Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor
Tid – her i Byen," sagde hun.
"Ja – jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg skal tiltræde den imorgen."
"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"
"Aa – jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' – kender De det?"
"Nej."
"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse – en kemisk Sammensætning – til Fremstilling af Næringsmidler."
"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."
"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke vil røbe Hemmeligheden."
"Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"
"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."
"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.
"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."
"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til Jernbanen."
Han trak paa Skulderen.
"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde der inde paa Kontoret – og saa se Togene suse forbi og forbi – ud i Verden. Nej det kunde jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle Møller… "
"Overlæreren? Hvordan har han det?"
"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han maatte læse med mig – Fysik og Kemi – og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid… "
"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"
"Jo – o – han har skam været dygtig en Gang… Men nu er jeg jo glad, at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa – det tror jeg da saa sikkert."
Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans Nerver.
Han fik Lyst til at drille ham en Smule.
"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?" sagde han.
"Nervøs – nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg det vel ogsaa nok."
"Jo – men Ansvaret ved det hele – det var det, jeg tænkte paa… Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler – ikke sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet som Næringsmiddel… "
"Jamen det gør det vist ikke."
"Maaske ikke – men De ved det dog ikke – det kunde i al Fald udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse – jagede ud i Fortvivlelse… Men Deres Fabrik stor og kvabset af Ubarmhjertighed – skovlende Guldet ind… "
"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde nyde godt af den."
"De skal jo give Deres Ord."
"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke det, saa vil den aldrig kunne gaa – nej, den vil aldrig kunne gaa!"
"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre. Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det bestaaende gik ganske i Stykker… "
"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."
"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."
"Jeg – haha – nej, det mener De nok ikke… Men nu kommer jeg skam til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen. Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid. Gaar De med, Frøken Anna… "
"Ja – se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame… "
"Jo – ja undskyld – men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene. Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig – saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken Anna?"
"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel… "
"Jeg skal paa Biblioteket – ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn til."
Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne. Hun var dog Kvinde – vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af Skinsyge…
Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten løb ved Siden af ham.
Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst – en munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om dem og nappede dem i Klæderne…
… en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner…
Flyge gik op i Biblioteket.Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke fordi han ønskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller Arkivvæsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen videnskabelig Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun til ganske foreløbig at flyde paa.Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne, Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed. rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.
Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.
Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.
Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre. Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst søgte han til de Værker, som ingen