LAeringens DNA. Theresa Schilhab
Theresa Schilhab
Læringens DNA
Aarhus Universitetsforlag
Den første læring
Chimpansemors undervisning
Når vi taler om de knubs, livet giver os, bruger vi ofte udtrykket ’livets skole’. Livets skole handler om alt det, vi lærer, når vi støder sammen med verden. Sammenstød lyder så voldsomt. Biologisk er der snarere tale om ’møder’. Forestil dig, at du befinder dig i en sæbeboble, og at du møder verden i netop de zoner, hvor kroppen er i kontakt med sæbeboblen. Mødet sætter læreprocesser i gang på samme måde, som en faldende sten fremkalder ringe i vandet, når den rammer vandoverfladen.
Mødet med verden sker ikke i et enkelt punkt, men mange steder samtidig, både med og uden vores bevidste kontrol. Omdrejningspunktet for læring er denne stadige og alsidige kontakt med verden, der bl.a. ved hjælp af nerveceller sætter sig spor langt væk fra kontaktpunktet. Men vi er typisk uvidende om sporene og har derfor svært ved at gøre dem til genstand for undervisning. Alligevel er vores møder med verden og deres svingninger afgørende biologiske forudsætninger for, at vi kan lære noget som helst. Og når vi ved noget om, hvordan ’møder med verden’ og ’svingninger’ hænger sammen med læring, kan det være med til at befrugte vores didaktiske overvejelser, når vi underviser. Der er derfor god grund til at interessere sig lidt for biologisk læring, når vi skal undervise børn i skolen.
Når du, som det naturligste i verden, tager på dig at lære eksempelvis dine børn eller dine elever noget, så leverer du et stort mentalt arbejde, fordi det kræver nøje planlægning og føling med det menneske, der skal lære. God undervisning kræver ikke alene, at læreren kan formulere viden og holde sig mål for øje, men også omfattende indsigt i modtagerens perspektiv.
Ud over mennesket er det kun pattedyr med høj levealder, som f.eks. spækhuggere, chimpanser og gorillaer, der tilrettelægger egentlige læringsforløb, hvor ’eleven’ systematisk tilegner sig viden over tid.
En chimpansemor bruger en række didaktiske redskaber, når hun underviser sin unge i at knække nødder, fange termitter eller afvæbne brændenælder, så de ikke svier i mundhulen. Først viser hun, hvilke typer sten hun bruger som henholdsvis hammer og ambolt ved at overlade sine egne redskaber til ungen. Hun demonstrerer sin nøddeknækkerteknik gentagne gange i slowmotion og lægger for-slåede nødder i hånden for at hjælpe og motivere ungen til at lære, hvordan hammeren skal ramme nødden, og hvor nødden skal placeres på den sten, der fungerer som ambolt. Hun former også ungens hånd om stenen, så den mærker, hvordan slaget skal slås. Og hun skyder ikke mindst genvej til målet (den spiselige nød) for at motivere ungen. Den skal jo selv lære at mestre opgaven, og hun ved, at bevidstheden om belønningen sikrer, at ungen fortsat øver sig.
For chimpansemoren består undervisning altså typisk i at tilrettelægge verden, så mødet med den bliver så optimalt for eleven som muligt. Ungen spilder ikke tid på ubrugelige bevægelser eller sten, fordi moren hurtigt stopper de ubehjælpelige forsøg. I undervisningen formidler moren sin teknik på en måde, som øger sandsynligheden for, at ungen lærer at knække sine nødder selv.
Når det derimod er verden, der underviser, dvs. når vi skal lære gennem oplevelser med verden, er tidsforbruget og indsatserne højere. Der er mange flere muligheder for at begå fejl, inden vi har lært nok til at undgå dem. Vi kan ikke spise ret mange røde fluesvampe eller køre modsat kørselsretningen ret længe, før konsekvenserne melder sig. Og det er langtfra alt, vi selv kan nå at opleve og uddrage viden af. Derfor er undervisning værdifuld, så vi ikke altid behøver at opfinde den dybe tallerken selv.
Når undervisning har en række klare fordele, hvorfor har jeg så skrevet en bog om, hvordan vi kan lære ved hjælp af møder med verden? Er der mon en sammenhæng mellem undervisning, hvor læreren stiller sig mellem eleven og verden, og vores biologiske forudsætninger for læring? Lad os søge svarene ved først at undersøge, hvad læring er, og hvad den gør godt for.
Sansebaseret mønsterlæring
Læring er en grundlæggende kvalitet ved livet. Vi støder ustandselig ind i verden og lærer af mødet. Det sker ikke i ét punkt, men mange steder samtidig, både med og uden vores bevidste kontrol. Det udnytter læreren, når den uvillige elev ikke vil høre, men i stedet må føle. Lige fra antallet af stavelser i ’redskabsgymnastikstævne’ til, om der skal mere smør i pandekagedejen. ”Sagde du ’tre stavelser’? Så prøv at klappe dem”.
Vi holder aldrig op med at lære gennem direkte kontakt, selvom læring i mødet med verden fylder mest, når vi er yngre. Mødet med verden gennem mange samtidige sansninger er nemlig grundlaget for, at der efterhånden tegner sig et mønster, som gør verden meningsfyldt for os. Det begynder, så snart vi bliver født.
Spædbørn bruger timer på at gøre sig erfaringer med sansninger og mønstrene bag. De strækker arme og ben i vejret, som om de mærker sig de forskellige aspekter bag bevægelserne. De flagrer med hænderne foran sig og kommer til at berøre ansigtet. En rangle, der larmer på grund af bevægelsen, giver samtidig hørelsen noget at arbejde med. Barnet vender hovedet mod lyden, der bringer synet i spil. Det sker ikke én gang, men mange gange. Gentagelserne opøver kontrollen med musklerne. Men gentagelsen giver også mulighed for at opleve sammenhænge mellem et gryende ’jeg-som-aktør’, den mekaniske muskelsammentrækning, kroppens bevægelse i rummet og ranglelyden, som ’jeget’ er årsag til.
Mønstergenkendelsen har afgørende betydning for vores læring senere i livet. Den er årsagen til, at vi ofte kan nøjes med erfaringer fra en sans til at forudsige, hvad det er for et fænomen, vi står over for. Lugten af ost, når vi åbner køleskabet, giver os forventninger om en ost på hylden, og lyden af en opbremsning giver os både forventninger om en bil i nærheden, og at den eventuelt har kørt for hurtigt i forhold til omstændighederne. I de tidligste læringsfaser skal vi derfor lære med alle vores sanser. Når vi er helt små, drages vores opmærksomhed af det, der kan påvirke os gennem flere sanser samtidigt. Bolden, der hopper, påvirker i samme bevægelse både synet og hørelsen. Den kraftige samtidige påvirkning fører til, at bolden ’stikker ud’ i forhold til andet i verden. Efter adskillige sådanne samtidige oplevelser, hvor flere sanser er aktive, lærer vi at genkende en genstand som f.eks. ’bold’ kun ved hjælp af synet.
Det er de parallelle svingninger, der bliver sat i gang på grund af vores medfødte ’følsomhed’ over for aspekter af verden, der får ting og begivenheder til at skille sig ud fra baggrunden. De parallelle svingninger er opstået gennem aktivering af flere sanser på én gang. De forstærker hinandens virkning og sætter sig som en særlig kraftig virkning af mødet med verden, når de optræder samtidigt.
Vores modtagelighed over for påvirkninger, der lagres som mønstre, giver os mulighed for at forudsige verden. Små børn forsøger f.eks. at datidsbøje uregelmæssige verber efter reglerne for regelmæssige verber og siger ’jeg tællede’ i stedet for ’jeg talte’. Helt grundlæggende skal læring bruges til at forudsige verden på baggrund af en flig af information. Læring er nemlig evolutionens svar på, at verden er uhyre kompleks. Derfor ses forudsigelse også hos gråkragen, når den ud af øjenkrogen følger med i artsfællens gemmesteder, hos hunden, der løber efter bolden, og hos akvariefisken, der slår næsen mod glasset i forventning om mad, når nogen kommer. Læring i mødet med verden foregår automatisk, dvs. uden undervisning, og uden at sprog er involveret.
Mønsterlæring i skolen
Hvorfor er sansning og mønstergenkendelse væsentlige faktorer i en bog om de biologiske forudsætninger for læring? Og hvordan kan forenklingen og systematiseringen af verden gennem samtidige sansninger have betydning for undervisning i skolen?
Svaret er, at denne grundlæggende læring forbliver usvækket, både som læringsredskab og som kilde for hukommelsen, selvom den træder i baggrunden, efterhånden som vi lærer sprog og udvikler vores forestillingsevne.
Det er mønsterlæring, der forklarer, hvorfor den ellers kvikke pige ved synet af matematikbogen pludselig ingenting forstår. X’er og Y’er trækker tæppet væk under hendes selvsikkerhed