Sprog pa universitetet. Группа авторов
Både konferencens oplæg og anbefalinger udgives i en publikation med titlen “Tysk nu!” januar 2010.
4 Jf. Bruxelles-erklæringen fra 2005 om “modersmål plus to” og Den Nordiske Sprogdeklaration fra 2006 med samme målsætning.
5 Sprog til tiden. Rapport fra Sprogudvalget, Kulturministeriet 2008.
6 Problemerne i erhvervslivet var også et tema på konferencen, men her må henvises til kronikken af planlægningsgruppen for Tysk nu i Politiken d. 21.10.2009: “Durch, für, gegen – hvad skete der lige med tysk?” samt til den kommende publikation.
7 At unge i dag eksponeres meget lidt for tysk og andre fremmedsprog i medierne blev også diskuteret ved konferencen. Det vil fremgå af den kommende publikation.
| Janus Mortensen | ph.d.-studerende, Roskilde Universitet, Institut for Kultur og Identitet,[email protected] | |
| Hartmut Haberland | docent, Roskilde Universitet, Institut for Kultur og Identitet,[email protected] |
Sprogvalg på danske universiteter i historisk perspektiv
Indledning1
Spaniere taler spansk, svenskere svensk, og i Danmark taler vi dansk. Sådan er det, og sådan har det altid været. Det ved ethvert barn. At det i virkeligheden forholder sig ganske anderledes – at nationalstater som Spanien, Sverige og Danmark som hovedregel faktisk er flersprogede på den ene eller anden måde – er noget selv voksne en gang imellem må huske(s) på.
I Danmark har man gennem tiderne gjort brug af en række forskellige sprog i forskellige sammenhænge. I middelalderen spillede latin en stor rolle i kirke, lærdom og i mindre og mindre grad i lov og forvaltning. Plattysk var til tider hoffets, håndværkernes og de rejsende skuespilleres sprog. Højtysk var i en periode diplomatiets sprog, senere erstattet af fransk, som i en overgang var den finere dannelses sprog.
I dag udgør engelsk for mange danskere en ekstra sproglig referenceramme ved siden af dansk (Haberland og Mortensen 2009). Engelsk spiller en så central rolle, at man i mange sammenhænge ligefrem taler om parallelsproglighed mellem dansk og engelsk, selvom det kan være uklart, om ‘parallelsproglighed’ skal opfattes som en programerklæring eller en statusbeskrivelse.
Diskussionen om sprogvalg handler ikke mindst om situationen på universiteterne, hvor engelsk i høj grad har vundet indpas i løbet af de sidste 10-15 år. Hvordan skal vi forholde os til det? Er det ikke mest ‘naturligt’, at man taler dansk på danske universiteter? Det kan man måske mene, men hvis man ser på udviklingen i sprogvalget gennem tiderne, viser det sig, at der ikke er noget ‘unaturligt’ i at bruge andre sprog end dansk på danske universiteter. Tværtimod.
Dansk universitetshistorie light
Dansk universitetshistorie starter med grundlæggelsen af Københavns Universitet i 1479. Faktisk er Københavns Universitet Danmarks eneste universitet2 frem til 1928, hvor Universitetsundervisningen i Jylland indvies (i dag bedre kendt som Aarhus Universitet). Når man taler om sprogvalg på danske universiteter gennem tiderne, handler det derfor i høj grad – men ikke udelukkende – om forholdene på Københavns Universitet.
Undervisningssproget på Københavns Universitet var fra starten latin. Man skal faktisk helt frem til den sidste halvdel af 1700-tallet, før latin for alvor begynder at få konkurrence som undervisningssprog. De ‘nye’ sprog var i første omgang primært tysk og fransk; dansk melder sig først på banen senere, bl.a. fordi mange af underviserne i det 17. og 18. århundrede slet ikke talte dansk – de var nemlig i stort antal importeret fra Slesvig-Holsten og fra andre lande i Europa.
Fra oprettelsen af Sorø Akademi i 1623 er Københavns Universitet dog ikke alene om at repræsentere det, vi i dag med et samlet begreb kan kalde ‘videregående uddannelse’. Sorø Akademi var en uddannelsesinstitution, hvor unge adelsmænd kunne tilegne sig færdigheder såsom “fægtning, dans, ridekunst, moral, politik og moderne sprog, særlig fransk” – uden at tage på bekostelige dannelsesrejser (Tamm 1991:206-7). På Sorø Akademi var undervisningssproget fra begyndelsen tysk, så selvom latin herskede på Københavns Universitet, foregik højere uddannelse i 1600-tallets Danmark altså ikke nødvendigvis på latin.
I det 18. århundrede kommer der yderligere skred i tingene. På Sorø Akademi skifter man til dansk som undervisningssprog, og på Københavns Universitet begynder flere og flere undervisere at bruge andre sprog end latin, primært tysk og fransk, men også i et vist omfang dansk.
I det 19. århundrede går det for alvor ned ad bakke for latin som undervisningssprog på Københavns Universitet. Det synes til dels at hænge sammen med, at underviserne ikke længere mestrer sproget tilstrækkeligt. “Kors i Jesu navn, hvad han staaer og tæller os til de fattige latinske Gloser”, skriver studerende P.O. Brøndsted fx i 1801 om professor Müllers latin og fortsætter: “Saa meget er vist: kunde jeg ej tale renere, lettere og mere flydende Latin end han – jeg dristede mig ej at gaae til Examen endnu det første Aar” (Brev til Bertel Møller, 2. november 1801, citeret i Hellesen og Tuxen 1993:206).
Ved overgangen til det 20. århundrede har latin helt udspillet sin rolle på universitetet, bortset fra ceremonielle funktioner.
I det 20. århundrede skyder der nye universiteter op i Århus, Odense, Roskilde og Ålborg. Alle steder i landet, inklusive København, er dansk det altdominerende sprog, i hvert fald indtil engelsk for alvor melder sig på banen i 1990’erne og indtager en mere og mere fremtrædende position frem til i dag.
Forskningssprog
Sådan ser billedet altså ud i grove træk, når vi taler om undervisningssprog. I forskningssammenhæng er historien lidt anderledes. Latin bliver brugt som forskningssprog op til 1800-tallet, men det er ikke lige så dominerende i forskningen som i undervisningen. Dansk bliver brugt som publiceringssprog helt tilbage fra 1600-tallet, ligesom man også ser publikationer på tysk og fransk. Det hænger sammen med, at forskningen inden for emner som naturvidenskab, rimkunst og beskrivelse af dansk og andre moderne sprog ikke havde en latinsproget forskningstradition på samme måde, som man fx havde det inden for teologi og jura.
At sproget for undervisning og forskning ikke er sammenfaldende, er ikke så underligt, når man tænker på, at universitetet frem til d. 19. århundrede først og fremmest var en undervisningsinstitution. Megen forskning foregik uden for universiteterne.
Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab blev grundlagt i 1742, og dets publikationssprog var fra begyndelsen dansk (selvom universitetet på dette tidspunkt stadig foretrak latin). Men dansk var ikke et sprog med international gennemslags -kraft. Den norske landmåler Wessel forelagde i 1797 sin Om Directionens analytiske Betegning for Selskabet, som i 1799 blev publiceret i Selskabets skrifter. Men i overensstemmelse med Selskabets sprogskik blev den offentliggjort på dansk, og ignoreret i udlandet. Der blev den først kendt 100 år senere, da en fransk oversættelse udkom (Branner 1999). I dag er det derfor ofte Argand og Gauss og ikke Wessel, som får æren for først at have beskrevet, hvordan komplekse tal kan beskrives geometrisk, fordi Argand og Gauss skrev på henholdsvis fransk og latin.
I 1800-tallet mister latin sin rolle som førende