Urantia Bogen. Urantia Foundation
Af og til er det næsten smertefuldt for mig at være nødt til at beskrive den himmelske Faders guddommelige kærlighed for hans børn i universet ved at måtte benytte mig af det menneskelige ord symbol kærlighed. Dette ord bliver, selv om det også står for menneskets højeste opfattelse af den dødeliges respekt og hengivenhed, så ofte brugt om så mange slags menneskelige relationer som er yderst nedrige og som på ingen måde er egnet til at være kendt af et ord som også bruges til at angive den levende Guds uforlignelige kærlighed for sine skabninger i universet! Hvor uheldigt, at jeg ikke kan benytte mig af noget overjordisk og eksklusivt udtryk, der ville formidle til menneskets sind, den sande natur og den udsøgt smukke betydning forbundet med Paradisfaderens guddommelige kærlighed.
2:5.12 (40.4) Når mennesket mister kærligheden fra en personlig Gud af syne, bliver Guds rige ikke andet end de godes rige. Uanset det guddommelige væsens uendelige enhed er kærligheden det dominerende karakteristisk ved alle Guds personlige forhold til sine skabninger.
6. Guds godhed
2:6.1 (40.5) I det fysiske univers kan vi se den guddommelige skønhed; i den intellektuelle verden kan vi skelne den evige sandhed, men Guds godhed finder man kun i den personlig religiøse erfarings åndelige verden. I sin sande essens er religionen selve trostilliden til Guds godhed. Gud vil kunne være både stor og absolut indenfor filosofien, og på sin vis også intelligent og personlig, men i religionen må Gud også være moralsk; han må være god. Mennesket kan frygte en stor Gud, men det stoler og elsker kun en god Gud. Denne Guds godhed er en del af Guds personlighed, og dens fulde åbenbaring vises kun i den personlige religiøse oplevelse som Guds troende sønner får.
2:6.2 (40.6) Religionen forudsætter at oververdens åndenatur er bekendt med og reagerer på de grundlæggende behov i menneskenes verden. Evolutionær religion kan blive etisk, men kun åbenbaret religion bliver virkelig og åndelig moralsk. Den gamle opfattelse om at Gud er en Guddom domineret af en kongeværdig moral blev af Jesus opløftet til den rørende hengivne, intime familiemorals niveau som karakteriserer forholdet mellem forældre og børn, som noget der ikke findes ømmere og smukkere end i de dødeliges erfaringsverden.
2:6.3 (41.1) ”Rigdommen i Guds godhed fører det vildfarne menneske til omvendelse.” ”Enhver god og fuldkommen gave kommer ned fra Lysets Fader.” ”Gud er god; han er menneskesjælenes evige tilflugtssted.” ”Herren Gud er barmhjertig og venlig” "Han er sen til vrede og rig på godhed og sandhed" ”Smag og se at Herren er god! Velsignet er det menneske som stoler på ham.” ”Herren er nådig og fyldt med medlidenhed. Han er den frelsende Gud.” "Han helbreder de sønderknuste og forbinder sjælens sår. Han er menneskets almægtige velgører.”
2:6.4 (41.2) Selvom opfattelsen af Gud som konge og dommer fostret en høj moralsk standard og skabte et lovlydig folk som en gruppe, efterlod den de enkelte troende i en bedrøvelig tilstand af usikkerhed omkring deres egen status i tid og evighed. Senere tiders hebraiske profeter forkyndte at Gud var en Fader for Israel; Jesus åbenbarede at Gud var hvert eneste menneskes Fader. Hele den dødeliges opfattelse om Gud bliver på en transcenderet måde oplyst af Jesu liv. Den uselviske indstilling er iboende i forældrekærligheden. Gud elsker ikke som en far, men i egenskab af at være en far. Han er Paradisfaderen for hver eneste personlighed i universet.
2:6.5 (41.3) Retfærdigheden indebærer at Gud er kilden til universets moralske lov. Sandheden viser Gud som en åbenbarer, som lærer. Men kærligheden giver og kræver hengivenhed, søger en fortrolig samhørighed lig den som findes mellem forældre og barn. Retfærdigheden kan godt være den guddommelige tanke, men kærligheden er en fars holdning. Den fejlagtige antagelse at Guds retfærdighed var uforenelig med den himmelske Faders uselviske kærlighed, forudsatte manglende enhed i Guddommens natur og førte direkte til udarbejdelsen af forsoningsdoktrinen, som filosofisk set er et angreb både på tanken om Guds enhed og hans frie vilje.
2:6.6 (41.4) Den kærlige himmelske Fader hvis ånd bor i sine jordiske børn, er ikke en delt personlighed — en af retfærdighed og en af barmhjertighed — der kræves heller ikke nogen mægler for at sikre sig Faderens velvilje eller tilgivelse. Den guddommelige retfærdighed er ikke domineret af en streng gengældelses retfærdighed; Gud som Fader overgår Gud som dommer.
2:6.7 (41.5) Gud er aldrig rasende, hævngerrig eller vred. Det er rigtigt at visdommen ofte lægger bånd på hans kærlighed, mens retfærdighed betinger hans afviste barmhjertighed. Hans kærlighed til retfærdighed kan ikke undgå at fremstå som værende mindre end hans had til synd.. Faderen er ikke nogen inkonsekvent personlighed; den guddommelige enhed er fuldkommen. I Paradistreenigheden er der absolut enhed til trods for at Guds medaktører har deres egne, evige identiteter.
2:6.8 (41.6) Gud elsker synderen og hader synden; en sådant erklæring er filosofisk sandt, men Gud er en transcendent personlighed, og personer kan kun elske og hade andre personer. Synden er ikke nogen person. Gud elsker synderen fordi denne er en personlighedsrealitet (potentielt evig), men overfor synden indtager Gud ikke nogen personlig holdning, for synden er ikke nogen åndelig realitet; den er ikke personlig; derfor er det kun Guds retfærdighed som tager notits af dens eksistens. Guds kærlighed frelser synderen; Guds lov tilintetgør synden. Denne holdning hos det guddommelige væsen vil tilsyneladende ændre sig, hvis synderen indgår en endelig og fuldstændig identifikation med synden, lige som det samme dødelige sind også fuldt ud kan identificere sig med den iboende ånds Retter. En sådan synds identificeret dødelige vil da blive helt uåndelig af natur (og derfor uvirkelig som person) og ville opleve eventuel udslettelse af sit væsen. Uvirkelighed, eller endda ufuldstændighed i skabningens væsen, kan ikke eksistere for evigt i et stadig mere virkeligt og tiltagende åndeligt univers.
2:6.9 (42.1) Overfor personlighedens verden er Gud, opdager man, en kærlig person; overfor den åndelige verden er han en personlig kærlighed; i den religiøse erfaring er han begge dele. Kærligheden identificerer Guds viljebestemte vilje. Guds godhed hviler på bunden af den guddommelige viljefrihed: den universelle tendens til at elske, vise barmhjertighed, give udtryk for tålmodighed og være tilgivende.
7. Guddommelig sandhed og skønhed
2:7.1 (42.2) Al finit viden og forståelse som skabte væsener har, er relativ. Information og intelligens er, selv når den kommer fra ganske høje kilder, kun relativt komplet, lokalt nøjagtigt og personligt sand.
2:7.2 (42.3) Fysiske realiteter er temmelig ensartede, men sandheden er en levende og fleksible faktor i universets filosofi. Udviklende personligheder er kun delvis kloge og relativt sandfærdige i deres kommunikation. De kan kun være sikre på noget så langt som deres personlige erfarings strækker sig. Det som ser ud til at være helt sandt på et sted, kan blot være relativt sandt i en anden del af skabelsen.
2:7.3 (42.4) Den guddommelige sandhed, den endelige sandhed, er ensartet og universel, men historien om alt som er åndelig kan, sådan som den bliver fortalt af mangfoldige individer med ophav på forskellige sfærer, undertiden variere i detaljer, dels på grund af denne relativitet i forhold til kundskabens fuldstændighed samt når det gælder den personlige erfarings righoldighed såvel som af længden og omfanget af denne oplevelse. Mens den Første Store Kildes og Centers love og befalinger, tanker og holdninger er evigt, uendelig og universelt sande, bliver de samtidig anvendt på og justeret for hvert univers, system, verden og skabte tænkende væsen, på en måde som er i overensstemmelse med Skabersønnernes planer og teknik, sådan som disse fungerer i deres respektive universer; såvel som i harmoni med den Uendelige Ånds og alle de andre tilknyttede himmelske personligheders lokale planer og procedurer.
2:7.4 (42.5) Materialismens falske videnskab vil dømme det dødelige menneske til at blive en udstødt i universet. En sådan ufuldstændig kundskab er potentielt ond; det er viden sammensat af både godt og ondt. Sandheden er smuk, fordi den både er righoldig og symmetrisk. Når mennesket søger sandheden, stræber det efter det guddommelig virkelige.
2:7.5 (42.6) Filosofferne begår deres groveste fejl når de bliver vildledt ind i abstraktionens vildfarelse, den praksis at fokusere opmærksomheden på et aspekt ved virkeligheden