Urantia Bogen. Urantia Foundation
16:8.4 (194.4) Personligheder kan være lignende men de er aldrig det samme. Personer af en given serie, type, klasse eller model kan ligne hinanden og gør det, men de er aldrig identiske. Personligheden er det særpræg hos et individ som vi kender, og som gør det muligt for os, at identificere dette væsen engang i fremtiden, uanset arten og omfanget af ændringer i formen, sind eller åndestatus. Personligheden er den del af enhver person, som gør det muligt for os at genkende og helt sikkert identificere den person som den, vi tidligere har kendt, uanset hvor meget han kan have ændret sig som følge af, at den bærende krop som udtrykker og manifesterer hans personlighed har modificeret sig.
16:8.5 (194.5) Skabende væseners personlighed kendetegnes af to selvmanifesterende og karakteristiske fænomener i de dødeliges reaktionsadfærd; selvbevidsthed og tilhørende relativ fri vilje.
16:8.6 (194.6) Selvbevidsthed består af intellektuel bevidsthed om at personligheden er aktuel; det inkluderer evnen til at genkende andre personligheders virkelighed. Det indikerer kapacitet til individualiserede erfaring i og med kosmiske realiteter, som repræsenterer virkeliggørelsen af identitetsstatus i universets personlighedsforhold. Selvbevidsthed indebærer at man erkender sindsomverdens virkelighed og at man erkender den relative selvstændige skabende og bestemmende frie vilje.
16:8.7 (194.7) Den relative frie vilje som kendetegner selvbevidstheden hos menneskets personlighed er involveret i:
16:8.8 (194.8) 1. Moralske afgørelser, højeste visdom.
16:8.9 (194.9) 2. Åndelig valg, dømmekraft af sandheden.
16:8.10 (194.10) 3. Uselvisk kærlighed, tjenende sine medmennesker.
16:8.11 (194.11) 4. Målbevidst samarbejde, gruppeloyalitet.
16:8.12 (194.12) 5. Kosmisk indsigt, forståelse af universets betydninger.
16:8.13 (194.13) 6. Personligheds engagement, helhjertet hengivelse til at gøre Faderens vilje.
16:8.14 (195.1) 7. Tilbedelse, oprigtig udøvelse af guddommelige værdier og helhjertet kærlighed til den guddommelige Værdigiver.
16:8.15 (195.2) Urantia-typen af den menneskelige personlighed kan ses som fungerende i en fysisk mekanisme, som består af den planetariske ændring af Nebadon-typens organisme, som tilhører den elektrokemiske klasse af livsaktivering og som er udrustet med det kosmiske sind af Nebadon klasse i Orvonton-serien baseret på modellen som gælder ved forældrebaseret forplantning. Overdragelsen af personlighedens guddommelige gave til en sådan sindsudrustet dødelig mekanisme giver værdighed af kosmisk medborgerskab og gør det muligt for dette dødelige væsen straks at blive genaktiveret for den opbyggende indsigt om de tre grundlæggende sindsrealiteter i kosmos:
16:8.16 (195.3) 1. Den matematiske eller logiske indsigt om den fysiske kausalitets ensartethed.
16:8.17 (195.4) 2. Den fornuftbaserede erkendelse af forpligtigelsen til moralsk adfærd.
16:8.18 (195.5) 3. Trosforståelsen, i den fællesskabsbaserede tilbedelse af Guddommen, associeret med den kærlighedsfulde tjeneste af menneskeheden.
16:8.19 (195.6) Når en sådan personlighedsbegavelse fungerer fuldt ud, så indebærer det en begyndende realisering om slægtskab med Guddommen. Et sådan selv, beboet af et førpersonligt fragment af Gud Faderen, er i sandhed og virkelig en åndelig Guds søn. En sådan skabning udviser ikke kun kapacitet til at modtage den guddommelige tilstedeværelses gave men udviser også reaktiv respons til personlighedstyngdekraftens kredsløb fra Paradisfaderen til alle personligheder.
9. Menneskebevidsthedens realitet
16:9.1 (195.7) Det personlige væsen begavet med kosmiske sind og beboet med Retter, besidder medfødt evne til at opfatte og forstå energivirkelighed, sindsvirkelighed, og åndevirkelighed. Viljevæsenet er således udrustet til at skelne Guds virkelighed, Guds love og Guds kærlighed. Bortset fra disse tre uadskillelige dele af menneskets bevidsthed, så er alle menneskelige erfaringer i virkeligheden subjektive, undtagen den intuitive opfattelse af gyldighed tilknyttet med foreningen af den kosmiske indsigts tre reaktioner indenfor universets virkelighed.
16:9.2 (195.8) Den dødelige som skelner Gud kan fornemme den værdi som ligger i foreningen af disse tre kosmiske kvaliteter i den overlevende sjælens evolution, menneskets højeste opgave i det fysiske tabernakel, hvor det moralske sind samarbejder med den iboende guddommelige ånd for at fordoble den udødelige sjæl. Fra sin tidligste begyndelse er sjælen virkelig; den har kosmiske overlevelsesegenskaber.
16:9.3 (195.9) Hvis det dødelige menneske ikke overlever den naturlige død, så overlever de reelle åndelige værdier som findes i dette menneskes erfaring som en del af Tankeretterens videregående erfaring. Personlighedsværdierne hos en sådan ikke-overlevende består som en faktor i den aktualiserende Højeste Væsens personlighed. Sådanne bestående personlighedskvaliteter berøves identitet, men ikke de erfaringsmæssige værdier som har akkumuleret under det jordiske liv i kødet. Identitetens overlevelse er afhængig af om den udødelige sjæl overlever, sjælen har morontiastatus og tiltagende guddommelig værdi. Personlighedens identitet overlever i og med at sjælen overlever.
16:9.4 (195.10) Menneskets selvbevidsthed indebærer anerkendelse af virkeligheden af andre end det bevidste selv og medfører desuden, at en sådan bevidsthed er gensidig, at selvet er kendt igen som det selv kender igen. Dette er synliggjort på en rent menneskelig måde i menneskenes sociale liv. Du kan imidlertid ikke blive lige så absolut sikker på et medmenneskes realitet som du kan om virkeligheden af Guds tilstedeværelse som lever indeni dig. Den sociale bevidsthed er ikke umistelig ligesom gudsbevidstheden; den er et resultat af kulturel udvikling og er afhængig af kundskab, symboler og bidrag fra menneskets grundlæggende begavelse: videnskab, moral og religion. Og når disse kosmiske gaver omsættes i samfundet bygger de en civilisation op.
16:9.5 (196.1) Civilisationer er ustabile fordi de ikke er kosmiske; de har ikke en naturlig tilknytning til menneskeslægtens individer. De må plejes med de kombinerede bidrag fra menneskenes grundlæggende faktorer: videnskab, moral og religion. Civilisationer kommer og går, men videnskab, moral og religion overlever altid styrtet.
16:9.6 (196.2) Jesus åbenbarede ikke kun Gud for mennesket, men han frembragte også en ny åbenbaring om mennesket til sig selv og for andre mennesker. I Jesu liv ser man mennesket som bedst. Mennesket bliver således virkelig smukt fordi Jesus havde så meget af Gud i sit liv, og opfattelsen af (indsigten om) Gud er umistelig og iboende i alle mennesker.
16:9.7 (196.3) Uselviskheden, bortset fra forældreinstinktet, er ikke helt naturligt, det er ikke indlysende, at man elsker andre personer og at man tjener den socialt. Der behøves oplysning som fornuft, moral, og religionens ansporing, Gudsbevidstheden for at frembringe en uselvisk og altruistisk samfundsorden. Menneskets egen bevidsthed om sin personlighed, selvbevidstheden er også direkte afhængig af selve kendsgerningen af bevidstheden om andres eksistens, denne medfødte evne til at genkende og opfatte en anden personligheds virkelighed, omfattende alt fra det menneskelige til det guddommelige.
16:9.8 (196.4) Uselvisk social bevidsthed må i grunden være en religiøs bevidsthed; det vil sige, hvis den er objektiv, ellers er det en ren subjektiv filosofisk abstraktion og derfor kærlighedsløs. Kun et individ som kender Gud kan elske en anden person som han elsker sig selv.
16:9.9 (196.5) Selvbevidsthed er grundlæggende en fællesskabs bevidsthed. Gud og menneske, Faderen og søn, Skaber og skabninger. I menneskers selvbevidsthed findes fire latente og medfødte indsigter om universets virkelighed:
16:9.10 (196.6) 1. Søgen efter kundskab, videnskabens logik.
16:9.11 (196.7) 2. Søgen efter moralske værdier, pligtfornemmelsen.
16:9.12 (196.8) 3. Søgen efter åndelige værdier, den religiøse erfaring.
16:9.13 (196.9) 4. Søgen efter personlighedsværdier, evnen til at genkende den virkelighed, at Gud er en personlighed og den medvirkende realisering af vores broderlige forhold til medpersonligheder.
16:9.14