SundhedspAedagogik og sundhedsfremme. Aarhus University Press
særlige kriser og udviklingsperspektiver. På trods af at Gergen & Gergen (2003) udtrykker en på nogle måder overdimensioneret positiv afspejling af mulighederne og aspekterne af livet i alderdommen, herunder ældres reelle muligheder for selvudfoldelse som følge af individuel social, kulturel og økonomisk baggrund, samt at de sandsynligvis fokuserer på en social og økonomisk elite af ældre, så fortælles her noget vigtigt: nemlig at livet i alderdommen ikke nødvendigvis er ringe og nedadgående, men først og fremmest at der i alderdommen eksisterer potentialer for også positiv aldring. Disse potentialer kan frigøres, såfremt den ældre får mulighed for at gennemleve, hvad udviklingspsykologen Erikson (1971) beskriver som den eksistentielle krise i alderdommen: ‘Integritet kontra fortvivlelse og afmagt’. Hvis identitet kan forstås som en kulturel og social konstruktion (jf. Levinson et al., 1996), kan deltagelse sammen med andre ligestillede i en pædagogisk situation, der opleves relevant – fx et sundhedsfremmende kursus for ældre – være med til at sikre en hensigtsmæssig udvikling, også på det personlige, psykologiske plan.
I den sundhedspædagogiske evaluering spurgte jeg deltagerne, hvad kurset havde betydet for dem – og fik følgende svar (fra fokuseret gruppediskussion med kursusdeltagere; Dahl, 2007: 53):
Ellen: “Jeg er blevet mere glad ved at mærke, at jeg har lidt værd i mig, altså, at jeg er lidt værd. Nu er jeg også blevet det klogere. Man kan jo aldrig blive for gammel til at blive klog, vel? […] Der er mange ting, jeg kan bruge i det [kurset]. Netop selvværd. […] Altså at man i min alder kan komme til noget, som betyder noget for én. Og også at jeg kan følge med i det.”
Kirstine: [Om oplæg på kurset:] “Det var godt, fordi man følte, at man er noget værd, lige meget hvor man er i livet. Man skal ikke gå og tænke tilbage, man skal leve i nuet.”
For de ældre handlede det om at opleve respekt og forståelse omkring deres situation, at lære og gøre noget, man ikke havde gjort før, og at være del af noget ‘vigtigt’ i et fællesskab med andre ligesindede i en fase af livet, hvor mange oplever sig marginaliseret fra det arbejdsduelige samfund. Ældre skulle med andre ord få mulighed for at erhverve, forhandle og udveksle nye former for kapital samt orientere sig i det særlige felt af andre samtidige ældre på en ny og mere konstruktiv måde, for at bruge Bourdieus begreber (1977), sådan at en ny og positiv identitetsudvikling kunne igangsættes. Pædagogisk set handlede det om, at ældres identitetsspejlinger blev opfanget og forstærket i den pædagogiske situation, så de kunne vende tilbage til deres liv med nye selvforståelser, der kunne medføre positive identifikationer med alderdom, seniorliv og en ny sundhedssituation.
For mange ældre er alderdommen blevet en tid med mulighed for selvrealisering. De ældre udfylder ikke længere funktioner på arbejdsmarkedet, mange har stadig energi og lyst til at udvikle sig. Rejseaktivitet og deltagelse i kursus og uddannelsestilbud vidner om dette. Det negative syn på ældre omsættes imidlertid ofte i den sundhedsfremmede ældreindsats som at forebygge det fysiske forfald. Det er klart, at den sunde krop spiller en afgørende rolle for det stigende antal ældre, der søger udvikling, for den er fundamentet for at fortsætte et aktivt liv. Kroppen kan forfalde, men den sociale og psykologiske udvikling fortsætter.
Gerontopædagogisk3 handler det derfor om, at personen forholder sig til sig selv i en udvikling med fokus på sanselighed, lyst og motivation, med andre ord at de sundhedspædagogiske indsatser bygger på et bredere og mere positivt sundhedsbegreb, og hvor erfaringer fra et langt liv inddrages. En pædagogik over for ældre skal i høj grad inddrage de ældre og deres erfaringer – både fordi undersøgelser viser, at ældre deltager af lyst, og at sanselighed og nærvær er andre primære motivationelle faktorer i ældres læring (Dahl, 2007), men også fordi mange ældre ønsker selvudvikling, og fordi de personlige ressourcer bl.a. ligger i et langt livs erfaringer. Med andre ord skal den sundhedspædagogiske indsats være livsduelig og tage udgangspunkt i de ressourcer, ældre har – i mange tilfælde erfaringerne. Sundhedspædagogisk accentueres, at de ældre kommer til orde og bliver hørt – i planlægning og tilrettelæggelse såvel som i den konkrete udførelse.
Afslutning og perspektiver
I dette kapitel er der sat fokus på tre centrale optikker på en sundhedspædagogik for ældre, der sammen med en fjerde tværgående optik kan vise alternative og hensigtsmæssige veje i det sundhedspædagogiske arbejde med ældre. Formålet er at fremme ældres handlekompetence over for egen og andres sundhed. Perspektiverne, der kan fremanalyseres i en sådan sundhedspædagogik, er:
• Hverdagslivslæring: Hverdagslivets rutiner, strukturer og praksisser.
• Refleksion og kritisk bevidstgørelse: Kritisk bevidstgørelse, indsigt, fordybelse.
• ‘En lystens motivation’: Lyst, nærvær, sanselighed, motivation.
• Kapacitet og ressourcer: Mentale, fysiske og sociale kapaciteter og ressourcer.
Udgangspunktet for de fire perspektiver er, at ældres liv adskiller sig på en række væsentlige punkter i forhold til andres liv. Gruppen af ældre er forskellige, men ens på en række punkter: Mange ældre er holdt op med at arbejde eller reducerer mængden af arbejde og er dermed i en marginaliseret position i forhold til det arbejdsduelige samfund. De tilbringer væsentligt mere tid med andre aktiviteter i hverdagen, tiden er knap, og erfaringerne fra et langt liv gør det muligt at fokusere og udvælge efter lyst og interesse. Samtidig oplever mange ældre en ændring i de fysiske, mentale og sociale ressourcer og kapaciteter, som får konkret betydning for den tekniske tilrettelæggelse i forhold til at se, høre og forstå – men også med at inddrage erfaringer fra et langt, levet liv.
Alt dette må medtænkes i en sundhedspædagogik for ældre: For det første har hverdagen som kontekst stor betydning, og det er i hverdagens sundhedsproblemer, at refleksionen skal starte. Hverdagslivets rutiner, strukturer og praksisser bliver her udgangspunkt for pædagogikken. For det andet er det gennem processen kritisk refleksion og bevidstgørelse, at ældre kan opnå indsigt i nye handlemåder til at fremme sundheden for sig selv og andre. Muligheden for refleksion, bevidstgørelse og indsigt bliver her central. For det tredje er ældres motivationer for læring bundet op i lyst, nærvær og sanselighed. Dette betoner kravene til sundhedspædagogikken om at starte i de ældre. ‘En lystens motivation’ med udgangspunkt i nærvær, sanselighed, og hvad ældre opfatter som vigtigt, må accentueres. Endelig må for det fjerde medtænkes ældres fysiske og mentale kapaciteter og ressourcer, som stiller særlige krav til den tekniske og logistiske planlægning, herunder også at inddrage de mange erfaringer, som et langt, levet liv har resulteret i.
De fire perspektiver kan inspirere til at tilrettelægge og planlægge sundhedspædagogikken, så den tager udgangspunkt i ældre menneskers særlige forudsætninger og behov. De kan være et bidrag til at forstå og arbejde handlingsrettet sundhedspædagogisk med udgangspunkt i ældres særlige forudsætninger og behov, for eksempel i arbejdet med konkret indhold, relationen mellem underviser og deltager samt andre forhold i undervisningssituationen og konteksten omkring den.
For pædagogisk at udnytte de mange muligheder i feltet kan det derfor være centralt at tage udgangspunkt i temaer hentet fra de fire perspektiver. I gennemførelsen af sundhedspædagogiske indsatser over for ældre handler det derfor om at støtte ældres muligheder for at komme til orde, blive involveret, reflektere, skabe netværk, støtte op om en positiv identitetsudvikling, tage udgangspunkt i nærvær og sanselighed samt inddrage helhedspræget læring, der kan fremme ældres handlemuligheder i sundhed. At starte i og med de ældre fremmer mulighederne for at ældre kan handle. Konkret handler det om at inddrage mere kritiske tilgange i fremtidens sundhedspædagogik for ældre, hvor sundhed tænkes bredt og positivt som en modsætning til traditionelle pleje-, aktiverings- og behandlingstiltag, og hvor den klassiske opfattelse af alderdom som sidste trin på en livstrappe udfordres.
Perspektiverne kan være vigtige i enhver sundhedspædagogisk formidling, men accentueres i arbejdet med ældre, fordi alderdommen stiller særlige fordringer