Hendes Højhed. Bang Herman
to, tre, Herren til venstre….
Maria Carolina nejede igen for de røde Baand….
Nej—nej—en, to, tre, Herren til venstre—
– De Haandled, raabte Hendes Højhed, Hr. Pestalozzi,—de knækkede Haandled! Og hvilken Kompliment … den #Kompliment!#
Hendes Højhed Hertuginden var ude paa Gulvet.
– Om igen….
Prinsesse Maria Carolina nejede igen med rund Ryg.
– Den Holdning—den Ryg dog … Om igen….
Hendes Højhed sang med.
Prinsesse Maria Carolina nejede med stive Øjne for sine tre Stole….
– En græsselig Kompliment—#græsselig#. Hendes Højhed ved ikke Raad: Prinsessen gaar saa rundrygget som en Vandbærerske.
Hr. Pestalozzi tørrer sig med et Lommetørklæde, propert som et gammelt Sminkeklæde: det ligefrem risler af Hr. Pestalozzi.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina er stivøjet.
Om Mlle Leterrier turde sige—Mlle Leterrier hækler Mellemværk i en Krog, Mlle Leterrier hækler altid Mellemværk til sine jomfruelige Negligéer—: Prinsesse Ernestine var blevet bundet fast i Sengen om Natten….
Saa hun ikke kunde røre sig … Hendes Højhed Prinsesse Ernestine laa aldeles lige ud….
Det havde hjulpet forbavsende paa Hendes Højhed Prinsesse Ernestine … Det var Armene, som blev bundet….
Hendes Højhed Hertuginden fandt det noget stærkt … Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kunde forsøge at gaa et Par Timer med Lineal. Hendes Højhed Hertuginden var selv gaaet fire Timer med Lineal om Dagen—i sin Barndom.
Balletantikviteten spillede op igen.
Prinsesse Maria Carolina dansede Vals med en rød Taburet.
Hendes Højhed Hertuginden rejste sig for at gaa. Hun skulde have Time i Maling. Hendes Højhed Hertuginden malede. Det var altid noget rundt hvidt i meget blaat. Hendes Højhed skænkede dette hvide og blaa som Gave til Basarer. I Gavefortegnelsen specificeredes det: Hendes Højhed Hertuginden, et Maleri: Aakander svømmende paa Vand.
Alle Dagligstuer i Residentsen havde "Aakander paa Vand".—
Desuden var Hendes Højhed Hertuginden sulten. Hendes Højhed Hertuginden nød regelmæssig et Maaltid hveranden Time.
Prinsesse Maria Carolina gjorde Kompliment for sin Mama.
Dagene gik; den ene som den anden. Hendes Højhed havde Timer; og Hendes Højhed havde Fritid og spadserede med Mademoiselle. Hendes Højhed var skrækkelig kejtet og havde store røde Hænder.
I Konversationstimerne gik Hendes Højhed med Lineal.
Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Maria Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.
De kørte altid samme Vej, ned gennem Residentsens Storgade ud til "det italienske Slot".
Hofdamen underholdt Hendes Højhed Hertuginden; Hofdamen kunde en Historie om hvert Menneske de mødte.
I "det italienske Slot" drak Hertuginden Chokolade. Saa vendte de hjem.
Prinsesse Maria Carolina var meget træt, naar hun kom i Seng om Aftenen, og Mlle Leterrier havde faaet bundet Handskerne om hendes Haandled—med de røde Hænder.
Mlle Leterrier taalte ikke at blive begejstret i Sommerheden. Hun faldt regelmæssig lidt hen, naar hun—via Sans souci—var naaet til cette illustre impératrice. Maria Carolina flyttede sig en Smule paa Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Carolinas bedste Tid, naar Mlle Leterrier faldt lidt hen.
Der var saa stille—ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens grønne Træer og Slot og By.
En Bi kom summende op mod Terrassens Skygge, surrede bort igen ud i den store Sol.
Det var saa dejligt at sidde her i Fred, næsten som sad hun lidt alene.
Hun skottede til Mlle Leterrier, bange ved hver en Støj. Vajsenhusbørnene kom forbi og kniksede; henne paa Terrassen—Hendes Højhed Hertuginden havde paa sin Navnedag allernaadigst skænket dem en Legeplads heroppe med Gynge, Balancebrædt og en Vippe—lo de og støjede.
Mlle Leterrier sov væk.
Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.
Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg.
De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende … Ja—de legede Enke….
Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste Slag" og "Prinsessen i Buret".
Hvor de løb—rundt om Gyngen—med et Hvin.—Men saa ta'—men saa ta' hende dog … Aa, den tykke Martha var Enken….
Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet og trillede afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saa' de runde lyserøde Stolper op under Skørterne….
De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at synge.
Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.
De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i sit Ansigt.
Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.
En Dag var de smaa Piger alene.
De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og blev fornærmede….
Maria Carolina listede frem bag sit Træ.
Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal jeg hjælpe? sagde hun?
Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.
Saa rev hun sig løs og løb fra hende … De andre saa' Maria Carolina og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk, baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.
Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.
– Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.
Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et Par blev ved at knikse.
– Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.
Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.
– Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.
– Kom.
Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.
Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede—det trak op til en Stor-Skylle.
– Men—vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.
Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen.
Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.
Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op.
Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens