Ludvigsbakke. Bang Herman
Sko midt paa Gulvet:
– Nina, raabte Mama.
– Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
– Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene….
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke … jeg var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:
– Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:
– Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.
Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene….
Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
– Maa jeg gaa igennem, Frøken?
– Værs'go'.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:
– Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.
– Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.
– Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den:
– Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.
– Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
– Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor …; og mens hun halvt lo, sagde hun:
– Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig….
– Ja, men jeg véd ikke … det er ligesom han lignede et Spøgelse….
– Et Spøgelse?
– Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
– Naa, Godaften, Frøken.
Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.
– Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
– Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted – :
– Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
– Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen.
– De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.
– Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
– Rask – her, hvor man er lukket inde.
– Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.
– Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo….
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.
– Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.
– De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.
– Hm; han saá kun paa hende.
– De skal spise. Schrøder, gentog hun.
– Hm.
– Men det maa være nu – hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde Manden svært for at høre – : for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
Patienterne