Minna. Gjellerup Karl
– ? —
– Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter deres Gjerninger.
– Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.
– Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.
– Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede jeg.
Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv – hvad hun ogsaa syntes at føle – endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!« ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!
Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok til at tilbyde mig som Ledsager.
Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.
Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig udbrød:
– Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil snakke med dig?
Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme hjemad.
Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen maatte have ligesaa godt Held med mig.
Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om, stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter til »Wotans Ruhe« – forgjæves.
Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at finde et Paaskud, en Vei, et Middel – ligegyldigt hvad – til at sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! – jeg kunde ligesaa godt have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. —
VI
Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden, overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod Solpi dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.
En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.
Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser; deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt. Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede – omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile – havde paa gammeldags Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de vare af Metalspaaner.
Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og til vor Tid, – jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, – hvad den jo ofte udarter til – at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans ordenskjære Forretningsvaner.
I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet med Hertz. – Den store Philosoph omgikkes gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er Handelsstanden egen, – en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns Navn.
Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr – men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde kjendt. – — —
Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være rundhaandet med overfor de Ældre.
Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis