RenAessancens befAestede byer. Группа авторов
on>
Redigeret af Søren Bitsch Christensen
Renæssancens befæstede byer
Danske Bystudier, 5
Søren Bitsch Christensen
Indledning
2006 var renæssanceår. Rundt om i landet blev der afviklet arrangementer, der undersøgte og formidlede renæssancen fra alle tænkelige vinkler. Dansk Center for Byhistorie og Afdeling for Middelalder- og Renæssancearkæologi, Aarhus Universitet, greb lejligheden til at undersøge et længe underbelyst emne, renæssancens befæstede byer. Det førte til afholdelsen af et seminar 14.-15. september 2006 på Moesgaard, Aarhus Universitet. Ideen kom fra stud.mag., nu cand.mag. Jeppe Ravn. Der fremkom så megen ny viden på seminaret og i forberedelserne til det, at Dansk Center for Byhistorie har valgt at udsende et bind i Danske Bystudier om emnet med udgangspunkt i seminarets foredrag. De er siden blevet grundigt omarbejdet og udvidet.
Kronologisk og tematisk ramme
Renæssancen forstås i denne bog som tiden mellem reformation og enevælde, 1536-1660, men tidsrammen skal ikke tages alt for bogstaveligt. Formålet med bogen er ikke så meget at belyse renæssancen som sådan, men nærmere at undersøge et helt særligt byhistorisk fænomen: de befæstede og militariserede byer i renæssancen, disses forhistorie og endelig følgevirkningerne af dem ind i moderne tid. De fleste købstæder var dengang udprægede handelsbyer, men flere af rigets byer havde mere vidtgående funktioner, og i renæssancen var det militære aspekt ved bylivet særligt tungtvejende. Bogens forfattere analyserer topografiske, teknologiske og sociale virkninger af renæssancesamfundets militarisering på bysamfundene. Bogen omfatter studier fra det nuværende danske kongerige, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Norge og den tidligere danske del af det nuværende Sverige. De enkelte forfattere er ikke blevet pålagt at holde sig inden for perioden 1536-1660, men som hovedregel har de lagt deres hovedvægt der.
I middelalderen var de fleste købstæder omgivet af volde, grave eller andre forsvarsværker, men i renæssancen koncentrerede man rigets forsvar til en udvalgt række af stærkt befæstede byer, og man nedrev efterhånden de gamle volde i de andre byer. De befæstede byer fik et helt anderledes, militant udtryk, end man kendte i middelalderen, blandt andet for at dæmme op for en ny tids ildvåben, og fordi krigene fik karakter af store erobringstog, der førte fjendtlige hære gennem landet. Spørgsmålet om “renæssancens befæstningssystem – våbenteknologi og militærhistorie” tages op samlet af Hans Henrik Appel her i bogen, men berøres i nødvendigt omfang i de øvrige artikler. Udviklingen gav byerne nye militære udfordringer, og et par af bogens forfattere går ind på spørgsmålet, om denne ydre militarisering havde følgeskab af en indre militarisering i form af borgernes militære pligter og tilegnelse af militære værdier og færdigheder.
På det ideologiske plan så man en udvikling, hvor den ideelle by ikke længere kunne tænkes uden sammenhæng med det ideelle fysiske forsvar af byen. Det var på en måde ikke noget nyt. Den britiske byhistoriker Peter Clark beskriver, hvordan bymure og katedraler siden den tidligste middelalder havde været nøglemarkører for europæisk urbanitet og fremdeles var det middelalderen igennem.1 Janne Kosior og Jan Kock fremlægger tilsvarende de lange linjer i den danske udvikling i deres bidrag til denne bog. Det nye var den måde, hvorpå de to størrelser smeltede sammen i begrebet byplanlægning. Hans Henrik Appel beskriver forholdet på denne måde her i bogen: “Det var det bastionære systems krav mere end noget andet, der førte til de nye regelmæssige, stringente byplaner, og det var måske det arkitektoniske element, der – i nogle tilfælde hurtigere end i andre – mest konsekvent bredte sig over hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet.” Det bastionære system er betegnelsen for et forsvarsværk, der beskyttede byen og dens eventuelle borg med fremskudte voldsystemer. Disse adskilte sig fra den middelalderlige mur ved ikke primært at yde forsvar i højden, men i dybden og ved at omdanne byens eller borgens forterræn til ét stort, sammenhængende fremskudt forsvar. Det var derfor både dyrt og arealkrævende.
De to militærhistorikere David Høyer og Jens Ole Christensen har anført, at det bastionære system blev introduceret i Danmark, da den sachsiske bygmester Hans von Diskau kom til Danmark i 1558 og udkastede planer til Christian 3. for anlæggelsen af bastioner ved Krogen (Kronborg). Planerne blev realiseret med nogen forsinkelse. Københavns befæstning blev udvidet med bastioner i 1606-1624, sammenfaldende med anlæggelsen af Christianshavn (jf. Jane Jark Jensens artikel).2 I det danske kongerige så man også eksempler på italiensk og nederlandsk inspireret renæssancebyplanlægning, men billedet er direkte misvisende, hvis ikke også rigets øvrige dele inddrages, som det fremgår af Thomas Riis’ artikel “Renæssancens fæstningsbyer i Slesvig-Holsten”.
Den danske forskning om denne periodes fæstningsværker har længe stået stille; det gælder især forskningen om de fæstningsværker, som omgav byerne. Der er ikke udgivet et samlet overblik over middelalderens og renæssancens bybefæstninger siden Vilhelm Lorenzens og Otto Norns værker fra 1930’erne, 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. I disse klassiske værker er hovedvægten lagt på det arkitektoniske element. Forskningen er heldigvis begyndt at flytte på sig. 350-året for den svenske belejring af København 1658-1660 gav i 2009 anledning til et større værk, der analyserede begivenheden i lyset af centrale politiske, sociale og økonomiske begivenheder samt den militærteknologiske udvikling.3 Arkæologien har i særlig grad frembragt nye resultater. For at kunne give en samlet beskrivelse af renæssancens bybefæstninger og deres historiske kontekst er denne bog derfor skrevet af historikere, arkæologer og arkitekter.
Købstæderne i renæssancen
Perioden 1536-1660 var i byhistorisk lys præget af de verdslige borgeres økonomiske fremgang. Ved reformationens gennemførelse og afslutningen på Grevens Fejde havde borgerne ikke i første omgang opnået særlige fordele; fordelene tilfaldt i stedet kongemagten og højadelen, og perioden kaldes derfor som bekendt “adelsvælden”. I byerne efterlod opløsningen af den katolske kirke med dens mange institutioner imidlertid et fysisk, institutionelt og mentalt tomrum, som i høj grad blev fyldt af de førende borgergrupper: de største købmænd og de familier, der dominerede byens råd. Økonomisk oplevede borgerskabet også en fremgang. Den begyndte efter midten af 1500-tallet og varede, med afbrydelser, indtil den store by- og samfundskrise satte ind fra omkring 1620. Perioden som helhed var også kendetegnet af et stigende modsætningsforhold mellem en voksende statsmagt og købstædernes historiske autonomi.
Det skal kort nævnes, at købstæderne næsten uden undtagelse var de eneste tilladte bysamfund, defineret ved de privilegier og rettigheder de havde fået tildelt af kongemagten, enten hver for sig eller som gruppe. Der var gennem middelalderen foregået en proces, der havde udskilt og bestemt indholdet af begrebet en “borger”. Det var både sket i byernes indre organisation og ved den negative bestemmelse i forhold til, hvad en “bonde” var. Ved indgangen til renæssancen var den terminologiske modsætning mellem borger og bonde veldefineret og dækkede over en social, økonomisk og politisk kløft mellem dem, der boede i byen, og dem på landet. I byernes indre organisation var der gennem middelalderen sket en udvikling, hvor borgerne i højere grad blev anerkendt gennem øvrighedens tildeling af rettigheder på grundlag af deres officium, deres bestilling eller beskæftigelse, eksempelvis håndværkerne, der gennem deres arbejde ydede et bestemt bidrag til samfundet og af konge og byøvrighed fik tildelt en position, der svarede hertil. Samtidig forstod borgerne stadig sig selv og deres gruppe i forhold til deres egne korporationer, dvs. deres sammenslutninger af ligemænd i gilder, lav eller kompagnier.4 Udadtil fremstod borgerne imidlertid som én stand – borgerstanden – og som sådan fik de tildelt kollektive rettigheder og pligter.
FIG. 1.
Frederik 1. beordrede i 1525 alle bybefæstninger i landet nedrevet med undtagelse af København og Malmø. Selvom det langtfra blev efterlevet med det samme, udtrykker beslutningen et ønske fra kongemagtens