Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det. Gjellerup Karl
»ubegribelige Grunde« modtog en Kaldelse til Direktør for det dengang nyoprettede Sorø Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding (1822).
Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde gjort den en Snes Aar senere.
Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.
Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning, at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og baxes med den kullerske Hest.
En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende opad Kolding Gade.
ANDET KAPITEL. KOLDING
Man pleier paa Psychologiens Vegne at lægge Mærke til, hvorlangt et Barns Minder gaae tilbage.
Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mørke Aften holdt paa Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med Lys. Det var dette, at jeg saae Dør, Trappe og Ansigter skinne i Lyset, mens der rundt om var Mørke, ikke andet. Den Kjendsgjerning, at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig fra min egen Erindring. Den hører upaatvivlelig til Børnekamrets tidt opfriskede Fortællinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes fortælles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.
Lad da Indtoget i Kolding være Udgangspunktet for mine Erindringers Kjæde. Hvor stærkt denne Omverden af det første Hjem med alle dets Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevæget min Hjærnes Væv, og øvet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at endnu 60 Aar efter har jeg næppe nogen natlig Drøm, uden at den foregaaer i disse gamle Stuer.
Kolding var dengang en saa mærkelig By, at om man nu kunde tage den hel og holden og sætte den i et Musæum, vilde den være en værdifuld Oplysning om svundne Tilstande.
Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet, en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker, forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.
Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side. Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne. Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden, Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.
Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den, hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.
Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper, dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da vakte, var uimodstaaelig.
Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen – hvor var da Udsigten henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.
Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre—fire altfor barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for bedre at kunne betragte dem hver for sig.
Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for Livet.
Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale, en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne. Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.
Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes