En adelig Opdager. Marsh Richard

En adelig Opdager - Marsh Richard


Скачать книгу
vore Julegæster – særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.

      III. – DEN FORSVUNDNE HUSTRU.

      Kapitel I.

(Selvmord eller —?)

      »Ærede Grev Campnell!

      Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd hverken ud eller ind – maaske har jeg allerede været Skyld i et Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!

      Deres meget ærbødige

      Cyril Majendie.«

      Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske Millionærdatter, Frk. Scraggs – hvorfor hun tog ham, maa Pokker vide. Han saa meget ophidset ud.

      »Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!«

      »For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«.

      »Vel, saa venter jeg Dem.«

      Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han vendte sig om:

      »Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik, da en Mand maa forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. »Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. – Farvel, jeg venter Dem altsaa.«

      Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte Hænder:

      »Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer … De er et prægtigt Menneske! Vil De have noget at drikke?«

      »Nej tusind Tak!«

      Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i Vejen.«

      »De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min Hustru og mig?«

      »Ikke en Smule.«

      »Min Hustru er forsvunden!«

      »Ja saa.«

      »For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld – denne Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal jeg skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. – skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.

      Næste Morgen viste hun sig ikke.

      Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«

      Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes Ringe og Smykker.

      Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.

      Majendies Stemme blev hviskende:

      »Tror De, hun har begaaet Selvmord eller …«

      »Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. »Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«

      Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran dem.

      »Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt …«

      »Hr. Campnell —!«

      »Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol«.

      Majendie tøvede.

      »Hr. Greve … Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes … havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.

      »Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«

      »Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«

      … Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.

      »Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset.«

      »Naa, og det er?«

      Tjeneren gned sine Hænder forlegent.

      »Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine Benklæder.

      »Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.

      »Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«

      – Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden Detektiven slap fra ham.

      Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig ængstelig ud fra Majendies Port.

      Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af Detektiven.

      Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.

      Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.

      »Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«

      Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!«

      »Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?«

      »Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde møde for to Dage siden.«

      Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«

      Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt Smil.

      »Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger Sandhed!«

      Kapitel II.

(Den ny Tjener.)

      En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.

      »Er Herren hjemme?«

      »Herren er gaaet i Seng.«

      »I Seng! Paa denne Tid af Dagen —?«

      Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med Tæpperne op om Ørene – og tudbrølende.

      Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig klart, hvad der skete.

      »Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et eller andet obskurt Sted …«

      »Ja,


Скачать книгу