VelfAerdsinnovation. Birgitte KlAesoe
med denne ultrakorte gennemgang af elementerne i velfærdsmodellen er, at fornyelsen kan rette sig mod mange forskellige elementer i modellen. Velfærdsinnovation kan derved handle om at forny de politikker, som styrer et område, eller blot forny den måde, politikkerne bliver skabt på. Eksempelvis arbejdes der mange steder på at få borgere inddraget på en helt anden og direkte måde i udformningen af fx en kulturpolitik i en kommune.3 Hvor det før blot var et anliggende for de valgte politikere, så ses det flere og flere steder både, at delelementer lægges ud med henblik på at få ideer fra borgere, og at enkeltafgørelser om, hvorvidt kommunen fx skal have en skøjtebane, eller hele politikker som en kulturpolitik kommer til afstemning blandt kommunens borgere på nettet.
Velfærdsinnovation kan derudover handle om den måde, velfærdsydelserne skabes på. Hvilke arbejdsprocesser og teknologier bruges af jobcentrene til at få folk i arbejde? Eller hvordan er rehabiliteringsforløbet for en hoftepatient organiseret? En velfærdsydelse kan være mange forskellige ting, alt fra en tilladelse til at kunne udskænke alkohol eller få kørekort over undervisning på universitetet til støvsugning i hjemmet. Alt sammen er velfærdsydelser, der skabes af nogle organisationer, som har indrettet sig på en bestemt måde og med brug af nogle bestemte redskaber og teknologier samt med nogle arbejdsprocesser, der konkret skal realisere, at der faktisk leveres en ydelse til borgeren. Ligeledes kan velfærdsinnovation handle om den måde, hvorpå borgeren inddrages i realiseringen af ydelsen.
Og så er der jo innovation i forhold til selve velfærdsydelsen. I traditionel innovationslitteratur tales der ikke om ydelser, men om produkter. Det handler om, hvordan produkter bliver gentænkt og tilføjet nye egenskaber, som gør dem ekstra attraktive på markedet. Fx hvordan et nyt innovativt produkt som iPhone’n tilbyder nogle helt nye muligheder, som får alle til at købe den i forhold til andre produkter på markedet. Men i relation til velfærd, så kan der være tale om konkrete “produkter”, fx i form af et nyt kunstigt knæ eller en bygningstilladelse. Som oftest vil der dog nærmere være tale om koncepter eller forløb med et større eller mindre immaterielt indhold. Et behandlingsforløb kan eksemplificere det: En ældre hjemmeboende borger skal have et nyt knæ. I stedet for som tidligere først at blive undersøgt og opereret et sted på hospitalet, indlagt et andet sted på hospitalet og genoptrænet ude i kommunen, så kan hele processen varetages af et samarbejdende team med deltagere både fra hospitalet og de kommunale genoptræningsinstitutioner.4 Derved planlægges hele behandlingsforløbet i et samarbejde med større koordination og tilfredshed for borgeren og med det resultat, at borgeren er indlagt i kortere tid og kommer hurtigere igennem genoptræningen til glæde for hospitalets og kommunens økonomi.
I dette eksempel er selve “produktet” i form af det nye knæ og operationen en lille del, mens al organiseringen og arbejdsgangene omkring selve indgrebet fylder hovedparten. Som det vil fremgå af bogens mange eksempler, så er et gennemgående træk ved velfærdsinnovation, at der er mange forskelligartede og komplekse omstændigheder og relationer, der skal tænkes med, før selv den bedste ide eller ydelse reelt kan komme til at skabe værdi for samfundet.
Innovation
Værdi er netop nøglen til forståelse af innovation. Det er først muligt at tale om innovation, hvis den skaber værdi for nogen. Følgende simple huskeregel kan bruges til at skelne innovation fra iderigdom og kreativitet: Den kreative ideskabelse bliver først til innovation, hvis ideen bliver implementeret og skaber værdi for nogen. Da innovationsbegrebet første gang blev brugt for cirka 100 år siden, så var det for at beskrive drivkraften i de kapitalistiske samfund.5 At entreprenørers og virksomheders evne til at innovere og konstant frembringe nye produkter satte en dynamik i gang, som fik samfundet til at udvikle sig. Værdien blev skabt for virksomheden og for samfundet som helhed. Denne grundlæggende forståelse af innovation har holdt sig levende i alle årene, selvom samfundsdimensionen trådte noget i baggrunden og begrebet i stigende grad blev brugt med sigte på enkeltvirksomheder og deres evne til at udkonkurrere andre virksomheder gennem produktinnovation.
Innovation har været forbundet med forskning, teknologi og produkter. Nogle forskere har arbejdet på at udvikle en ny teknologi, som omsat til produkter har nået kunderne og skabt en større værdi i form af større livskvalitet og/eller effektivitet m.m. Værdien for virksomheden er større markedsandele og større profit. En forholdsvis simpel forståelsesramme.
Med velfærdsinnovation er det noget mere komplekst. Ikke alene skal værdiskabelsen forstås bredere, fordi den ikke altid kun kan opgøres i penge, men fx også i bedre ressourceudnyttelse, mere demokratiske processer eller større borgertilfredshed.6 Der er heller ikke altid tale om brug af forskning og teknologi som grundlag for en velfærdsinnovation. Det kan sagtens være en anden involvering af patienten i eget behandlingsforløb eller skabelsen af en socialøkonomisk virksomhed, der giver arbejde til borgere med autisme, som ellers ville være på overførselsindkomst. Med andre ord behøves der hverken at ligge forskning eller ny teknologi til grund, før en innovation kan skabe ny værdi på velfærdsområdet. Denne indsigt er ikke bare sket vedrørende velfærdsinnovation, men generelt i forbindelse med brugen af innovationsbegrebet. Heller ikke private virksomheder behøver at have fået et nyt grundstof for at skabe værdi ud fra en ny ide. Den amerikanske cafégigant Starbucks har hverken opfundet kaffen eller en ny måde at brygge den på, men har formået at pakke selve produktet ind i et koncept, som mange mennesker gerne vil identificeres med. Derved har Starbucks-ejerne tilført deres produkt en yderligere immateriel værdi.
Problemet med innovation som begreb er, at det næsten er blevet for slidt, før det overhovedet nåede velfærdsområdet. Enhver statslig styrelse, kommune eller institution har mindst et afsnit i deres strategi, der handler om, hvor innovativt organisationen agerer og udvikler sig. Og det indhold, innovation som begreb skal lægge ryg til, er heller ikke småting, og de kreatives sprogbrug har haft frit spil med termer som “fritstående accelererende innovationsplatforme” og “triple helix innovation”. Der er ikke så meget at sige til, at folk bliver lidt trætte i øjnene, når talen falder på innovation eller velfærdsinnovation for den sags skyld. Men det bør ikke være på den måde, fordi fremtiden for vores velfærdssamfund faktisk står og falder med, at vi formår at forny det. Som det fremgår af tilstandene i mange lande er vores velfærd langtfra en naturgiven ting. De fleste mennesker i Angola kan kun drømme om en flig af det velfærdssamfund, vi tager for givet. Samfundet kan sagtens indrettes, så velfærden primært er op til den enkelte og dennes økonomiske udgangspunkt. Skal vi fortsat have et internationalt konkurrencedygtigt velfærdssamfund, så skal ydelserne skabes billigere, være bedre og tilfredsstille borgernes forventninger på nye måder. Måske kan vi ligefrem stå i den situation, som vores ven spurgte til, dvs. at vi kan eksportere disse nye løsninger på velfærdsområdet til resten af verden?
Hvorfor en bog om velfærdsinnovation?
Eller spørgsmålet kunne lyde, hvorfor endnu en bog om velfærdsinnovation? Selvom vi står på tærsklen til en periode, hvor der vil ske store forandringer i vores velfærdssamfund, hvilket i sig selv berettiger, at det er værd at læse om og arbejde med velfærdsinnovation, så er vi jo ikke de første, der skriver om det. Der findes allerede en række udmærkede bøger, som på forskellig vis beskriver velfærdsinnovation.7 Alligevel har vi selv manglet en samlet og overskuelig indføring til emnet, der på samme tid kunne give et indblik i begrundelserne for, hvorfor velfærdsinnovation er kommet på alles læber, en beskrivelse af, hvad der ligger i begrebet, og hvad man kan gøre for at skabe velfærdsinnovationer, samt hvilke potentialer og begrænsninger der er ved selvsamme velfærdsinnovationer. Så alene ud fra det gode egoistiske princip, at man underviser i eller skriver om det, man gerne selv vil lære, har vi skrevet denne bog.
Samtidig har vi dog den tro, at vi ikke er alene om at have et sådant behov for en samlet og forholdsvis kortfattet introduktion til velfærdsinnovation. I regeringens seneste innovationspolitik8 og i de fleste anbefalinger for at løfte innovationskompetencen9 står uddannelse højt på ønskelisten. Der er for lidt viden om innovation og for lidt praktisk erfaring med, hvordan innovation praktisk gribes an. Anbefalingen er, at det skal fylde