VelfAerdsinnovation. Birgitte KlAesoe

      1

      Indledning

      “Hvad er velfærdsinnovation?” spurgte en ven i festligt lag, da vi fortalte ham om denne bog. “Det lyder som endnu et luftigt begreb, som ledelseskonsulenter bruger for at få noget at leve af. Skal vores velfærd nu også til at være et produkt, der kan sælges?”

      Først kunne vi ikke undgå at trække på smilebåndet, for vores ven har jo ret; velfærdsinnovation er et stort og luftigt begreb, som bruges til at dække alt fra ændringen af en arbejdsproces i en kommune til en fuldstændig digitalisering af statens kontakt med landets borgere. Ligeledes har han ret i, at innovation indtil nu primært har været forbundet med private virksomheder og deres forsøg på at skabe sig konkurrencefordele i forhold til andre på markedet. Innovation har først inden for de seneste 10 år været sat i forbindelse med velfærd og har vundet indpas i den offentlige sektor. Kombinationen af de to ord velfærd og innovation gav vores ven den association, at vores allesammens velfærd nu også skal sættes til salg. Heller ikke dér var han nu helt gal på den, fordi der faktisk kan ligge et stort eksportpotentiale i at få de danske velfærdsmodeller konceptgjort og salgbare. Det er ikke det, der er udgangspunktet, men det er muligt.

      Efter at have smilet færdigt måtte vi op på hesten igen og forklare ham, hvad velfærdsinnovation så er. Det er altid godt at skulle fortælle noget kort. Specielt til en fest, ellers smutter personen hurtigt videre til nogle andre mere spændende personer at snakke med. Kort fortalt er velfærdsinnovation nye ideer til forbedring af velfærden i et samfund. Hvor innovation i den private sektor er rettet mod at øge salg for virksomheden, så er innovation på velfærdsområdet rettet mod at skabe forbedringer for samfundet og borgerne heri. Det kan være ved at gøre velfærdsydelserne billigere, så borgerne enten kan modtage flere af dem eller betale mindre i skat. Eller det kan være ved at ændre velfærdsydelserne på en sådan måde, at borgerne oplever en større kvalitet og livsværdi.

      Velfærdsinnovation handler om at nytænke de politikker, ydelser (et andet ord for produkter), processer og teknologier, som er med til at skabe materielle og immaterielle goder for borgerne i et samfund. Så når ordet velfærd sættes foran innovation, så skal du helst få den association, at det handler om at udvikle og forandre indretningen af vores velfærdssamfund. Kan vi finde nye løsninger, så vi kan få mere velfærd for de samme eller færre penge? Hvordan kan sundhedssektoren indrettes, så patienterne oplever en større tilfredshed med deres behandlingsforløb, og så de koster mindre? Kan der ændres på vores uddannelsessystem og skolerne, så vores børn og unge lærer noget mere, samtidig med at lærerne og eleverne synes, at det er federe at skulle møde hver dag på skolen? Og for alle dem, der i dag er på overførselsindkomster med alle de sociale problemer, det ofte medfører, må det være muligt at finde nye løsninger, så samfundets behov for arbejdskraft kan gå hånd i hånd med en større livsglæde hos personen, som skifter overførselsindkomsten ud med en tjent månedsløn.

      Selvfølgelig er det muligt, men det kommer ikke af sig selv. Velfærdsinnovation skal trænes som alt andet, før man bliver god til det. Vi befinder os i begyndelsen af en periode, hvor velfærdsinnovation går fra at være reserveret til et domæne for de kreative konsulenter til at være mainstream for alle dele af vores velfærdssystem. Vi er først ved at få øjnene op for potentialerne i at gentænke vores velfærdssamfund. Der er så mange ting, vi tager for givet, men som ikke behøver at være på den måde. Hvad hvis vi ved at gentænke vores arbejde med kriminelle kunne få nogle af dem til at ændre livsbane. Det ville spare samfundet for millioner og samtidig formodentlig give den kriminelle en højere livskvalitet. Det samme gælder for sundhedsvæsenet. Ved at gøre op med vores forståelse af, hvordan et behandlingsforløb skal se ud, kan der både spares ressourcer og opnås bedre resultater. Det er ved at gå op for os, men slet ikke i tilstrækkeligt omfang og slet ikke så systematisk, som det burde ske. Denne bog vil gerne bidrage til, at velfærdsinnovation bliver en integreret del af arbejdet for alle, der er beskæftiget med at udvikle og levere velfærdsydelser. Velfærdsinnovation skal være mainstream – og ikke noget, som foregår på sidelinjen eller er reserveret til skåltalerne.

      Men hvorfor oplever vi dette behov for velfærdsinnovation, og er det overhovedet nødvendigt? Til den sidste del af spørgsmålet først: Svaret er klart ja, der er et kæmpe behov for innovation i vores velfærdssystem. Årsagen er, at vi simpelthen ikke har råd til at køre videre med den velfærdsmodel, som vi har skabt. Den koster for meget, og der skal bruges for mange mennesker til at skabe den velfærd, som vi har vænnet os til. Mennesker, som vi lige om lidt slet ikke har til rådighed, hvis den demografiske udvikling fortsætter som hidtil: Der vil være alt for få unge mennesker til at betale for og levere velfærden til et stigende antal ældre. Ligeledes sætter teknologien konstant nye og dyrere rammer for, hvad det er muligt at gøre fx i form af behandlinger inden for sundhedsvæsenet. Der er også en generel kulturel forandring i gang, hvor vi som samfundsborgere sætter større krav til kvaliteten i ydelserne og ønsker en mere individuel behandling. Men især på grund af økonomi og demografi er vi nødt til at gentænke den måde, velfærdsmodellen fungerer på. Den skal være billigere og mindre personaletung.

      Her bare et par tal, som beskriver udfordringen: I løbet af de næste år vil den demografiske udvikling i Danmark betyde, at antallet af ældre vil stige. Danmarks statistik¹ har beregnet, at antallet af personer på 65 år og derover vil vokse med 668.000 personer (81 %), nemlig fra 823.000 i 2006 til 1.490.000 omkring år 2045. I samme periode vil folketallet i den erhvervsaktive aldersgruppe (25-64 år) falde med 416.000 (14 %), nemlig fra 2.980.000 i dag til 2.570.000. Det er en kolossal samfundsmæssig udfordring, som får finanskriser til at blegne.

      Derfor kommer begrebet velfærdsinnovation meget belejligt som en overordnet forklaringsramme for de ændringer, vi er vidne til i disse år. Men det er netop en overordnet forklaringsramme, som kan dække rigtig mange ting. Så vores ven fra festen har ret i, at begrebet om velfærdsinnovation kan virke luftigt, men at det primært er for ledelseskonsulenter, har han ikke ret i. Dertil er nødvendigheden af ændringer i velfærdssamfundet alt for presserende.

      Den danske velfærdsmodel

      At der er tale om et behov for forandringer, er der således ikke tvivl om, men hvad retter disse forandringer sig imod? For at kunne svare på det, må vi kigge på nogle hovedelementer i vores velfærdsmodel. Her i meget kort form.² Modellen er kendetegnet ved at være politisk styret. Det er folketings- og kommunalpolitikere, som grundlæggende bestemmer, hvad den fælles samfundskasse skal bruges til. Hvor mange penge der skal bruges på overførselsindkomster, hvor mange på folkeskolen, sygehus osv. Derudover fastsætter de også, hvilke ydelser borgerne kan få, og hvilket serviceniveau de kan forvente.

      Når de overordnede økonomiske og lovgivningsmæssige rammer er på plads, så er der en myndighedsside og en leveranceside. Myndighedssiden handler om, at der er nogle, som fastsætter og kontrollerer den mere præcise udmøntning af lovgivningen. Fx hvilke typer af behandlinger som sundhedsvæsenet må gennemføre, og hvilke rettigheder patienter har i forhold til deres genoptræning. Denne myndighedsfunktion varetages af forskellige offentlige organisationer såsom ministerier, styrelser, kommunalforvaltninger og regionskontorer.

      Så er der leverancen af velfærdsydelser. Vores velfærdsmodel er kendetegnet ved, at det altovervejende er offentlige institutioner, der leverer velfærdsydelser. Kommunale folkeskoler leverer undervisning, regionale hospitaler behandler patienter, og en statslig styrelse udbetaler godtgørelse for arbejdsskader. Sådan behøver det dog ikke at være. I mange lande er disse funktioner på private hænder. Det kender vi også i Danmark med fx privathospitaler, skoler og private aktører på hjemmehjælps- og beskæftigelsesområdet. Alligevel er det overordnede billede, at det i dag er offentlige institutioner/organisationer/ virksomheder, der også står for at levere velfærdsydelserne.

      Endelig er der os som borgere. Vi forventes at betale for gildet gennem vores skatte- og brugerbetalinger og at gå aktivt ind i skabelsen