Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard

Fra det moderne Frankrig - Kaufmann Richard


Скачать книгу
Dansesalene og den hele Stueetage Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker, begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa den slæbende Fod.

      Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden. Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver, Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene. Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den, som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris.

      Jule – og Nytaarstiden.

      Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad.

      Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord for Hjemmet.

      Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke langeRejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. FørstNytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som enSlags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse iLøbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de PigerChokoladekager, der har været flittige Kunder.

      Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi; Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads, det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg, Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre, staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj, paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende Stemme at præsentere det under Titulaturer som "la mort des allumettes", "le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix centimes", o.s.v.

      Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de flittige Arbejderhuse—og de existerer i Hobetal—stræbes og spekuleres og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet "articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første, primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham, og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

      Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og Restaurationer


Скачать книгу