Sarbarheder. Mikkel Thorup

      Den vestlige stat er ved at bevæge sig fra at være en sikkerhedsstat (med fokus på militær overlevelse) til at blive en konkurrencestat (med fokus på økonomisk overlevelse), der får sin legitimitet fra dens evne til at tiltrække investeringer, hjernemagt og virksomheder i den globale konkurrence.⁷⁵ Staten udskifter sin traditionelle velfærds- og nationalitetslegitimitet med en konkurrencelegitimitet og sin rolle som centrum med rollen som strategisk aktør i et multilateralt netværk. Staten er for tiden overvældet af udviklingen og er først i gang med den radikale selvomskabelse, der skal forvandle den fra enhedsligt beslutningscentrum til decentralt koordinationspunkt, hvor magt deles med en pluralitet af lokale, nationale, regionale og internationale centre og niveauer, hvor forskellige loyaliteter og forpligtelser overlapper hinanden, og hvor skæbne- samt beslutningsfællesskabet ikke længere nødvendigvis er sammenfaldende med nationen. Politikkens og statens funktioner og betingelser reduceres ikke nødvendigvis, men de rekonfigureres og rekonstrueres i en verden, hvor suverænitet ikke længere er en attribut ved statslighed men en forhandlingsressource i de mellem- og transstatslige netværk, staterne nu i stigende grad indgår i.

      Staten omdefinerer sig selv fra at være centrum til at blive et knudepunkt – et afgørende knudepunkt men dog bare ét blandt mange i det globale netværk. Det sker i en dobbeltbevægelse ved at afgive magt til det globale og lokale niveau. Der decentraliseres funktioner og magt til lokalstyrer og NGO’er; det er starten på et nyt civilsamfund, der kan bevare, udstrække og rationalisere statens kontrol. Ved at decentralisere sikrer staten sig en bedre fordeling af ressourcer, en tættere kontakt mellem borgere og styre og en stødpudezone mellem folks utilfredshed og det politiske system. På det højere niveau afgives magt til supranationale institutioner og organisationer i et forsøg på at bytte suverænitet for en større stemme i globale og lokale anliggender. Multilateralisme og interdependens indbinder staten i et stadig tættere fletværk af interesser og forhandlinger. Staten forsøger derfor at tilegne sig noget af den magt, den har mistet ved at indgå i forskellige politiske, juridiske, funktionelle og økonomiske globale netværk. I formel forstand mistes der suverænitet, og udviklingen går på tværs af den nationalstatslige modernitets skel imellem indenrigs- og udenrigspolitik, mellem politik og bureaukrati, mellem politik og jura, politik og økonomi; til gengæld vinder staten i samarbejde med andre stater og ikke-statslige aktører en vis mængde kontrol over sit territorium i forhold til international kriminalitet, miljøproblemer, flygtningestrømme, økonomisk turbulens etc. Det er derfor formodentlig forkert at se enhver forandring i statens virkerum og funktionsområder som et tab.

      Man ser ofte udviklingen væk fra en nationalstatscentreret politik benævnt som overgangen fra government (politik) til governance (styring). Argumentet eller analysen er, at politik har ændret karakter fra at udgå fra ét statsligt hierarkisk organiseret centrum præget af kommandoer og autoritative beslutninger til nu i stigende grad at have karakter af en pluralitet af magtinstanser, der indgår i skiftende alliancer og partnerskaber med hinanden, hvor ens magt er mere afhængig af, hvad man kan tilbyde de andre i økonomisk, militær, funktionel, organisatorisk eller anden forstand, end af hvilken titel man har.

      Denne læsning af nutiden er del af en bredere forståelse af et magtskifte eller rettere transformation af magten selv, der kan opsummeres i to figurer. Den første⁷⁶ viser to påvirkningsformer, magt og indflydelse, hvor det, vi skal hæfte os ved, er, at globaliserings- og kosmopolitisme-diskurserne ofte abonnerer på en teori om, at ‘magt’-formen er ved at blive udskiftet med ‘indflydelses’-formen, at der altså sker et afgørende skifte i den sociale påvirknings grundform fra det kommanderende til det samarbejdende:

       Figur 11.