Livserindringer. Madvig Johan Nicolai
href="#n_2" type="note">[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af ganske enkelte Punkter – navnlig hvor Smaaskovene strække sig lige ned til Kysten – ved et sammenhængende naturligt Stengjærde adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles- eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse, nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder – der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, – og dernæst en især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn, Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse. Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex. Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden), men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex. Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.
Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4 Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne, Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, ɔ: Ibs eller Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og Vester Lars eller Larskersogn o. s. v.)
Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der, ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste (undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af 14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til "Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]
Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant. Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i 1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra 1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde Officerer ophængte Faner og Indskrifter. – Af mindre Betydning for de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder, hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først henimod Slutningen af Tiden
Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved Vask af Tøi.
Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet "Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor, indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs" yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig Leilighed.
Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er, som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.