To verdener. Knud Hjortø

      Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.

      Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.

      Du siger slet ingenting, svarede Berta.

      Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor jeg gik, før jeg kom hertil.

      Å, lad os høre det, bad de allesammen.

      For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret, bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for. Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men det var der jo ingen, der vidste.

      Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.

      Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.

      Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.

      Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.

      Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.

      Var der flere med til det? spurte hun så.

      Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.

      Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så kan Helga sætte sig ned på sin plads igen.

      Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af ærgrelse.

      Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld.

      Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig, hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke.

      Hvorfor det? spurte Berta.

      Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig, det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham.

      Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det, medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at skikkelsen var Helga.

      Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.

      Har du grædt?

      Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok, jeg har tygget græs.

      Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud, Helga?

      Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du bestilt?

      Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.

      Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?

      Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.

      Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se – —

      Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.

      Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig.

      Men Helga, hvad er der i vejen?

      Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for mig fortæller han alting.

      Det er ikke sandt.

      Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først.

      Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. – Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.

      Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.

      Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?

      Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer og besøger jer. Gå så med dig.

      Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske.

      Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for dig.

      Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så?

      Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler, hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber.

      Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var berøvede alt, indtil