Reformationen. Bo Kristian Holm
var også retfærdig.
Udstod Luther ikke straffen i dette liv, måtte han betale den med ’renter’ i skærsilden, inden døren åbnede sig til det evige Paradis. Samtidig skulle straffen også rense synden ud af mennesket. Den var en slags medicin. Afhængigt af forbrydelsens alvor kunne skriftefaderen pålægge synderen ti Ave Maria’er eller en dyr pilgrimstur til Rom. Hvis ikke boden fik renset synden helt ud, skulle skærsilden nok klare resten. Det var den sidste station, der gjorde Luther og mange andre mennesker i 1500-tallet bange.
I klostrene var skriftemålet endnu vigtigere, fordi munke og nonner ved hjælp af bønner og afholdenhed gerne skulle leve et liv tættere på Gud end det, den jævne befolkning førte uden for murene. Det forstod Luther. Og han forstod logikken i skriftemålet så godt, at han måtte skrifte igen og igen.
For hvis han nu kun angrede sin synd, fordi han var bange for straffen, så var angeren jo ikke oprigtig, og skriftefaderen ville komme til at give syndsforladelse på falske præmisser. Og så blev straffen selvsagt ikke mindre, men meget større. Altså måtte han i skriftestolen igen. Og igen.
Vi ved ikke præcist hvornår, men på et tidspunkt fik von Staupitz nok og sagde til Luther, at han frem for at rende i skriftestolen i tide og utide hellere skulle kigge lidt mere på Kristus på korset. Ved at hæve blikket ville han nemlig se en Gud, der var gået i døden for mennesket. Ham skulle han holde sig til.
Det er her i skriftestolen og i mødet med von Staupitz, at Luthers nye tanker begynder at tage form, og vi skal holde tungen lige i munden for at forstå, hvad det er, der sker. For intet sted i sit ellers enorme forfatterskab skriver Luther noget, som vi ikke kan finde i kilder fra før reformationen.
Allerede i 1100-tallet fremhævede den franske munk Bernhard af Clairvaux troen som vejen til Gud. Og det var på Staupitz’ opfordring, at Luther fokuserede på Kristus frem for på helgener som den hellige Anna. Datidens humanister med Erasmus af Rotterdam i front var omkring år 1500 begyndt at studere selv Bibelen på dens originalsprog, hebraisk og græsk, frem for den katolske kirkes latinske version og dens officielle udlægninger af den. Det resulterede blandt andet i den første trykte græske udgave af Det Nye Testamente, som Erasmus udgav i 1516, og som kom til at spille en stor rolle for Luther, da han senere oversatte Det Nye Testamente til tysk.
To konkrete skikkelser inkarnerer i Wittenberg disse traditioner. Lader vi Luther repræsentere klostertraditionen, selv om han også kendte samtidens humanisme, så repræsenterer Melanchthon toppen af poppen inden for humanistisk dannelse.
DET HUMANISTISKE VIDUNDERBARN
Melanchthon kan vi bedst beskrive som et vidunderbarn inden for humanismen, som udgjorde 14-1500-tallets førende intellektuelle strømning. Som 11-årig havde Melanchthon mistet både sin far og farfar, men heldigvis var hans farmor søster til Johannes Reuchlin, en af den tids allerstørste humanister, måske kun overgået af Erasmus af Rotterdam. Han opdagede den unge Melanchthons usædvanlige begavelse og sørgede for, at han fik den allerbedste uddannelse og blandt andet lærte græsk, hvad kun få udvalgte elever fik lov til.
Som blot 17-årig kunne Melanchthon i 1514 skrive magister i filosofi ved universitetet i Tübingen på sit cv, mens han bare to år senere udgav en bog med den romerske digter Terents’ komedier, som selveste Erasmus af Rotterdam roste til skyerne. Bedre papirer kunne han på den tid ikke få.
Desværre havde Melanchthon sit ydre imod sig. Han var højst 150 centimeter høj og havde en medfødt talefejl, som både studerende og professorer gjorde grin med, da Melanchthon i 1518 ankom til Wittenberg for at blive professor i græsk ved det unge universitet. Her var Luther allerede tiltrådt som professor i teologi seks år forinden. Men da Melanchthon havde holdt sin tiltrædelsesforelæsning, hvor han præsenterede en ny gennemgribende universitetsreform i retning af humanismen, var der bagefter ingen, der lo ad ham.
Det må have stået klart for forsamlingen, at Melanchthon var en af de allerskarpeste hjerner på det universitet, som i 1502 var blevet grundlagt af fyrsten over Sachsen, Frederik 3. eller den Vise, som han blev kaldt. Frederik ville have de klogeste hoveder til sit nye universitet. Og det fik han med Luther og Melanchthon. Men han fik også hænderne fulde, for
Samarbejdet og venskabet mellem den lidt ældre Luther og den unge Melanchthon blev altafgørende for reformationen ikke bare i de tyske fyrstendømmer. Det var også altafgørende for den måde, hvorpå Luthers tanker spredte sig videre ud i Europa. Blandt andet til Danmark, hvor kong Christian 2. fulgte begivenhederne i Wittenberg tæt.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.