Politisk psykologi. Группа авторов

      Den første udvikling i rational choice-teorien er udvidelse af dens formål, hvor den går fra at være en individuel præskriptiv teori til at være en deskriptiv teori. Forandringen af teoriens formål betyder, at teorien ikke længere skal kortlægge optimal adfærd, men nu forklare og forudsige adfærd. Konsekvensen af transformationen er, at idealet om fuld information og nyttemaksimering konverteres til deskriptive antagelser om individet (Green og Shapiro 1994: 12). I stedet for at foreskrive, hvordan aktøren kan handle rationelt, såfremt han har en hjerne, der fungerer som en perfekt regnemaskine, antages det nu, at aktøren er en perfekt regnemaskine, der besidder fuld information (Schoemaker 1982: 530; Zuckert 1995: 184). Udviklingen er primært foranlediget af gruppen af økonomer, der går under betegnelsen Chicago-skolen. Denne økonomiske skole rummer prominente teoretikere såsom Milton Friedman, George Stigler, Gary Becker og James Buchanan og har til formål at udbrede principper og tankegange fra det økonomiske domæne til det sociale og politiske (Miller 1962: 65; Lemke 2001: 197). Chicago-skolen har tendens til at sætte lighedstegn mellem det ideelle og det faktiske, således at den virkelige verden ses som værende en forholdsvis præcis udgave af økonomisk teori (Miller 1962: 65).

      Den anden udvikling i rational choice-teorien omhandler ligeledes teoriens formål, men også dens genstandsfelt. Med udgangspunkt i den deskriptive version af teorien har Chicago-skolen og andre neoliberale hen ad vejen gjort teorien præskriptiv igen. Dette er en følge af, at teorien i dens deskriptive udgave bruges til at komme med normative synspunkter om, hvordan samfundet bør indrettes. Denne nye form for præskriptiv teori adskiller sig fra den oprindelige individuelle præskriptive teori, fordi den bygger videre på den deskriptive fortolkning af rational choice-antagelserne. Formålet med denne tredje version af rational choice-teori er at forandre samfundets institutioner, hvorfor denne udgave af rational choice-teorien kan benævnes politisk præskriptiv.

      Politisk præskriptiv rational choice-teori indebærer en anden central udvikling inden for rational choice-teorien i form af en udvidelse af dens genstandsfelt. I og med at teorien nu er politisk præskriptiv, har teorien udviklet sig fra udelukkende at beskæftige sig med det økonomiske marked til at inkludere både økonomiske, politisk-administrative og sociale domæner (Green og Shapiro 1994). Det betyder, at både problemer og løsninger i adskillige domæner nu defineres ud fra de logikker og termer, der traditionelt kendetegner det økonomiske domæne (Lemke 2001: 197; Gordon 1991: 42). Der er her tale om, hvad mange rational choice-kritikere betegner som kolonisering af andre domæner og livsverdener (Habermas 1984: 8ff; Habermas 1987: 164ff; Horkheimer og Adorno 2002: 11; Monroe og Maher 1995: 1; Scott 2000; Walt 1999: 5; Baynes 1998: 2). Det betyder, at disse domæner, mest tydeligt politiske og sociale, nu indrettes ud fra samme præmisser, antagelser og logikker, som anvendes i den økonomiske sfære.

      I udvidelsen af teoriens domæne ligger en implicit antagelse om, at alle relationer grundlæggende er identiske med dem, der eksisterer på markedet, hvorfor de samme rationaler er velegnede til at danne grundlag for institutioner i alle samfundets domæner (Riker og Zavoina 1970: 50). Ifølge teoriens fortalere er det således ikke kun købere og sælgere på markedet, der forsøger at maksimere deres materielle velstand, men også bureaukrater, politikere, organisationer og stater. Sat på spidsen er der i denne økonomiske logik ikke forskel på at købe en bil og begå et mord. Begge handlinger antages at blive begået af en formålsrationel aktør, som mere eller mindre er en tro kopi af rational man. Aktøren opvejer omkostninger og fordele ved en given handling og køber bilen eller begår mordet, såfremt dette giver den største nytte. Det politiske svar på alverdens problemer er derfor at regulere sanktionerne for at begå et mord, hvorefter det forventes, at den rationelle aktør vælger en anden handling. Den økonomiske logik adskiller sig derfor grundlæggende fra den politisk psykologiske forståelse af menneskelig handling, som i langt højere grad inddrager psykologiske og biologiske faktorer.

      Konsekvenserne af udvidelsen af rational choice-teoriens formål og genstandsfelt har vist sig at være omfangsrige, eftersom tankegangen dominerer store dele af den politiske sfære. Udvidelsen af formål og genstandsfelt har været stærkt medvirkende til fremkomsten og opblomstringen af disciplinen politisk psykologi, fordi den sætter spørgsmålstegn ved de antagelser, som rational choice-teorien bygger på.

       Disciplinen politisk psykologi

      Som navnet politisk psykologi antyder, udspringer disciplinen af politologi og psykologi. Det er en interdisciplinær videnskab, som tager udgangspunkt i to forskellige discipliner med hver sit formål. Psykologi fokuserer normalt på individet, mens politologi fokuserer på summen af individer og det aggregerede udfald af deres organisering og handlen. I forsøget på at kombinere styrkerne ved politologi og psykologi udgør rational choice-teorien et udgangspunkt, da der heri findes en kobling mellem mikro- og makroniveau. Politisk psykologi har særligt fokus på de antagelser, der ligger bag de politiske analyser. Det er nødvendigt at have korrekte empiriske antagelser om individet, førend man kan lave politiske analyser, eftersom individer og deres kognitive begrænsninger har stor betydning for det samlede udfald. Politisk psykologi arbejder på at åbne og afkode de fænomener, rational choice-teorien betragter som en sort boks (McGraw 2000: 823). Politisk psykologi er reduktionistisk på samme måde som psykologi,