Ansvar. Ulrik Nissen
hjem i Berlin og arresterede ham. Resten af krigen tilbragte han i fangenskab, og den 9. april 1945 henrettede nazisterne ham ved hængning i koncentrationslejren Flossenburg, kun en måned før krigen sluttede.
X ER ANSVARLIG …
Beretningen om Bonhoeffer fortæller os helt konkret om, hvad det kan indebære at tage ansvaret for en hel nation på sig. Men lidt mere abstrakt kan vi i enhver form for ansvar faktisk finde en logisk struktur. Den amerikanske teolog Gerald P. McKenny har ligefrem sat det på formel og hævder, at et ansvar altid er udtryk for, at ”X er ansvarlig for Y over for Z”. Det kan lyde lidt formelt og teoretisk, men hvis vi sætter konkrete personer og opgaver ind i sætningen, bliver den straks mere forståelig.
Den 24. november 2016 afsagde Retten i Glostrup dom i det, som både Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten kaldte for Danmarks største medieskandale. Sagen begyndte dog allerede i april 2014 med udgivelsen af journalisten Ken B. Rasmussens roman, Livet, det forbandede.
Rasmussen havde skrevet bogen som en blanding mellem fiktion og virkelighed om dagligdagen på det fiktive ugeblad Set og Hørt. Men formentlig var der ikke en eneste læser, som var i tvivl om, at fortællingen drejede sig om forfatterens tidligere arbejdsplads, Se og Hør.
I bogen beskriver Rasmussen, hvordan en hemmelig kilde, den såkaldte tys-tys-kilde, videregiver fortrolige kreditkorttransaktioner til det fiktive sladderblad, hvis journalister så skriver afslørende artikler om berømtheders færden og gebærden. Problemet var naturligvis, at tys-tys-kilden ikke var rent og skært påfund fra Rasmussens side, men udtryk for, hvordan Se og Hørs journalister i virkeligheden havde skaffet sig baggrundsoplysninger til en lang række sensationelle beretninger om danske kendisser lige fra kongehuset til catwalken.
Umiddelbart efter udgivelsen af bogen kunne BT tilmed berette, at det sandsynligvis var en tidligere ansat hos IBM, der stod bag lækken. Det førte hurtigt til, at politiet sigtede både ham, mediekoncernen Aller Media, der ejer Se og Hør, og en række af bladets ansatte for ulovlig brug af fortrolige kreditkortoplysninger.
Retten fandt næsten alle sammen skyldige. Den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup fastholdt til det sidste sin uskyld, men retten vurderede dog, at han ikke kunne have været uvidende om, at hans journalister havde skaffet deres oplysninger uretmæssigt. Som ansvarshavende redaktør var han ansvarlig for samtlige af bladets dispositioner.
Englænderne bruger i den slags tilfælde begrebet imputability. Det betyder, at en person kan tilregnes eller tillægges et ansvar. Ved sin fornuft og sit overblik burde for eksempel Qvortrup have været i stand til at tage stilling til, hvad der for ham som ansvarshavende chefredaktør var det rette at gøre i situationen.
… FOR Y
Dernæst er den ansvarlige person ansvarlig for Y. Det er den opgave, som den ansvarlige person har fået betroet. I tilfældet med Se og Hør havde de to chefredaktører det endelige ansvar for bladets måde at skaffe sine oplysninger på. Dette ansvar skulle de løfte inden for rammerne af både dansk lovgivning og ugebladets redaktionelle profil.
Og her opstod udfordringen. Se og Hør lever af at bringe sensationelle historier om kendte mennesker. Denne side af ansvaret må for eksempel Qvortrup have vurderet, at bladet kun kunne leve op til ved hjælp af tys-tys-kildens forbudte oplysninger. Men dermed opstår der en konflikt mellem forskellige former for ansvar.
Qvortrup skulle både sikre et højt læsertal og sørge for, at hans journalister ikke overskred grænserne for, hvordan de skaffede sig oplysninger om kendissernes færden. Derudover kan vi naturligvis også spørge om, hvorvidt bladets ansatte ikke også burde have været sig et moralsk ansvar bevidst og derfor valgt ikke at viderebringe personfølsomme historier. Men det er jo ikke noget, retten skal tage stilling til. Det er op til det enkelte menneskes etiske vurdering.
Se og Hør-skandalen viser derfor også, hvor kompliceret ansvar kan være.
… OVER FOR Z
Endelig er personen ansvarlig over for Z. Denne side af ansvaret følger af den opgave, vi har fået. Opgaven kommer et sted fra, den er blevet givet os af nogen, og det er dem eller den, vi er ansvarlige over for. Englændere taler her om accountability. Det vil sige, at vi skal stå til regnskab.
I Se og Hør-sagen skulle redaktørerne, journalisterne og tys-tys-kilden aflægge regnskab for, om de havde overholdt loven. Det konkluderede dommeren, at de ikke havde. Men selvsamme sag viser også, hvordan for eksempel chefredaktørerne netop er ansvarlige over for flere parter.
Som chefredaktører har de ikke bare haft et ansvar over for Aller Media, men også over for bladets medarbejdere. Deres valg og beslutninger havde konsekvenser for i hvert fald to af bladets medarbejdere. Hvis de for eksempel havde besluttet ikke at gøre brug af tys-tys-kilden, kunne de have sparet bladet og journalisterne for en belastende sag. Omvendt har det høje oplagstal, som de eksklusive historier førte med sig, også sikret afgørende succeser på et trængt avismarked for ikke bare ugebladet, men også alle de ansatte. På samme måde har de to journalister stået til regnskab både over for chefredaktørerne og landets lovgivning. Med deres gode historier i bladet har de sikkert levet op til for eksempel Qvortrups forventninger, men af selvsamme grund forbrød de sig mod loven.
I den slags sager gør ansvarets responsmotiv sig tydeligt gældende. Når vi skal aflægge regnskab, gør vi det over for de personer, fællesskaber eller autoriteter, som vi står til ansvar over for. I sidste instans vil jeg som teolog hævde, at vi står til ansvar over for Gud for den måde, vi forvalter vores liv på. Gør det så Gud til en hemmelig Z-faktor? Det vil jeg selvfølgelig lade være op til dig, kære læser.
DEN ESSENTIELLE USIKKERHED
Da regeringspartierne Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti i marts 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i en militæroperation i Irak, kunne politikerne ikke være sikre på, at deres beslutning var den rette. De var for eksempel uenige om, hvordan Danmark skulle forholde sig til, at den irakiske diktator Saddam Hussein ikke kunne fremlægge beviser for, at han havde destrueret alle sine masseødelæggelsesvåben.
I november 2002 havde FN på USA’s foranledning krævet, at Irak skulle indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN’s våbeninspektører. I marts måned aflagde inspektørerne en overvejende positiv rapport til FN’s sikkerhedsråd. Men USA, England og Spanien følte sig ikke overbevist om, at samtlige våben var destrueret. Derfor argumenterede de for, at de havde ret til at gå i krig mod Irak.
I den konkrete situation vurderede VK-regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, at den kun ved at stå sammen med en international koalition mod Saddam Hussein kunne være med til at forbedre verdens sikkerhed. Fogh og regeringens øvrige medlemmer tog hermed ansvar for de konsekvenser, den beslutning måtte medføre. Men uden deres usikkerhed ville det ikke have givet mening at tale om ansvar.
Det kan lyde mærkeligt, at