Byen. Mikkel Thelle
1927, som viser byen som et forkromet, industrielt helvede med skove af dampfløjter og flyvende biler. Overklassen lever på overfladen af byen, i en solbeskinnet, kunstig verden frembragt af gigantiske maskiner i arbejderklassens dybe, dampende kældre. Mellem højhusene flyder trafikstrømme blidt, kørende og flyvende, mod fremtidens blændende lys i horisonten.
Jeg kom selv til at tænke på Metropolis en aften i Venedig i 1990’erne. Det styrtregnede i mørket, og da jeg ankom via Canal Grande til dens udløb i den store lagune foran byen, virkede det, som om alting var ved at gå i opløsning rundt om mig. Da jeg passerede byens toldbygning, Dogana da Mar, med en stor gylden globe i sit tårn, oplyste et enormt forgrenet lyn hele lagunen, mens globen lyste blåviolet lige over mit hoved. Øjeblikket efter var alt mørkt igen, men i glimtet fremstod den 1.000 år gamle by som en forladt metropolis langt ude i fremtiden.
Mine egne associationer den nat var måske påvirkede af science fiction-filmen Blade Runner fra 1982. Den amerikanske instruktør Ridley Scott har netop badet Los Angeles anno 2019 i samme blålilla lys og konstante regn, som jeg husker fra den aften i Venedig. I det forfaldne og drivvåde Los Angeles jagter hovedpersonen Deckard de såkaldte replikanter, som er menneskelignende maskiner, der begynder at følge deres egen vilje, men han bliver også tiltrukket af replikanten Rachael, og de to ender med at flygte sammen, uden at vi seere får at vide, om Deckard er menneske eller replikant. Det grundlæggende spørgsmål i både Metropolis og Blade Runner er, om vi kan kontrollere teknologien, eller om den med tiden vil erstatte os – og i begge tilfælde er det i byen, at dystopien udfolder sig.
Netop forfaldne industribyer var også det store skrækscenarie omkring år 1900. Bekymrede politikere og byplanlæggere ville skabe en verden væk fra forurening, fattigdom og overbefolkning, men beholde det sammenhold og den økonomiske værdi, som byen havde vist sig ideel til at skabe og udvikle. Den britiske byplanlægger Ebenezer Howard foreslog for eksempel, at folk skulle bosætte sig i såkaldte havebyer bestående af cirkelformede bebyggelser med grænser for antallet af indbyggere, et bælte af landbrugsjord rundt om og fælles ejerskab til landet i modsætning til storbyernes opdeling i rig og fattig.
SPIRENDE SPRÆKKER
Da jeg gik i folkeskole i 1980’erne, ansøgte min klasse om en ny cykelsti forbi skolen. Vi kunne ikke rigtig komme frem på cykel, og med hjælp fra vores klasselærer Per skrev vi et klagebrev. Efter nogen tid kom der en brun konvolut fra kommunen, og jeg fik lov at åbne den.
Det var tegningerne af en kommende cykelsti fra stadsingeniørens kontor, og en oprømt fornemmelse bredte sig. Selv om cykelstien måske allerede var planlagt, husker jeg følelsen af at have virkeliggjort en bedre fremtid.
Samme imødekommenhed fra myndighederne drømte de parisiske studerende måske om i 1968. Tusindvis af unge mænd og kvinder mødtes på Université de Sorbonne midt inde i Paris den 2. maj for at protestere mod statens lukning af universitetet i Nanterre, en forstad vest for Paris. Siden bredte konflikten med demonstrationer, strejker og gadekampe sig til andre franske storbyer. Frankrigs økonomi gik næsten i stå, og for en kort bemærkning måtte præsident Charles de Gaulle forlade landet af frygt for en revolution.
Begivenheden påvirkede den parisiske filosof Henri Lefebvre. Politiske tænkere siden tyske Karl Marx i 1800-tallet havde ellers set det største potentiale for en samfundsomvæltning blandt fabrikkernes millioner af fattige arbejdere. Men ud fra de parisiske gadekampe konkluderede Lefebvre, at det var i byernes offentlige rum, der kunne opstå sprækker, dvs. muligheder for at leve anderledes, som potentielt kunne sprede sig til resten af samfundet.
Lefebvre kaldte disse sprækker for heterotopier, altså andre eller anderledes steder, der kan fungere som et slags laboratorium for et nyt samfund. Københavns fristad Christiania, som en række såkaldte slumstormere i 1971 grundlagde i en forladt kaserne, er eller var i hvert fald tænkt som sådan et laboratorium.
Det var også sådan, en del mellemøsteksperter tolkede de begivenheder i arabiske og nordafrikanske storbyer fra 2010 og nogle år frem, der hurtigt fik navnet Det Arabiske Forår. Utallige borgere samledes i ugevis på store offentlige pladser i byer som Istanbul, Tunis og Cairo for at protestere mod deres regeringer. På Istanbuls Taksimplads oprettede demonstranterne for eksempel bibliotek, felthospital og mediecenter, uden nogen egentlig ledelse; i stedet organiserede de sig i ’sværme’ omkring forskellige opgaver og kommunikerede primært gennem Facebook, Twitter og andre sociale medier.
Med inspiration herfra startede et par hundrede demonstranter i 2011 i New York en protestbølge, der skulle sprede sig over USA og Europa under navnet Occupy. De protesterede mod finanssektorens indflydelse og slog sig derfor ned i Zucotti Park nær Wall Street, centrum for børsmæglernes ophobning af rigdomme. Nogle aktivister modtog og fordelte mad til de andre deltagere, og en anden gruppe oprettede et forum, hvor alle deltagerne i fællesskab skulle træffe beslutninger vedrørende bevægelsens udvikling.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.