Under Nordenvindens Svøbe. Knud Rasmussen

Under Nordenvindens Svøbe - Knud  Rasmussen


Скачать книгу
Forslag, og der laa Alvor i hans Stemme, da han sagde:

      „Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“

      Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var blandt de dansende.

      „Vi skulde spørge dig fra Malakias, om – — —“

      „Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid – —“

      Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.

      „Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i Aften?“

      Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde Tilladelsen med det samme.

      „Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun.

      – — Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og lagde sig paa Briksen.

      Men Musiken – der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen endelig begynde .....

      Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!

      Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.

      Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus.

      Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.

      Ja, sandelig – en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og svedt som man var!

      Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!

      Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os en Drik og hilste paa hinanden.

      Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!

      Det havde været en bevæget Dag i Dag – med alle disse Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en Times Tid.

      Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.

      „Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans Efternavn.

      „Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.

      „Min Kone – ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel – — —“

      Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.

      „Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade – — ganske vist, min Kone har ikke Kommandoen hos os —“

      Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning og slaar sig for Brystet.

      „Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige; de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“

      Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende ind i Øjnene, da han siger:

      „Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i Aften.“

      Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.

      „Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“

      Han pegede paa Romflasken.

      „Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone – — og den og jeg i Forening, – ikke sandt?“

      Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj Romtoddy.

      „Hi, hi, hi! – Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har Kommandoen alligevel!“

      Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus.

      „Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen; jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber han højt:

      „Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“

      Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.

      Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk. Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa højt, at hele Huset vaagnede.

      Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.

      Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde søgt Ly her for Natten.

      Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage paa Briksen.

      Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.

      Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned Øjnene, jo sandelig – hun var falden i Søvn derhenne!

      Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det samme blandede en beroligende Hvisken sig i den almindelige Snorken, og Ordene lød, som følger:

      „Sov kun! Jordemoderen vaager!“

      Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor – i den sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os.

      Jordemoderen ventede …

      DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN

      „Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der en, der raabte.

      „Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger i Munden paa hinanden.

      Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og frisk Lyng kastedes paa.

      En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger slikkede hen over Vardens Sten.

      Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.

      Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter, legede med deres Skygger i det blanke Vand.

      – — Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede alle Tinder i sit Lys …

      – — – — —

      Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og hun satte sig straks ned


Скачать книгу