Ambrosius. Molbech Christian Knud Frederik
omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi er jo dog Tyende begge to. (Han springer over Gjærdet.) Saa, her har I mig! Og nu rigtig Goddag (ryster hendes Haand) og velkommen hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand—idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i tre Aar. (Han har imens taget en Flaske op af Lommen.) Hans Skaal, den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! (drikker.) See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, hvor jeg overnattede—den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den igjen, skal I faae samme Betaling. (Seer sig om.) Naa, saa det er Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har man en friere Udsigt.
Abigael. Saa skulde I være bleven derude.
Ambrosius. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!
Bodil. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den naadige Frøken.
Ambrosius (med Hatten i Haanden). Frøkenen!
Abigael (fornemt). I er temmelig dristig, at I saaledes bryder ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger.
Ambrosius (stolt) En Løsgænger! (godmodig). Naa ja, det er jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa Døren med det samme … I mener det vist heller ikke saa slemt. I Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.
Abigael. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?
Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!
Abigael. Og bliver til en Skade—ja I seer ud derefter. Men naar Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.
Ambrosius. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
Abigael. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en skikkelig Person. Hvor kommer I fra?
Ambrosius. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.
Abigael. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?
Ambrosius. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, (til Bodil). Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i Kjøbet, maa I troe.
Bodil. En Præken?
Ambrosius. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et lille Svinkeærind til Højre og Venstre.
Abigael. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, hvorfor I overgav Studeringen.
Ambrosius. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som var tilfalden mig efter en Velynder—gik det Hele op i Røg.
Abigael. Hvad gik op i Røg?
Ambrosius. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min Seng—og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.
Abigael. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?
Bodil. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for bestandig.
Abigael. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. (til Ambrosius.) Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden der ikke er beskaaret Jer Mere.
Ambrosius. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig, naar I kan kalde alt det Lidt!
Abigael (koldt). Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.
Ambrosius. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.
Abigael. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et Degnekald ledigt paa Godset—et, som ikke er for lidet, for I skal vel og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I kom gaaende?
Ambrosius. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu—Vorherre raader for det, som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.
Bodil. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og Giftermaal ligesom jeg.
Abigael. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter.
Ambrosius. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
Abigael. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
Ambrosius. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig ikke i Hu….
Abigael. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?
Ambrosius. Hvad jeg sang for en Vise?… Ja, hvor er den Snee, som faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert har