Kidnappet. Блейк Пирс

      Kapitel 9

      Alford trak sin pistol og gik bevæbnet ud af lageret. Riley og Lucy fulgte med deres hænder på deres egne pistoler. Udenfor svævede der noget i cirkler omkring elmasten, hvor liget hang. Det lavede en vedvarende summende lyd.

      Den unge betjent Boyden havde trukket sin pistol. Han havde lige affyret et skud mod den lille drone, der kredsede om liget og var klar til at affyre næste skud.

      ”Boyden, læg den forbandede pistol væk!” råbte Alford. Han stak sit eget våben i hylsteret.

      Boyden vendte sig overrasket mod Alford. Lige da han lagde sit våben væk, steg dronen højere op og fløj væk.

      Politichefen var rasende.

      ”Hvad i helvede er det du foretager dig, når du affyrer skud på den måde?” snerrede han ad Boyden.

      ”Beskyttelse af gerningsstedet,” sagde Boyden. ”Det er sandsynligvis nogle bloggere, der tager billeder.”

      ”Sandsynligvis,” sagde Alford. ”Og jeg bryder mig lige så lidt om det, som du gør. Men det er ulovligt at skyde disse tingester ned. Desuden er der folk i området. Du burde vide bedre.”

      Boyden bøjede hovedet.

      ”Undskyld, chef,” sagde han.

      Alford vendte sig mod Riley.

      ”Droner, for helvede!” Sagde han. ”Jeg hader bestemt det enogtyvende århundrede. Agent Paige, fortæl mig, at vi kan tage liget ned nu.”

      ”Har du flere billeder end dem, jeg så?” Spurgte Riley.

      ”Masser af dem, der viser enhver lille detalje,” sagde Alford. ”Du kan se på dem på mit kontor.”

      Riley nikkede. ”Jeg har set, hvad jeg havde brug for at se her. Og du har gjort et godt stykke arbejde med at holde gerningsstedet under kontrol. Gå videre og skær hende ned.”

      Alford sagde til Boyden, “Ring til den lokale retsmediciner. Fortæl ham, at han ikke behøver at trille tommelfingre og vente længere.”

      ”Forstået, chef,” sagde Boyden og tog sin mobiltelefon frem.

      ”Kom nu,” sagde Alford til Riley og Lucy. Han tog dem med hen til sin politibil. Da de satte sig ind og kørte, vinkede en betjent bilen forbi barrikaden ud på hovedgaden.

      Riley noterede ruten omhyggeligt. Morderen ville have kørt sit køretøj ind og ud ad den samme rute, som både Boyden og Alford brugte. Der var ingen anden vej ind i området mellem lageret og togsporene. Det virkede sandsynligt, at nogen havde set morderens køretøj, selvom de måske ikke havde troet det usædvanligt.

      Reedsport politistation var intet andet end en lille murstenbygning lige ved byens hovedgade. Alford, Riley og Lucy gik ind og satte sig på politichefens kontor.

      Alford lagde en stak mapper på sit skrivebord.

      ”Her er alt, hvad vi har,” sagde han. ”Den komplette mappe om den gamle sag fra for fem år siden og alt indtil nu om mordet i går aftes.”

      Riley og Lucy tog hver enkelt mappe og begyndte at gennemse dem. Rileys opmærksomhed blev henledt på billederne fra den første sag.

      De to kvinder var på samme alder. Den første arbejdede i et fængsel, hvilket betød, at hun til en vis grad kunne ende som muligt offer. Men den anden ville blive betragtet som et lavere risiko offer. Og der var ingen indikation af, at nogen af dem frekventerede barer eller andre steder, der ville gøre dem specielt sårbare. I begge tilfælde havde de, der kendte kvinderne, beskrevet dem som venlige, hjælpsomme og konventionelle. Og alligevel måtte der være en faktor, der gjorde morderen tiltrukket af netop disse kvinder.

      ”Har I gjort nogen fremskridt vedrørende Marla Blaineys drab?” spurgte Riley Alford.

      ”Sagen hørte til under Eubanks politi- og retskreds. Kaptajn Lawson. Men jeg samarbejdede med ham på sagen. Vi fandt ud af noget vigtigt. Kæderne var helt almindelige. Morderen kunne have hentet dem i enhver hardwarebutik.”

      Lucy lænede sig ind mod Riley for at se på de samme billeder.

      ”Alligevel købte han en masse af dem,” sagde Lucy. ”Man skulle tro, at en ekspedient ville have bemærket nogen, der køber så mange kæder.”

      Alford nikkede enigt.

      ”Ja, det var, hvad vi troede på det tidspunkt. Men vi kontaktede hardwareforretninger rundt omkring i området. Ingen af butiksfolkene kunne huske noget usædvanligt salg af kæder. Han må have købt nogle få ad gangen her og der uden at tiltrække megen opmærksomhed. Da han nåede frem til tidspunktet for mordet, havde han en stor bunke af dem lige ved hånden. Det har han måske stadigvæk.”

      Riley kiggede indgående på den spændetrøje, som kvinden havde på. Den så identisk ud med den, der blev brugt til at binde gårsdagens offer.

      ”Hvad med spændetrøjen?” Spurgte Riley.

      Alford trak på skuldrene. ”Man skulle tro, at sådan noget ville være let at spore. Men vi har intet. Det er standardudstyr på psykiatriske hospitaler. Vi har undersøgt alle hospitaler i hele staten, inklusive et lige her i nærheden. Ingen havde bemærket, at der manglede eller var stjålet spændetrøjer.”

      En tavshed fulgte, da Riley og Lucy fortsatte med at kigge på rapporter og fotos. Ligene var blevet efterladt inden for 16 kilometer fra hinanden. Alt tydede på, at morderen sandsynligvis ikke boede særlig langt væk. Men den første kvindes lig var blevet smidt ubevægeligt på en flodbred. I løbet af de fem år mellem mordene havde morderen holdning ændret sig på en eller anden måde.

      ”Så, hvad tror du om denne fyr?” Spurgte Alford. ”Hvorfor spændetrøjen og alle kæderne? Virker det ikke temmelig overdrevent?”

      Riley tænkte sig om et øjeblik.

      ”Ikke i hans sind,” sagde hun. ”Det handler om magt. Han vil begrænse sine ofre, ikke kun fysisk, men symbolsk. Det går langt ud over det praktiske. Det handler om at fjerne offerets magt. Morderen ønsker virkelig at understrege dette.”

      ”Men hvorfor kvinder?” spurgte Lucy. ”Hvis han ønsker at nedbryde sine ofre, ville det ikke være mere dramatisk med mænd?”

      ”Det er et godt spørgsmål,” svarede Riley. Hun tænkte tilbage på gerningsstedet - hvordan kroppen var blevet så omhyggeligt opvejet.

      ”Men husk, han er ikke særlig stærk,” sagde Riley. ”Det kan delvis være et spørgsmål om at vælge lettere mål. Middelaldrende kvinder som disse vil sandsynligvis udgøre en mindre kamp. Men de står sandsynligvis også for noget i hans sind. De blev ikke valgt som enkeltpersoner, men som kvinder – og hvad det end er, kvinder repræsenterer for ham.”

      Alford knurrede kynisk.

      ”Så du siger, at det ikke var noget personligt,” sagde han. ”Det er ikke, fordi disse kvinder har gjort noget for at blive fanget og dræbt. Det er ikke, fordi morderen selv troede, at de særligt fortjente det.”

      ”Sådan går det ofte,” sagde Riley. ”I min seneste sag gik morderen målrettet efter kvinder, der købte dukker. Han var ligeglad med, hvem de var. Det eneste, der betød noget, var, at han så dem købe en dukke.”

      Der blev stille igen. Alford kiggede på sit ur.

      ”Jeg har en pressekonference om cirka en halv time,” sagde han. "Er der noget andet, vi har brug for at diskutere inden da?"

      Riley