mennesker. Kongens familie, venner og nære kongelige undersåtter stod tæt samlet for at deltage i begravelsen. På den anden side af dem, tilbageholdt af en hær af soldater, kunne Gareth se masserne strømme ind, tusinder af mennesker kiggede på, på afstand. Sorgen i deres ansigter var ægte. Hans far var elsket, det var der ingen tvivl om. Gareth stod sammen med resten af den nærmeste familie i en halvcirkel omkring sin fars krop. Kisten stod på planker over et hul i jorden, reb omkring den og ventede på at blive sænket i jorden. Argon stod foran mængden. Han var iført skarlagensrøde klæder, som kun var forbeholdt begravelser. Hans udtryk var uransageligt, mens han kiggede ned på kongens krop. Hætten dækkede det meste af hans ansigt.
Gareth prøvede desperat at analysere dette ansigt for at regne ud, hvor meget Argon vidste. Vidste Argon, at han myrdede sin far? Hvis ja, ville han fortælle det til de andre – eller lade skæbnen spille sig ud?
Til Gareths uheld, var den irriterende dreng, Thor, blevet erklæret