Slægten. Wied Gustav
langsomt efter. —
Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.
– — – —
Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.
Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.
Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.
Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis for at faa Papir nok.
– Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet – saa kommer vi til den anden Side!
Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.
Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig.
Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.
Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog oppe under Taget paa Loftet.
Men for Tiden var de fine Venner.
– Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder – Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!
Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.
Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.
– Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste Papillot var sat i – Kappen, Stasia!
Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet og rakte hende.
Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun sig pludselig om og sagde:
– Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?
Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.
– Jeg heller ikke! vedblev Baronessen – Hun bli'er vist Drengen en haard Sisken! … Og jeg er da jaget af Gaarde! lød det haardt – Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede —Enden er ikke endnu! … Lad os saa komme i Seng!
Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen over Kjolelivet oppe ved Halsen.
– Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.
Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun glattede et Baand til Rette.
– Sludder! brummede Baronessen – Du skal da ikke ha' den paa i Nat!
– Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.
Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede den messingbeslaaede Dragkiste:
– Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød Silkesløjfe – Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i Morgen, Mamsel!
Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.
– Klæd sig saa af!
Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.
Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.
Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som paa de fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over Karmen:
– Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.
Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og viste i et bredt Grin alle sine Tænder.
Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa besindede hun sig og sagde haardt:
– Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!
Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.
Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt Mahognitræ; heri sov den gamle Frue … og en lille, bitte Jærnseng til Stasia.
Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende Silkesløjfe.
– Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne – hun bilder sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!
Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa man to Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.
Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen Rotterne.
Slottet Næsset, d. 4. Juli 18....
Kære lille Moder!
Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil, for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg ogsaa vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes om det her. Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land, det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen var saa glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers. Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, saa var Hendes Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig, og om jeg nok troede, at jeg kunde føle mig tilfreds, og hvis der var noget, jeg ønskede anderledes, saa skulde jeg bare sige til, for Meningen var jo, at vi skulde være glade ved hinanden. Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo sandt, Du har selv talt med hende, – men jeg kan ikke rigtig lide hendes Øjne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig paa Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da. Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned paa min Kuffert og græd, jeg kunde ikke lade være. Nu er det jo lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi holder ogsaa Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os. Mejeriforpagterens to Smaapiger læser sammen med Karen, saa vi er jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er saa tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er vis paa, at