Ludvigsbakke. Bang Herman
til Hans Christensen.
– Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.
Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.
Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:
– Aa, der var nok at tænke paa … der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules … Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle paa "Bakken" mere – og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem …
– Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen – saa gik der altid næsten det dobbelte med … men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel.
Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:
– Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret … Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder….
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:
– Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.
Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.
Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.
– Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:
– Ja, Mo'r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag – for de kom jo fra Brylluppet … og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen….
Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte Hænder:
– Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen. Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt Øjemaal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som en Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok.
– Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
– Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen.
– Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gæstgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
– Uhret, sagde Fru Brandt.
– Her, Mo'r.
Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".
Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste …: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse.
Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det samme Blik, naar hun saá paa Idas Hænder …
Saa vendte hun Hovedet:
– Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.
– Cokes og Kul.
– Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.
Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
– Men det er godt, naar det kan vare.
Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra Møllen var ledig.
– Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
– Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den …
Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne:
– Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man….
Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:
– Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:
– Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.
Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:
– Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:
– At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.
– Ach nein, ach nein – Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter – : men det er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar….
Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten paa Dagen, omkring ved den første April.
– Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.
– Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa sine Ben:
– Och ellers er hun jo saa anstændig.
Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev siddende stum.
Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:
– Hvem er det denne Gang?
– Gott, Gott – ja, hvis hun vidste det …
Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:
– Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.
Ida kom med Kaffen.
Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:
– Ida, Munden….
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.
Men Jomfru Thøgersen