Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe
a vild tykk, te I kund læ en naaen sølle jen sejj i Fred, nær en ett fornærmer jeranne!
Anders.
Hwad, hwem haar gjord nøj ved Fip. A tykkes, hun kratter søen om sæ. – Du skuld helsen ett vær kid aa, Bette Fip, aa hjælp te mej, te vi kund faa nø godt Vejr til wor Vækild; for du kund maaske gjan faa dæ en Kjærrest ino, nær du helsen vild tar di Nies engaang imell.
(De andre ler ondskabsfuldt.)
Fip.
Aa, pas du dæ sjel, din skjelywed Rad! A ved ett, a nowtid haar stavn atter dæ.
Anders.
Di Howkommels er nøj swækket tillig med det andt, Bette Fip.
Fip lægger ny Uld paa og karter som en rasende. Anders har imens fyldt Skeen i Grødfadet; "Snurringen" begynder. Legen bestaar i, at den fyldte Ske sættes i en drejende Bevægelse; den i Laget, hvem Skaftet peger paa, naar Skeen standser, er dømt til at spise dens Indhold.
Anders
(idet han slaar Skeen i Gang).
Harom med æ Hjaj3! saa æ Dreng, han danst med hans Muer.
(Skaftet peger første Gang paa Røgteren.)
Palle Hjorddreng
(triumferende).
Tak, Jørgen; den fæk du!
Anders.
Ja, han er saa slunken i æ Skind som en Sto'ders Pung; der er Plads te møj.
Jørgen
(mens han tilegner sig Grøden).
"Kom du til a", saa Worherr te gammel An.
Anders
(der atter har fyldt Skeen).
Swirp! (Venter.) Av, Ann, mi Patt, den vild øwer te Trine!
Trine.
Aa, Jøsses, bette Børn skal a ha den Skod Grød! Hwor skal a endda faa Plads te en?
Anders.
Ta en i en gued Mjenning, saa skrider en nok nied. (Drejer igjen Skeen.) Læd rulle, Mari! – Den pæger paa Bette Fip. – Aa, Fip, kom hen og ta di Ot tillig med vi anner!
Fip.
Aa, vil du ett ha Fjedt og Fanden aa tar di Øwn i! Saa kund du maaskisæ kom te aa si lig te Folk inu engaang.
Anders
(spag).
Ja, vil Fip ett ha en, saa maa du ta en, Visti. Du sejjer jo helsen aa blywer hiel wont.
Palle.
Aa, maa a?
Anders.
Med Fornywels, Løjnør; du maa faa em hverjen; men læd æ nu gaa gelik.
(Ny Drejning; Skaftet peger paa Tjenestepigen.)
Anders.
Nej, dæ Jonna ved a, der ett haar Plads te mir aaestej4.
Jonna
(skogrer og slaar efter ham).
Kund a naa dæ, saa kan du tro, at a skuld nøffel dæ! – Tror du ett, a kan skaff Plads te'em, saa kan du sjel ta en.
Anders
(griber Skeen).
Læ gaa! Saalæng en løwer, skal en ha æ Fød!
Visti.
Ja, nu salder5 æ da nøj i æ Fad.
Anders.
Ja, det war sgu ett godt andt, søen som vi strabesirer wos. – A haar linned den anden Knap.
(Sætter end en Gang Skeen i Løb.)
Harom inu en Gaang for de smukke Piger!
(Skaftet peger igjen paa Trine; alle ler og peger paa Ofret.)
Trine.
Nej, a kan ett mir da! A er saa forædt, te a tror, en kund smækk en Lopp paa mi Maw!
Anders.
Aa, lin en Hæjt, saa skrider en wal!
(I det samme gaar Gangdøren op, og Per Søwren træder ind med en Sæk paa Ryggen. Vild Jubel.)
Trine.
Gi jer nu kuns Staând te æ! Nu skal vi, Karen spark mæ, snaar faa Aagjøring paa wor Grød!
Per Søwren
(forsigtig frem).
Æ Mand er jo ett hjem!
Anders.
Nej, gu om han er! Kom du kuns fram i æ Stow.
Trine.
Ja, kom Pejr, aa faa de sidst Grød; du skal faa mi Skir aa søb mej.
Per Søwren
(lægger Sækken ved Døren; tørrer Næsen i Hænderne og nærmer sig lyksalig nederste Bordende).
Hwor maa a legg mi Skraa? (lægger den paa Enden af Langskamlen, sætter sig ned og langer til.) Gud ha Lov og Tak! – Det er endda nø dejlig Grød.
Anders.
Ja, en legger godt faast i æ Seng atter em.
Trine
(der med Velbehag har iagttaget Pers Forslugenhed):
Du war nok bløwen sulten, Pejr?
Per Søwren.
Ja, forædt war a ett. Er der nu ett anner, der ska ha aa em?
Trine.
Nej, du kan tro, vi haar wot der.
Per Søwren.
Ja, for saa eder a em.
Trine.
Ja, de er dæ wal undt.
Anders.
Det er helsen nøj sjalden, en sir dæ nuomtider, Pejr.
Per Søwren.
Ja, hwad tho, æ Mand her i æ Gaard haar jo forbøjn mæ aa komm her.
Han er ræj for, a tøer hans Folk med mi Lojer; og det gjør a wal osse. Men nær Worherr haar gin jen Delifængser6, saa er æ wal osse hans Mjenning, en skal brug em. Søen tinker a i det mindst.
Og hwa, wil de ett gi mæ nøj, saa kan de jo læd mæ gaa; a tegger aalle, men a tar det, venle Folk gir mæ.
Trine
(kiger i Fadet).
Nu er der sgi gavn Swind i æ Grød! Det er bejst, du faar æ Skover mej osse. (Hun skraber Gryden.) Gab, din gammel Grødhøg!
(Per gaber, og hun kaster ham Skoverne i Munden.)
Per Søwren
(skinnende).
Aa, nu er a saa mæt, te a vild ønsk, te mi Fjender maatt vær dobbelt saa mætt.
Trine.
Hwadfor det?
Per Søwren.
Jow, mi Pig, for saa vild de revn! – Nu er der kuns jen jenle Ting, der fattes Per Søwren.
Anders.
Det er maaskisæ en Salvêt?
Per