Sarbarheder. Mikkel Thorup
“ville dens opgave være at sætte de regler, standarder og institutioner, der kræves for at indlejre kosmopolitiske værdier og prioriteter.”156
En sådan forsamling ville blive en global suveræn med magten til og monopolet på at definere og modgå trusler imod det internationale samfund. Denne demokratiske forsamling ville despotisk sætte loven for alle andre, og medlemskab ville ikke kun være begrænset til demokratiske stater men til de stater og civilsamfund, der lod sig globalisere:
I første omgang kunne kosmopolitisk demokratisk ret blive bekendtgjort og forsvaret af de demokratiske stater og civilsamfund, der er i stand til at mønstre den fornødne politiske dømmekraft og til at lære, hvordan politiske praksisser og institutioner må forandre og tilpasse sig de nye regionale og globale omstændigheder.157
Held er her i gang med at ændre principperne for adgang til en legitim stemme i det internationale fra et suverænitets- til et humanitets- og globalitetsperspektiv. I en helt central passage opsummerer han kernen i det kosmopolitiske argument for en ny post-suveræn orden:
Suverænitet kan ikke længere forstås med kategorierne fra uhæmmet effektiv magt. Snarere må en legitim stat i stigende grad forstås gennem demokratiets og menneskerettighedernes sprog. Legitim autoritet er i moralsk og retslig forstand blevet forbundet med opretholdelsen af menneskerettighedsværdier og demokratiske standarder. De sætter en begrænsning på rækkevidden af acceptabel diversitet mellem staternes politiske forfatninger.158
Med andre ord, nationalstatslogikken er nu “utilstrækkelig og upassende”,159 dvs. empirisk uholdbar givet globaliseringen, og moralsk uacceptabel givet det nye humanistiske regime. Empiriske og moralske udviklinger forenes her til en fælles falsificering og defamering af klassisk statssuverænitet, hvis legitimitetskriterium var effektiv statslighed og ikke indretning af styreform. Den klassiske nationalstat kan nu genbeskrives som en partikularistisk modstand mod det liberale demokrati, de humanistiske værdier og de globale netværk.
Manuel Castells har skrevet, at “nationalstater overlever hinsides historisk inerti som følge af den defensive kommunalisme hos nationerne og befolkningerne på deres territorier, der hæger sig fast i deres sidste tilflugtssted for ikke at blive revet væk af de globale strømmes hvirvelvind.”160 De overlever – en tid endnu – ved at forskanse sig i forsvaret af partikularistiske identiteter, af Castells kaldet forsvarsidentiteter, der netop er defineret ved modstanden imod humanisme og globalisme.161 Forsøget på at bibeholde det klassiske svar på et samlet politisk fællesskab, nationalstaten, afvises nu som et dødsdømt forsøg på at blokere for de globale strømme og humanistiske værdier. Nationalstaten “flår”, i denne udlægning, “sig tilbage i historien til princippet om magt for magtens skyld, der til tider pakkes ind i nationalistisk retorik.”162 Nationalstaten er nu genbeskrevet som ‘magt for magtens egen skyld’ og ‘nationalistisk retorik’. Det, der tidligere blev beskrevet som demokratiets forudsætning, er nu dens dødsstød. Det partikulære og det nationale står nu i modsætning til det liberale demokratis grundprincipper.
Denne tilbøjelighed til at ændre på de grundlæggende kriterier for legitimitet fra det nationale til det globale ses også hos den fremtrædende kosmopolitisme-forsker Mary Kaldor og hendes spændende arbejde om et globalt civilsamfund. For at blive inkluderet i cirklen af venner er man nødt til at bestå en slags politisk-moralsk test, der grundlæggende handler om ens demokratiserings- og globaliseringsniveau. Kaldor siger:
Civilsamfundet består altså af grupper, individer og institutioner, der er uafhængige af staten og af statsgrænser, men som samtidig er optagede af offentlige anliggender. De er praktisk talt garanterne for civiliseret opførsel både hos officielle institutioner (stater og internationale institutioner) og i verden som et hele. Defineret på denne måde inkluderer civilsamfundet ikke alle grupper og foreninger, der er uafhængige af staten. Det inkluderer ikke selvorganiserede grupper og foreninger, der arbejder for eksklusivt kommunitære programmer. Det inkluderer heller ikke selv-interesserede, private foreninger.163
Også civilsamfundet genbeskrives som globalt/globaliserende eller som illegitimt. En nationalstat, der insisterer på sin suverænitet, et civilsamfund, der arbejder for sin egen kultur og autonomi, og selv en privat forening, der arbejder for sine egne interesser, kvalificerer nu ikke som et legitimt medlem af det internationale statssamfund eller det globale civilsamfund. Kosmopolitisme tilføjer den liberale antipluralisme et krav om globalisering og postnationalisme, der basalt set afkræver alverdens nationer og civilsamfund en accept og en gentagelse af den europæiske efterkrigserfaring.
David Held siger, at suverænitetsprincippet “har en yderst problematisk historie og har ført til mange brutale regimer, der forkert er blevet betragtet som ligeligt legitime medlemmer af det internationale samfund.”164 Den suverænitetskritiske diskurs glemmer at forholde sig ordentligt til, at det klassiske suverænitetssystem var andet og mere end undertrykkelse, og til, hvad konsekvenserne kunne være af systemets opløsning.
Nutidens kosmopolitter har en tendens til at ækvivalere ‘magtlogik’ med nationalstaten,165 hvilket så igen tenderer til at skjule magtens fortsættelse i det nye globale system. I modsætning til hvad der synes at være den underliggende antagelse i megen kosmopolitisme, så er det her påstanden, at globale strømme ikke er i modsætning til magtlogik, heller ikke i dens klassiske kommandoform. Når kosmopolitter ser globale uligheder og magtskel, så er der en klar tendens til at forklare dem med henvisning til residuale lommer af nationalstatslogikken. Der var særligt under George W. Bush-årene en tendens til at fremstille USA som den afgørende forhindring for en kosmopolitisk orden.166 Når David Held siger, at Irak-krigen “truer med at trække os tilbage til en præ-retslig orden og et yderst uciviliseret internationalt samfund”,167 så får man uvægerligt indtrykket af, at vi med nogle få, stædige undtagelser allerede lever i en retsbaseret og civiliseret global orden. Bemærk også den historiske teleologi, der ofte dukker op med en klar skelnen mellem en fortidig nationalstatslig logik og en nutidig/fremtidig kosmopolitisk logik. Bemærk også koblingen af “et yderst uciviliseret internationalt samfund” med en “præ-retslig orden”, hvilket er yderligere bevis på genbeskrivelsen af nationalstatsæraen fra en nogenlunde civiliseret og retsbaseret orden til en nu uciviliseret og ikke-retslig orden, hvor først kosmopolitismen rykker os ind i den retsbaserede æra.
Man finder en tilsvarende tendens til at sammenblande nationalstat og krig i det ofte hørte argument, at Europa som EU har bevæget sig hinsides dets krigeriske fortid. Krig bliver defineret som udelukkende interstatslig krig, og den europæiske erfaring bliver igen fremhævet som en universel sandhed. På ganske repræsentativ vis siger Kaldor: “Afslutningen på Den Kolde Krig betyder formodentlig afslutningen på krige af den moderne slags – krige mellem stater og grupper af stater.”168 Hun tilbyder også en udlægning koblet til en yderst tvivlsom henvisning til militærteknologi, som man har hørt i nye og senere falsificerede versioner i over hundrede år:
I tiden efter Den Kolde Krig er krig i den interstatslige model blevet en anakronisme. En ny krig på de to verdenskriges skala, for ikke at sige en atomkrig, synes utænkelig. Militærteknologi er blevet så destruktiv, at evnen til at erobre territorium militært, selv for de mest avancerede militærmagter, er afgørende svækket.169
En gængs observation er, at aktuelle tendenser “betyder et skifte væk fra absolut kontrol af territorium og geopolitik, det vil sige fra kontrollen af fremmed territorium i den nationale interesse”.170 Det virkelig interessante kommer så i tolkningen af f.eks. Irak-krigen, der ligner en klassisk krig mellem stater eller grupper af stater. Den tolkes ikke som en falsificering af teorien om krigens forældelse men paradoksalt nok som dens bekræftelse, da USA med sin opførsel demonstrerer den gamle politiks moralske negativitet og praktiske urealiserbarhed. Irak-krigen er et dystert skrig fra den forældede orden.
Kaldor er særlig relevant i denne bogs kontekst, da hun arbejder ganske meget med krigens transformationer, så lad os se lidt nærmere på hendes differentiering mellem tre nye former for krigsførelse. For det første har vi netværkskrige